Folkeafstemningen den 3. december handler om at stoppe udhulingen af retssikkerheden og demokratiet.
Ved at bevare retsforbeholdet eller -undtagelsen - vil vi vedblive at kunne bestemme over vores retspolitik.
Det skal være dansk lovgivning, som skal bestemme, hvad strafferammerne for kriminalitet skal være, hvad den kriminelle lavalder skal være, hvad man kan blive straffet for, og hvordan vores indsatte skal behandles i fængslerne. Ikke en overstatslig fælles EU-lovgivning, hvor det bliver helt andre holdninger end dem, vi har, som bliver gældende.
Vi skal heller ikke have et overnationalt Europol - et EU-FBI. For hvem står et sådant politi til ansvar for? Ikke danske folkevalgte politikere, men formentlig en EU-kommissær, der ikke er demokratisk indsat, og som er fjern fra virkeligheden og borgerne.
Og hvor er der bare et logisk argument for, at der ikke er en fælles interesse i at indgå en parallelaftale med EU om at samarbejde med Europol? Når 18 lande allerede har det - herunder Norge og Schweitz.
Vi skal kunne stille danske politikere til ansvar for retspolitikken. Vi skal ikke tro ja-siden, når de fortæller om, at vi med retsforbeholdet ikke kan deltage i den internationale kamp mod børneporno, trafficking og anden grænseoverskridende kriminalitet. Vi skal heller ikke tro på det, når vil får at vide, at Danmark vil blive et slaraffenland for menneskehandlere og kriminelle.
Norge og Schweitz er ikke udsat for ikke at kunne deltage og samarbejde om at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. De bliver ikke oversvømmet med kriminelle, selv om de ikke er med. Der findes andre muligheder og grænseoverskridende kriminalitet. For eksempel menneskehandel går jo også ud over EU's grænser. Og naturligvis kan vi indgå aftaler også med Europol, hvis vi ønsker det, og der er en fælles interesse i det.
Vi har jo hørt lignende skræmmepropaganda ved alle tidligere afstemninger om EU-spørgsmål. Bare tænk på euroafstemningen i 2000. Ved at bevare retsforbeholdet eller -undtagelsen - vil vi vedblive at kunne bestemme over vores retspolitik, og vi vil kunne samarbejde når og med hvem, det er relevant.
Vi skal stemme nej for demokratiets og retssikkerhedens skyld. Vi skal ikke videre ind i EU-staten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278