Den siddende regerings foreslår, at indslusningsløn til flygtninge (så lav at den kan skabe løntryk-kaos på arbejdsmarkedet), skal kunne "hjælpe" disse mennesker i arbejde og motivere dem ved en halvering af den i forvejen ringe kontanthjælpsydelse (integrationsydelse).

Danmark ville blive et land, der med stolthed kunne kaldes en velfærdsstat, hvis pengene til krig blev brugt til sociale formål med mening i.

"Indslusningsløn" og "integrationsydelse" er de nyeste fine ord inden for nedskæringspolitik, og dækker vel sagtens "under mindsteløn" og "bistandshjælp under fattigdomsgrænsen". Et håbløst forslag som forværrer de involverede menneskers livskvalitet (yderligere) og koster samfundet dyrt på længere sigt.

Hvad er det man forventer af disse - for manges vedkommende - krigstraumatiserede medmennesker? Kan de overvinde alle barriererne, suse ind på arbejdsmarkedet og leve lykkeligt til deres dages ende?

Halveringen af kontanthjælpen

Det er stort set sådan regeringen fremlægger forslaget, men det er desværre ikke sådan virkeligheden er. Så langt tilbage som I halvfemserne under  VK-regeringen, halverede man ydelsen til bistandsklienter under 25 år med samme formål, hvilket resulterede i at mange unge blev hjemløse (som i dag).

En af dem var min søn, som blev sat ud af kongens foged fra sin første og sidste bolig. Når alt var betalt havde han cirka 1500 kroner til at leve for om måneden. Ringe sociale ydelser og et udueligt behandlingssystem kunne han som stofmisbruger ikke leve op til, hvilket førte til hans død i en meget ung alder. Et halvt år efter hans død fik han tilbudt en ny bolig, som han alligevel ikke ville have haft råd til, hvis han levede. Så slap han da i det mindste for et nyt nederlag.

Hvornår lærer de siddende regeringer af andre lande og af egne erfaringer noget om både medmenneskelighed og økonomi? Hvornår lærer man at kortsigtede løsninger giver bagslag?

Krige koster dyrt

Danmark er et rigt land, hvor krigsførelse og indkøb af krigsmateriel koster uhyre mange milliarder kroner. Så mange, at den skrantende danske velfærd ville få et enormt løft, og blive et land, der med stolthed kunne kaldes en velfærdsstat, hvis pengene til krig blev brugt til sociale formål med mening i.

At mange danskere lider af politikerlede er meget forståeligt. Valgløfterne er mange, men når kampen er forbi, kommer der andre boller på suppen.

Jeg er ikke politiker, derfor behøver jeg ikke at forklare hvad bruttonationalproduktet betyder. Jeg er en ganske almindelig vred borger, der kræver at folketingsmedlemmer bruger deres fornuft, indhenter nødvendig viden og kender deres ansvar. Et positivt livssyn krydret med livserfaring, kunne også være rigtig nyttigt for beslutningsprocesserne.

Så slap man måske for nogle af de umenneskelige, urimelige uretfærdigheder, man konfronteres med i dagens Danmark anno 2015.