Når jeg tidligere har påpeget, at Jette Kromann (JK) skulle læse de græske kommunisters analyse og redegørelse i Arbejderen (3. august), var det et forsøg på at gøre hende opmærksom på, at arbejderklassens kamp – også i dag – er en kamp mod kapitalismen, og at EU er monopolkapitalismens politiske redskab over for nationernes selvbestemmelse.

Både dansk og græsk national selvbestemmelse er underlagt EU's grundlæggende traktater.

Når man ser, hvordan EU har udmøntet sin magt ved at gennemtvinge sine krav til Grækenlands regering, er det ufatteligt for mig, at JK kan konkludere: "Derfor er en udmeldelse af EU på rent nationalistisk grundlag (det vil sige, at man ser bort fra, at nationen består af klasser med modsatrettede interesser) heller ikke er vejen frem. Det er ingen løsning for arbejderklassen, blot at Grækenland meldes ud af EU".

Demokratiet og revolutionen

Uanset om JK kalder en udmeldelse for "nationalistisk" eller ej, er betingelserne for at føre klassekamp i Grækenland jo ikke de samme, om man er medlem af EU eller ikke.

En af marxismens fundamentale teser er, at den sociale revolution grundlæggende er en kamp for demokratiet. Ikke en kamp for demokrati i al almindelighed, men en kamp for at flertallet - arbejdermasserne - sætter deres magt igennem: Erobrer staten og gør den til arbejderklassens magt i samfundet og etablerer proletariatets diktatur.

Jeg er ikke ekspert i græske forhold, men den situation vi i Danmark befinder os i, ligner på dette område den græske til forveksling. Ikke dermed sagt at dansk og græsk kapitalisme er sammenlignelige eller at dansk og græsk arbejderbevægelse er det. Men både dansk og græsk national selvbestemmelse er underlagt EU's grundlæggende traktater, og i hverdagen er vi underlagt de beslutninger, der udgår derfra.

Modstanderens svage led

I stedet for at slå ud med armene og udpege forrædere (Syriza-Anel), skal marxister forsøge at analysere, hvad der gik galt. Det, der gik galt, var jo netop, at man forsøgte at bekæmpe kapitalen inden for EU, hvilket JK jo selv har bemærket ikke er muligt.

Når de græske kommunister (KKE) ikke ville indgå i nogen enhed med Syriza, var det jo netop fordi de ikke kunne se, at Syrizas politik ville styrke den græske arbejderklasses kamp.

Hvis vi benytter Lenins metode, må vi ikke alene fokusere på egen styrke men nok så meget på modstanderens: Hvor er hans svage led, hvad er kampens mål og hvilke delmål kan/skal vi opstille.

EU's og monopolkapitalens svage led er, at medlemslandene – efter nationale og demokratiske beslutninger – kan udtræde af denne politiske og økonomiske union. Derfor må kampen mod kapitalen antage national karakter.

Kun med national suverænitet vil arbejderklassens kamp for udvidelse af demokratiet være mulig. Derfor handler det ikke om at foreslå nye programmer med revolutionære paroler, men om skabe aktionsenhed på et grundlag, hvor det nationale demokrati styrkes.