17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et solidarisk dagpengesystem

Et solidarisk dagpengesystem

Vi kræver et dagpengesystem, der tilgodeser de mennesker, som hver dag leverer den fleksibilitet, som er det ene element i vores berømte flexicurity-model.

Dagpengekommissionen blev sat i verden for at komme med bud på et mere u-bureaukratisk og tidssvarende dagpengesystem, samt for at finde løsninger på problemet med de mange ledige, der falder ud og mister forsørgelse.

Fagbevægelsens top er tilsyneladende klar til at acceptere, at store dele af finansieringen skal findes blandt de ledige.

Kommissionen blev dog også født med en snæver økonomisk ramme, der betyder, at de ledige nu igen selv skal betale for politikernes fejltagelser. 

Det står nu klart for enhver, at hvis en holdbar løsning for de mere end 60.000, der allerede er faldet ud, og de 15.000, der hvert år fremover forventes at falde ud, skal findes, så skal der tilføres flere ressourcer til området.

Dagpengene halter bagud

Det bekymrer os, at fagbevægelsens top tilsyneladende allerede signalerer at være klar til at acceptere, at store dele af finansieringen skal findes blandt de ledige, samt forringelser, der især retter sig imod vores medlemsgrupper.

Dækningsgraden for ledige på dagpenge er historisk lav og er direkte årsag til, at mange vælger ikke at forsikre sig i en A-kasse. Vi vil ikke acceptere yderligere forringelser eller nedsættelse af dagpengesatser, hverken for unge, ældre, nyuddannede, faglærte eller ufaglærte.

I beskæftigelsespolitikken snakker man altid om vigtigheden af at komme i varig beskæftigelse. Store dele af det danske arbejdsmarked tilbyder dog slet ikke varig beskæftigelse.

Hele brancher er gennemsyret af vikarfirmaer, korte ansættelser, sæsonledighed og vejrlig - for ikke at snakke om opsigelsesvarsler, der regnes i timer og ikke måneder.

Den grundlæggende præmis om, at de ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, ønsker vi udvidet til også at omfatte arbejdsgivernes pligt til at stille et arbejdsmarked til rådighed for alle ledige.

Vore krav til et nyt system

Vi kræver et dagpengesystem, der ikke kun er for funktionærer, men også tilgodeser de mennesker, som hver dag leverer den fleksibilitet, som er det ene element i vores berømte flexicurity-model.

Private forsikringsordninger kan vi ikke bruge, da kravene om ansættelsesforhold i praksis gør det umuligt for vores timelønnede medlemmer at gøre brug af ordningerne.

Vores krav til et nyt dagpengesystem er som minimum:

  • Lettere genoptjening af retten til dagpenge,

  • Indførelse af nye regler for supplerende dagpenge, så det er økonomisk muligt at tage småjobs eller deltidsjob og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

  • Ingen forringelser andre steder i dagpengereglerne for at skaffe finansiering til ovenstående to krav.

  • Ikke en stor reform, der betyder nye bureaukratiske omlægninger. Fokus på hjælpen til de ledige!

  • Et dagpengesystem, som ved ledighed giver en fair økonomisk dækning, og som giver tryghed i en i forvejen svær situation.

En solidarisk løsning på dagpengesystemets problemer kræver, at der tilføres ressourcer. Derfor opfordrer vi Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF til at afprøve Dansk Folkepartis løfte om at ville lave en ny dagpengeløsning, som tilføres flere midler.

Se bort fra partipolitisk fnidder-fnadder, og find sammen om en solidarisk løsning til gavn for alle lønmodtagere i Danmark.

Vedtaget på 3F-A-kasselederforeningens årsmøde den 3. oktober. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2015 - 09:56   14. okt. 2015 - 10:00

Udtalelse

fra 3F's A-kasselederforening