Det regner med nedskæringer ned over mennesker med handicap. Alligevel sidder vi nærmest med hænderne i skødet og lider katastrofale nederlag, hvis vi ikke formår at gøre op med dette.

Historisk set har vi haft en handicapbevægelse, men i dag, hvor der er stormløb på vores rettigheder, er vi langt bagefter, når det gælder om at kæmpe for dem. Resultaterne af en tidligere bevægelse er indlysende.

Unge med handicap skabte i 70'erne den hjælperordning, der blev en anerkendt del af dansk socialpolitik.

Unge med handicap skabte i 70'erne den hjælperordning, der i 80'erne blev en anerkendt del af dansk socialpolitik. Fremskridtene er fortsat frem til i dag, hvor situationen er omvendt: handicappede mister rettigheder - stort set uden modstand.

Listen over tilbageskridt er lang.

Tilbageskridt

Helt fundamentalt er retssikkerheden smuldret, siden opgaverne som følge af kommunalreformen i 2007 blev lagt ud i kommunerne.

Hjælperordningerne i forskellige former og bevilling af hjælpemidler er under pres. Mennesker med udviklingshæmning trues blandt andet af manglende ledsagelse og tilbagevenden til mammutinstitutioner.

For andre, ofte usynlige, handicap er det nærmest umuligt at blive anerkendt. Det gælder ikke mindst psykiske diagnoser.

Vi fik handicaprådene, da opgaverne blev lagt ud i kommunerne, men her er det svært at tackle presset. Ude i kommunerne er vi ikke klædt godt nok på, og vore organisationer er gearet til en anden historisk virkelighed end den, vi lever i nu.

Organisationerne arbejder centralt, mens kommunerne handler hurtigt, hårdt og – naturligvis – decentralt. Det bliver en ulige kamp.

Der er ingen tvivl om, at vores organisationer prøver at løse de konflikter, der opstår, når kommunerne bryder flest mulige regler.

Det binder ressourcer, når alt gøres til enkeltsager, der skal ankes. Det fører mange tragiske historier med sig, fordi klager ikke har opsættende virkning. Kommunerne udnytter det groft. Det gør det også umuligt for medarbejderne i vores organisationer at følge med sagspresset.

Ny situation

Situationen i dag er mere kompleks end i 70’erne og 80’erne. Dengang var det på de fleste områder et spørgsmål om at rykke til en bedre position med flere rettigheder for mennesker med handicap.

Dengang gjorde en handicapbevægelse oprør samtidig med ungdomsoprøret, der satte fokus på frigørelsen af mennesket fra produktionen. Bevægelsen fik også for handicappede medvind i den generelle modsætning i samfundet, som midt i 70’erne førte til en mere human socialpolitik (Bistandsloven).

Ofte kæmpede unge progressive handicappede også imod egne organisationer med trusler om eksklusioner med videre.

I dag tillader vi, at mennesker med handicap bliver kaldt grådige gøgeunger, der ikke vil arbejde.

I dag er vores organisationer ikke lige så umulige, men en del er kørt fast i en defensiv position. New Public Management har igen dehumaniseret socialpolitikken, og det fører stadigt mere åbenlyse angreb med sig. I dag tillader vi, at mennesker med handicap bliver kaldt grådige gøgeunger, der ikke vil arbejde.

Det er italesat på en måde, der har fokus på borgeren, som betaler velfærden, og langt mindre på værdien for fællesskabet af velfærdssamfundet .

Jeg savner bevidsthed og handling. Det er nødvendigt for vores egen overlevelse som mennesker og som gruppe, at vi får italesat udfordringerne.

Fra passiv til aktiv

Svaret er en handicapbevægelse, der skaber fokus og samler så mange forskellige handicappede som muligt for at skabe modstand dér, hvor presset er: i kommunerne.

Protester er ikke for alvor lykkedes i nyere tid. Demonstrationer samler ikke mange mennesker, men det er heller ikke vores behov lige nu. Vi skal, som kommunerne, handle hurtigt, hårdt og decentralt.

Handicapbevægelsen skal aktionere lokalt. Vi skal ikke sprænge postkasser i luften, men udstille konkrete situationer, hvor kommuner for eksempel masseproducerer urimelige afgørelser og profiterer på det.

Ofte forsvarer lokale politikere det og får sagt noget dumt om handicbap. Det kan så udløse en narrehat eller en medalje serveret med humor og facts om det, der reelt sker.

Vi skal skabe goodwill og udstille de største politiske klaphatte.

Vi skal bringe situationerne frem på sociale medier i lighed med viral marketing. Det giver uafhængighed af den presse, som alligevel ofte er fraværende og - bedst af alt - det kan gøres af få personer.

Det kræver, at vi ser os selv som en del af en større helhed. Vi skal forstå, at vi ikke er de eneste i dette samfund, der bliver sat til side og ikke de eneste, der "har fået nok". Det gælder blandt andet også socialrådgiverne i kommunerne og lærerne i spørgsmålet om inklusion. Det gælder også andre bevægelser, som vi skal skabe alliancer med.

Gør vi ikke det, er vi isoleret og taber igen-igen.

Endelig kræver det, at vi selv tager ansvar og ikke forventer, at andre handler for os. Det er der ingen, der gør. Vi skal altså også bringe os ud af en offerrolle og stole på egne kræfter, men det er heller ikke så ringe endda, når blot vi bruger dem i fællesskab.