Retssag mod Exxon Mobil kan blive skelsættende
Blogs

Retssag mod Exxon Mobil kan blive skelsættende
Hvis der rejses en sag mod det store amerikanske olieselskab Exxon Mobil, kan det få afgørende betydning for den grønne omstilling.
Verdens største børsnoterede olieselskab, amerikanske Exxon Mobil er måske på vej til at blive sagsøgt for at have løjet om klimaforandring.
Overfor offentligheden og investorer underspillede Exxons ledelse bevidst betydningen af global opvarmning og klimaforandringer.
Exxon er under anklage, efter at flere nyhedsmedier, herunder Inside Climate News og The Los Angeles Times har afdækket, at Exxons egne forskere i årtier har vidst at klimaforandringerne ville reducere isdækket over Arktis, med den potentielle økonomisk lukrative sideeffekt, at det ville give bedre muligheder for at udvinde olie i Arktis, et område hvor Exxon i øvrigt selv købte en række olieefterforskningstilladelser.
Samtidig med at Exxons egne forskere var fuldt oplyste om betydningen af øget afbrænding af fossile brændsler, konsekvenserne af en stigende koncentration af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren, så var Exxon en af de mest trofaste økonomiske støtter af en række klimaskeptiske tænketanke, lobbygrupper og forskere.
Selv overfor offentligheden og overfor investorer underspillede Exxons ledelse bevidst betydningen af global opvarmning og klimaforandringer.
Parallel til tobaksindustrien
Sagen synes at drage paralleller til tobaksindustrien, som systematisk og bevidst vildledte befolkningen til at tro, at tobak ikke var sundhedsskadeligt, selvom selskaberne selv vidste bedre.
Denne vildledning førte til retssager, hvor tobaksindustrien blev dømt til at udbetale milliarder af dollars i bøder og erstatning. Men sagen mod Exxon er nu for alvor ved at få stor opbakning, og den amerikanske statsanklager Loretta Lynch er nu under pres for at indlede en retssag mod Exxon.
Således har mere end 40 amerikanske miljø- og udviklingsorganisationer og mere end 25 medlemmer af den amerikanske kongres nu meldt officielt ud, at man bør indlede en efterforskning af Exxon, ligesom begge de to demokratiske præsidentkandidater Bernie Sanders og Hillary Clinton støtter en efterforskning af Exxon.
Systematisk misinformation?
Hvis Exxon dømmes for - med fuldt overlæg - at have lavet systematisk misinformation af samfund og investorer omkring global opvarmning med videre, så vil sagen få vidtrækkende konsekvenser. Dels vil en række andre fossilselskaber blive sat under voldsomt pres for at redegøre for, hvad deres forskningsafdelinger vidste om betydningen af støt stigende afbrænding af fossile brændsler.
Desuden vil det være enormt svært at fastholde standpunktet om, at klimaforandringer ikke er væsentlige og ikke forårsages af menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, hvis den amerikanske højesteret slår fast, at Exxon har brudt loven ved at fastholde netop dette.
Retssagen kan derved blive ganske afgørende, og måske give et afgørende sidste momentum til at sikre, at der er tilstrækkelig folkelig opbakning til at gennemføre en kraftig acceleration af den grønne omstilling og derved forhåbentlig afbøde de værste konsekvenser ved de allerede igangværende og tiltagende klimaforandringer.