Hvad handler afstemningen egentligt om? Ja-siden vil gerne have den til at handle om Europol. Og selvom det er meget andet og mere vi stemmer om, vil det her i slutspurten være væsentligt, at de kan få svar på tiltale, når de taler om Europol.

I starten handlede debatten meget om, at vi ikke kan bekæmpe børneporno og menneskehandel, med mindre vi afskaffer forbeholdet.

Med ganske få dage tilbage før afstemningen 3. december, vil jeg prøve at tage fat i nogle af de påstande, vi hører fra ja-siden – og give et bud på, hvad vores svar kan være.  

I starten af debatten var Europol-diskussionen mere skinger. Den handlede meget om, at vi ikke kan bekæmpe børneporno, menneskehandel og andre typer alvorlig og grænseoverskridende kriminalitet, med mindre vi afskaffer forbeholdet.

Oraklet Europol

Deres Europol-skræmmekampagne fik kraftige ridser i lakken, da vælgerne tog afstand fra socialdemokraternes plakatkampagne, der blev kaldt nedladende, plat og klam. Og fra de radikales kampagne-eksempel, hvor Europol fik æren for opklaring af en børnepornosag, og det senere viste sig at det i netop den sag var:

•  hollandsk politi, ikke Europol, der var kommet med tippet

•  dansk politi, ikke Europol, der havde stået for efterforskningen

• Interpol, ikke Europol, der var den internationale platform for politisamarbejdet i den konkrete sag

De bruger fortsat Europol som løftestang i kampagnen, men jeg oplever at debatten har taget en drejning, efter at deres skræmmekampagne blev skudt ned af rå fakta.

Aftale med Europol?

Nu handler Europol-debatten meget om, at ja-siden stiller spørgsmålstegn ved, om Danmark ville kunne få en samarbejdsaftale med Europol, om at den eventuelle aftale vil tage meget lang tid at lave, og om at aftalen vil være dårligere end at være fuldt og helt med.

Kan Danmark få en samarbejdsaftale med Europol?

Det er ikke til at vide, og skal man tro ja-siden, er det endda meget, meget usikkert. Folkebevægelsen mod EU har af flere omgange spurgt Folketingets EU-oplysning om, hvad fakta er. De slår i deres svar fast:

• at der ikke er noget juridisk til hinder for, at der kan indgås en aftale, men at en aftale kræver at begge parter – det vil sige både Danmark og EU – ønsker det,

• at Danmark tidligere har søgt samarbejdsaftaler med EU på retslige spørgsmål, og har fået ja til fire og nej til to,

• at de aftaler, vi har fået ja til, er på områder, hvor både Danmark og EU havde en interesse i at lave aftalen,

• at de aftaler, vi har fået nej til, er på områder, hvor EU ikke mente, de havde en interesse i at indgå aftalen.

Det betyder, at vi efter et nej står i den situation, at der – hvis der er politisk vilje til det – kan laves en samarbejdsaftale mellem Danmark og Europol. Og vel og mærke en samarbejdsaftale, der indgås på et mellemstatsligt og mere ligeværdigt grundlag.

Kan EU sige nej til at indgå aftalen? Ja, det kan de godt. Men hvad skulle deres bevæggrunde være?

Hvis ja-siden har ret i, at et nej vil føre til, at Danmark bliver et helle, et fristed for pædofile, menneskehandlere og narkosmuglere – og hvis de samtidigt har ret i, at det eneste, der kan dæmme op for det, er Europol. Ja, så kan de ikke samtidigt have ret i, at EU ville kunne mene, de ikke havde en interesse i en samarbejdsaftale.

Hvis de har ret i, at EU kunne stå i den situation, hvor de ikke synes, det er væsentligt at samarbejde med Danmark om at udveksle oplysninger omkring grænseoverskridende kriminalitet, ja så kan de ikke samtidigt have ret i, at et nej vil føre til at Danmark bliver overrendt af kriminelle bander.

De kan ikke have ret i begge dele på en gang, det giver simpelthen ikke mening.

For at finde ud af, om det er realistisk med en aftale, må man også se på, hvilke lande, der indtil nu har kunnet få en aftale – og hvilke der har fået nej. Listen over lande med aftaler er lang – og tæller eksempelvis Norge,  Columbia og mange flere.

Der er ikke et eneste eksempel på, at et land har fået afslag på en samarbejdsaftale med Europol. Ikke et eneste. 

Folkebevægelsen mod EU har spurgt ind til, hvilke lande der har fået nej – og om at få oplyst hvilke omstændigheder, der har ført til at landene ikke har kunnet få en aftale.  Også dette spørgsmål har Folketingets EU-oplysning besvaret. Og dette svar er interessant. De svarer, at de ikke kan besvare spørgsmålet, da de ikke har kunnet finde oplysninger om dette.

Der er derfor – så vidt vi ved – ikke et eneste eksempel på, at et land har fået afslag på en samarbejdsaftale med Europol. Ikke et eneste. Den lader vi lige stå lidt. Ikke et eneste.

Tavshed om hele retsområdet

Hvad er det så de undgår at snakke om? Ja-siden vil ikke kommentere det, når vi fortæller, at afstemningen handler om langt mere end 22 retsakter. De glider af, når vi slår fast, at det handler om afgivelse af suverænitet på hele det retslige område.

De ønsker ikke at kommentere, at der allerede er knap 700 EU-regler på det retslige område, og at der er knap 200 på vej. Og de ønsker ikke at gå ind i substansen af, hvad et ja betyder. Hvor omfatttende og alvorligt det er. De vil ikke tale om dilemmaerne i gensidig anerkendelse – eller om, at de reelt ikke kender retstilstanden, retspraksis, retsprincipperne i de lande, de nu vil have os til at føre fælles retspolitik med!

Er vi som befolkning klar til at give ansvaret for at afgive suverænitet til de politikere, der ikke engang vil diskutere substansen? Vil vi lade det være op til dem, vel vidende at Folketinget altid er mere glad for EU, end befolkningen er?

Lad os hjælpe hinanden med at overbevise vælgerne om, at det er vigtigt at stemme, og at det er vigtigt at stemme nej

Karina Rohr er socialrådgiver og landsledelsesmedlem i Kommunistisk Parti og Folkebevægelsen mod EU.