14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Penge i en kold tid

Penge i en kold tid

Fred være med Aarhus Kommune. 50.000 kroner varmer i en kold tid, men skaber de flere arbejdspladser?

Aarhus Kommune udbetaler nu med hjælp fra Velux-fonden 50.000 kroner kvit og frit til 100 kontanthjælpsmodtagere. Nu vil man møde de ledige med tillid i stedet for mistillid, kontrol og krav.

Det eneste krav er, at pengene ikke må bruges på noget ulovligt, og det skal være noget som bringer kontanthjælpsmodtagerne nærmere et job.

Aarhus Kommune udbetaler nu 50.000 kroner kvit og frit til 100 kontanthjælpsmodtagere. 

Hvis kommunen derimod finder ud af, at de er brugt på tant og fjas, så forlanges de tilbagebetalt. Gad nok vide, hvordan kommunen vil håndhæve det. 

Landsforeningen Lediges Vilkår synes, at det er prisværdigt af kommunen. Pengene vil for mange falde på et tørt sted. Men derudover; hvor meget vil de gavne?

Kontanthjælpsmodtageren får altså ikke nemmere ved at finde et job, bare fordi han får repareret sin tænder eller får et nyt sæt nyt tøj. Han får måske mere selvværd, hvilket jo selvfølgelig også er værd at tage med.

Hvis man derimod vil have flere kontanthjælpsmodtagere i job, skal der altså noget andet til; nemlig arbejdspladser. Regeringen påstår, at arbejdsløsheden er faldet. Men er der reelt kommet flere arbejdspladser?

I 2012 var der cirka 154.000 ledige. I juni 2014 var det faldet til cirka 133.500. Et fald på 20.500. Mange af disse 20.500 ledige kan i stedet være havnet i kontanthjælpskassen. For i januar 2012 var der cirka 145.000 kontanthjælpsmodtagere, det steg til 175.000 i juni 2014. Altså en stigning på cirka 30.000. (Danmarks Statistik)

Og det er nok ikke en sænkning af ydelserne, der skal afhjælpe arbejdsløsheden. Man regner med, at kun 700 får job med den nye kontanthjælpsreform. En helt uanstændig og uansvarlig reform som blandt andet genindfører 225 timers reglen. En enlig kontanthjælpsmodtager kan risikere at miste 1000 kroner per måned, og et par på kontanthjælp kan miste den enes kontanthjælp. 

Familier og enlige med børn risikerer at miste tillæg i tusindkroners-klassen. Rigtig meget skal ledige tåle i disse år. De skal tåle at blive talt ned til, at blive udråbt som pariaer og at miste økonomisk rodfæste.

Vi håber, at borgerne indser, hvad formålet er: nemlig at sænke lønningerne og smadre den danske model. Men fred være med Århus Kommune. 50.000 kroner i en kold tid varmer godt! 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2015 - 09:13   04. dec. 2015 - 09:20

Læserbrev

af Helle Nielsen, Randers, formand for Landsforeningen Lediges Vilkår Sennelsgade 6,