13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejderen om DDR

Arbejderen om DDR

Lars Hostrup Hansen har sendt nogle kritiske bemærkninger til avisen på vores facebookside. Vi bringer her både debatindlægget og avisens svar.

Arbejderen havde anledning af 25 året for DDR-regimets fald et temanummer/særudgave, som fyldte hele avisen. Avisen spørger på forsiden "Socialisme eller slyngelstat", hvorfor man kunne forvente en grundig og kritisk analyse, som venstrefløjen forhåbentlig ville kunne drage nogle historiske erfaringer fra.

Det er desværre ikke nuancer og kritisk debat avisen leverer. Det er ukritisk forherligelse med en smule historisk baggrund.

Som historiker, med særlige interesse i den kommunistiske bevægelses historie, glædede jeg mig derfor til at læse et tema med nuancer, kritik, positive og negative erfaringer med videre. 

Desværre blev jeg noget skuffet. Forsiden proklamerer at ville tage et reelt spørgsmål op. Det gør avisen så overhovedet ikke.

Propaganda for DDR

Alle artikler må nærmest betegnes som regulær propaganda for DDR. Ikke et kritisk ord om den politiske forfølgelse, muren, arbejderopstanden i 1953, Stasi, hvorfor det store flertal i befolkningen smed regimet på porten og så videre. Man kan svinge sig op til at komme med standardsvaret; "at alt ikke var perfekt". Det er desværre ikke nuancer og kritisk debat avisen leverer. Det er ukritisk forherligelse med en smule historisk baggrund.

Derudover er det jo bemærkelsesværdigt, at det gamle DKP/ML (Nu KP), der historisk har været nærmest ligeså kritisk overfor DDR og Sovjet med videre, som det var overfor USA, nu vælter sig rundt i forherligelsen af DDR.

Det her tema havde desværre ikke bestået en akademisk eller historisk prøve, da temaet slet ikke svarer på sin egen problemstilling. Svaret var givet på forhånd. Jeg synes oprigtig det er en skam, at en ellers fin og kritisk avis leverer så ukritisk et skriv på et ellers spændende spørgsmål.

Svar fra avisen

Arbejderens særudgave af 22. december sidste år med DDR som tema var et resultat af det internationale samarbejde mellem fire progressive aviser, som Arbejderen i en årrække nu har været en fast del af. 

Omtalte særudgave var således en dansk oversættelse af en række artikler skrevet og udgivet hovedsageligt til et tysk publikum, hvis forhold til DDR – på forskellig vis – nødvendigvis er anderledes end et dansk. Artiklerne forudsætter et kendskab til en heftig debat om den historiske fortolkning af DDR, som er langt mere udbredt i Tyskland end i andre lande, eksempelvis Danmark.

Kritikpunkterne rettet mod "slyngelstaten DDR" er velkendte. Det gælder derimod ikke for "socialismeforsøget DDR".

Set i bakspejlet burde vi på Arbejderens redaktion have introduceret artiklerne bedre til et dansk publikum og gjort formålet med at bringe særudgaven mere klart.: At redegøre dels for den måde, hvorpå forståelsen af DDR – alt efter perspektiv – siden 1990 har befundet sig et sted imellem socialismeforsøg og slyngelstat, dels hvordan DDR har vist sig at være et mønstereksempel på "europæisk integration" inden for rammerne af EU.

Artiklerne er derfor også skrevet med henblik på at fremføre en række fakta og synspunkter, der normalt ellers ikke finder vej til spalterne. Kritikpunkterne rettet mod "slyngelstaten DDR" er velkendte. Det gælder derimod ikke for "socialismeforsøget DDR".

Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2016 - 09:52   15. jan. 2016 - 10:00

Læserbrev

af ‎Lars Hostrup Hansen‎, København, historiker