Ved Folketingets åbning ridsede statsministeren sine visioner op for det Danmark, han ønsker sig. Folketinget flertal slutter mere eller mindre helhjertet op bag regeringens politik. Nogle vil endda dreje nedskæringsskruen endnu et par omgange.

Når overhunden i Washington knurrer, så logrer de små danske køtere med halen – og gør klar til næste angreb.

Reelt har man erklæret krig – social krig – mod sit eget folk, ligesom man har bundet vort lands fremtid op på EU og på ”alliancen af de villige”, som bomber land efter land i demokratiets misbrugte navn, men reelt for at sikre sig magten over verdens svindende råstoffer.

Man taler nu om den permanente krig – krigen uden ende. "I dag ved afgrundens rand – i morgen går vi et skridt videre," som man sagde under den kolde krig. Det gælder stadig i et samfund, hvor målet er den maksimale profit.

Den sociale krig

Men det er ikke det Danmark, som mange af os har drømt om og kæmpet for igennem et efterhånden langt liv. Tværtimod. Samfundet i dag er kendetegnet ved, at man giver til de store og sparker til de små. De, der i forvejen har rigeligt, skal mere gives, alle andre skal alt fratages. 

Efter et såkaldt "kasseeftersyn", erklærer man frejdigt, at landet er på fallittens rand. Derfor skal vi endnu engang spænde livremmen ind. Med "vi" mener man befolkningen – ikke spekulanter og børshajer. Monopolerne er fredet i klasse A. Bankerne skal polstres, og landets rigeste have skattelettelser. 

På det grundlag rimpes den ene reaktionære lov sammen efter den anden. Alle skåret over samme læst:

Indskrænkninger i befolkningens købekraft, reallønsudhuling, forringelse af arbejdsforholdene for de, som har arbejde, kamuflerede prisstigninger (mindre for samme pris), skattestigninger for de mindst bemidlede, huslejestigninger, forringelse af social- og sundhedssektoren gennem asociale nedskæringer i stat, regioner og kommuner, udhuling af pensionerne, lukning af institutioner – eller privatisering af samme, angreb på hævdvundne rettigheder som strejkeretten og retten til at demonstrere – og sidst men ikke mindst (og som en naturlig konsekvens af nævnte politik) en fortsat cementering af arbejdsløsheden – følgesvenden hedder social dumpning.

Nu er man i fuld gang med snigmordet på den danske arbejdsløshedslovgivning. 60.000 er foreløbig blevet frataget retten til den understøttelse, som de igennem et langt arbejdsliv har betalt til. De er foreløbig blevet kørt ud på et sidespor, som hedder kontanthjælp, men som rettelig burde hedde: Nådsens brød. Overladt til buekraternes forgodtbefindende. Daglige udråbt til samfundssnyltere. De er i bogstaveligste forstand sat uden for samfundets port.

Finansloven for 2016 peger entydigt i den retning. Det har ført til øget fattigdom i Danmark. Derfor har man nu fjernet fattigdoms-grænsen. Så er man i egen selvforståelse det problem kvit. Det minder uhyggelig meget om 30-erne. Dengang som nu breder fascismen og højrenationalismen sig over hele Europa – også i Danmark.

Krig, fascisme og racisme

Men der er områder, som undgår sparekniven. 30 milliarder kroner til nye krigsfly, så Danmark kan fortsætte bombningerne af andre mennesker i lande, som aldrig har truet vort land. Vågner, danske helte springer op og spænder bælte... Men for hver bombning skabes nye flygtninge. Men de skal naturligvis ikke komme her og ligge "velfærdsstaten" til byrde. Danmark for danskerne dermed basta.

De skal hjem til nærområderne, lyder det evigt gentagne mantra. Med bombningerne gør vi kun vor internationale pligt i kampen mod "terrorismen". Det foregår i praksis sådan, at når overhunden i Washington knurrer, så logrer de små danske køtere med halen – og gør klar til næste angreb. At vi derved også er blevet et nærområde – et af krigens arnesteder - ”glemmer” man helst alt om.

Det er galskab, men der er system i galskaben. Derfor er det også nødvendigt, at der kommer mere system, organisation – fodslav om I vil – i det, som vi antifascister, antiracister, antimilitarister og freds-forkæmpere foretager os.

Det er ikke fordi, der er mangel på initiativer og demonstrationer, men ofte falder de over hinanden, og virkningen af dem bliver minimal. 

Vi klarer den ikke med spontanitet og tilfældige slag i bolledejen, hvis vi skal rykke noget. Hvis vi skal blive en magtfaktor, som magthaverne er nødt til at regne med, og som befolkningen har mere tillid til end til de politikere, som har løjet gang på gang. Fælles platform

Derfor skal der skabes en fælles platform – et samarbejdsorgan – for alle antifascister, antiracister og freds-forkæmpere. Et kordineret og koordinerende fællesskab, hvor vi – på trods af eventuelle politiske og andre meningsforskelle – tilrettelægger den fælles kamp.

Det er ikke fordi, der er mangel på initiativer, demonstrationer med videre, men ofte falder de over hinanden, og virkningen af dem bliver minimal. Langsomt men sikkert ebber bevægelsen ud – og forsvinder hurtigt i glemslen. Det har vi set alt for tit.

At lære af historien

Det spørgsmål melder sig helt naturligt, skal hver ny generation begynde forfra hver eneste gang? Eller skal vi i stedet drage lære af historien? Bruge erfaringerne fra tidligere kampe.

Fra Korea-krigens rædsler til Vesttysk genoprustning i 50-erne og den dansk-tyske fælleskommando, kampen mod atomvåben i 60-erne, Vietnam-krigen i 60-erne og 70-erne, kampen mod EU fra 1972 til dags dato, kampen mod opstillingen af atomraketterne i 80-erne og kampen mod folketingets flertals såkaldte ”aktivistiske udenrigspolitik” - som har sendt Danmark i krig i nu mere end 10 år.

Det vil være utilgiveligt dumt at lade være, og kommende generationer vil med rette kunne bebrejde os, hvis vi ikke lytter til historiens lære.

Det er derfor vores mening, at det endnu engang bliver nødvendigt med en højere grad af koordinering af den fælles indsats. Ikke for at tage initiativet fra nogen, men for at styrke den fælles kamp på udvalgte hovedområder.

Hensigten er kort og godt, at give vor fælles kamp mål og retning. Vi må skabe forudsætningerne og lægge grundlaget for en ny politik i vort land til gavn for befolkningens flertal. Men det skal gøres konkret. De tomme løfters tid må være forbi.

Kampen for fred og frihed

Frihed er ingen selvfølge, og freden ingen given ting. For den skal der kæmpes hver eneste dag. Det ved vi fra historien, og det gælder også nu. Derfor er kampen for freden mod krig og undertrykkelse vor vigtigste opgave. For uden fred ingen fremtid. I øjeblikket spreder krigens brand sig fra kontinent til kontinent. Brandstifterne er hver gang de samme – supermagten USA og dens vasaller – heriblandt Danmark. Hver gang i demokratiets misbrugte navn

Fra 1945 til 2015 har USA i lange perioder bombet andre lande; i alt 27 gange. Blodet og olien har flydt og flyder stadig i strømme. Men når oliebrønden er tom efterlades de ulykkelige til deres egen skæbne i et totalt ødelagt land. De har ingen interesse længere.

Kampen for freden mod militariseringen af vort land er derfor en hovedopgave. Det betyder et opgør med den danske deltagelse i krigene i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien – og et totalt stop for deltagelse i kommende krige. Opbygningen af en slagkraftig fredsbevægelse er i denne sammenhæng en nødvendighed. Det betyder et opgør med NATO og EU, hvis vi ikke skal ende som en oprustet fattiggård.

Mod terrorlove og politistat

Vi anklages ofte – og ind imellem med rette – for at være for passive og stort set usynlige i den offentlige debat. Kritikerne glemmer blot en ting, at de samme kritikere i årevis og med alle midler, har forsøgt at holde os ude af medierne.

Det må have undret andre end mig, at man altid taler om menneskerettigheder i andre lande, men ikke hos os selv.

Undtaget de gange, hvor de har anset det for formålstjeneligt at hænge os ud som samfundsfjender og terrorister. Få os slæbt i retten og dømt efter de til formålet vedtagne terrorlove – en kopi af den amerikanske "Patriot Act" - og som kan bruges imod enhver, der har en anderledes mening om samfundets indretning en den på Bjerget gældende. Det ligner i allerhøjeste grad noget, vi har set før - i årene 1940 til 1945.

Politistaten, overvågningssamfundet og terrorlovene er ikke længere et fremtidigt skræksenarie, men en realitet i vor tid, som bliver stadig mere omfattende og undertrykkende. Hensigten er at skabe angst i befolkningen - angste mennesker handler ikke, håber man.

Så der bliver brug for civilkurage, mod, fantasi og en organiseret modstand for at komme uvæsnet til livs. Det er statsmagten – systemet – vi er oppe imod, og de slår igen, når de føler deres magt antastet – men vi skal ikke lade os skræmme. Vi vil smide grus i maskineriet. Vi skal gå lige til terrorlovens yderste grænse, men aldig over. Deres såkaldte "demokrati" skal afprøves, og stilles til skue i al sin elendighed.

Det må have undret andre end mig, at man altid taler om menneskerettigheder i andre lande, men ikke hos os selv, hvor grundloven brydes stadig oftere.

Fascismen i Europa

I kølvandet på den økonomiske krise, er fascismen blomstret op i hele Europa. Man siger, at historien ikke gentager sig, men jeg synes, som tidligere sagt, at der er umiskendelige lighedstegn mellem 30-erne, og det vi ser i vore dage. Behandlingen af flygtningene – ofrene for vore krige – er et aktuelt eksempel.

60 millioner flygter ifølge FN fra nød, sult, fattigdom og krig. Krige, som ikke mindst EU bærer et tungt ansvar for. Nu løber selv samme EU som sædvanlig fra ansvaret. Ligene skyller i land på Middelhavets kyster – og havet slette som bekendt alle spor. Det håber man i hvert fald.

De søger i hundredetusindvis mod vore kyster, for at få et bedre liv for deres familier – et liv i fred og tryghed – men de møder et Fort Europa, som hellere ser deres hæl end deres tå. 

Som sædvanlig løber de danske politikere fra ansvaret, når regningen for Danmarks krigspolitik skal betales.

Samtidig lægger man op til nye konfrontationer denne gang i Europa – mere præcist i Ukraine – hvor man helhjertet slutter op bag de nynazistiske magthavere i Kiev. Der er allerede flere end en million ukrainske flygtninge i Rusland – de interne flygtninges antal er ukendt.

Vor store allierede, USA fører nu tunge våben ind i Ukraine, NATO rykker helt frem til den russiske grænse – en åbenlys provokation. Man lægger op til endnu en katastrofal krig - den sidste måske - men under alle omstændigheder med nye flygtningestrømme som en uundgåelig følge.

Samtidig kastes Grækenland for de økonomiske rovdyr: Den Internationale Valutafond, IMF, Den Europæiske Centralbank og EU - ved kansler Merkel. Solidariteten med det græske folk i deres eksistenskamp, med kurderne og det palæstinensiske folk, er og vil fortsat være en af de vigtigste opgaver i kampen.

Klassekampen skal styrkes

Vi må rejse den sociale indignations stemme. Vreden skal organiseres, sådan at der udvikles de nødvendige kræfter til at rejse den sociale modstand. 

Danske arbejdere har aldrig fået noget foræret. Det får de slet ikke i dag. Kun gennem fælles organiseret kamp, kan der opnås resultater. Det gælder ikke mindst i kampen mod arbejdsløsheden, hvor politikerne sekunderet af fagbevægelsens top ustandselig prøver at spille de forskellige grupperinger ud mod hinanden – arbejdende mod arbejdsløs – ung mod gammel – mænd mod kvinder. Med splittelse og stadig nye forringelser til følge.

Der må et opgør til i fagbevægelsen – passiviteten må høre op. Det klares ikke med administrative ændringer – ved for eksempel at lægge LO og FTF sammen – det kræver et politisk kursskifte mod venstre. Man må tage ansvar, som det hedder nu om dage – ellers må de finde sig noget andet at lave.

Kampen for arbejde til alle, social retfærdighed og menneskeværd kan kun vindes, hvis den bygger på forståelse og aktivitet i de bredeste kredse i dansk arbejderbevægelse. Forsøger man at presse diktater ned fra oven, som man har for vane, er slaget tabt på forhånd, og vil kun føre til ny og forstærket passivitet.

Bygges modstanden derimod op fra bunden, er muligheden til stede for for at skabe den kraft i det danske folk, som ikke alene fjerner den nuværende OV-regering, men giver plads for langt mere vidtrækkende samfundsforandrende perspektiver. 

Solidariteten

Det gælder ikke mindst i kampen for bevarelse af Danmark som en suveræn nation. Det gælder – som tidligere sagt – vor frihed som mennesker i vort eget land. Det betyder et opgør med EU og NATO-politikken. Med krigspolitikken og afhængigheden af de imperialistiske magter, som for øjeblikket er ved at stikke verden i brand.

Skiftende regeringer og faglige pampere har gjort hvad de kunne for at bryde solidariteten ned mellem almindelige mennesker. For at kunne vinde den kamp, vi står over for, skal solidariteten genopbygges. Nationalt som internationalt.

Hele det småborgerlige morads, man igennem årene har syltet den dansk befolkning ind i, er en af de vanskeligste opgaver vi står over for. Den skal brydes. De skal vækkes! Vi skal ruske op i hukommelsen. For som vi siger hos os: Håbet lever, så længe mennesker husker. Det er vort forslag - vor vision. Vi går ikke på kompromis i kampen mod fascisme, racisme, krig og undertrykkelse. Dér er der ingen mellemløsninger.

Talen blev holdt på "Antifascistisk- og antiracistisk konference 21. og 22. november 2015".