Nogen kan muligvis finde overskriften i denne artikel noget overdrevet, navnlig for de, der ikke har hørt særlig meget om, hvad der aktuelt sker i de kurdiske områder i Tyrkiet. Men med dette indlæg håber jeg at kunne overbevise eller i det mindste oplyse om, hvad der sker i Tyrkiet - i det land, som EU strategisk allierer sig med ved at forære landet 2,3 milliarder euro, således at Tyrkiets præsident Erdogan kan holde på de mange millioner af flygtninge, der forsøger at trodse døden i gummibåde på vej til Europa. 

Vestlige medier er begyndt at prioritere deres nyhedsindslag således, at for eksempel 20 likviderede civile i Mellemøsten bliver mindre vigtigt end DSB´s togforsinkelser.

Tyrkiet, der skal tage vare på flygtningene, er det samme land, der i disse dage begår ekstraordinære og omfattende krænkelser mod menneskeheden, navnlig i kurdiske byer, hvor lig af likviderede civile efterlades på gader, og hvor familier, der forsøger at hente ligene, bliver mål for snigskytter.

Alligevel kan det være besværligt at gøre opmærksom på, hvor alvorlig udviklingen i Tyrkiet er, når verdenssamfundet er bedøvet i forhold til al den brutalitet, der foregår i Mellemøsten. En region, der navnlig med Irak-krigen har været scene for at hundredvis af civile dagligt mister livet.

Det ser umiddelbart ud til, at man efterhånden har accepteret, at blodsudgydelser, sult, flugt og undertrykkelse er en del af denne region. Det er måske også derfor, at vestlige medier - heriblandt danske - er begyndt at prioritere deres nyhedsindslag således, at for eksempel 20 likviderede civile i Mellemøsten bliver mindre vigtigt end DSB´s togforsinkelser.

Håber på en fredelig løsning

Når jeg vælger at stille spørgsmålstegn ved om Tyrkiet er den nye besættelsesmagt i Mellemøsten, der følger i Israels fodspor, skal det blandt andet ses som et udtryk for, at jeg som kurder fortsat gerne vil bevare håbet om en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål.

Men mit håb er desværre blevet meget svækket i de sidste par måneder, hvor præsident Erdogan og hans AKP-regering har genoptaget den gængse diskurs og militære operationer mod kurdere.

Han har til hensigt at udrydde og tilintetgøre alt, hvad der vil stå i vejen for det tyrkiske regime. Billeder fra kurdiske byer Silopi, Cizre, Nusaybin og bydelen Sur i Diyarbakir bekræfter omfanget af ødelæggelserne.

Den kurdiske konflikt i de sidste 40 år har kostet mere end 50.000 mennesker livet, og hvor døden, ødelæggelser, tortur og tusindvis af landsbyer, der blev/ bliver brændt ned har været et kendetegn for det at være kurder i Tyrkiet.

Tusindvis af kurdere er i løbet af de sidste 40 år forsvundet, efter at de var blevet anholdt af de tyrkiske sikkerhedsstyrker. Der er tusindvis af familier, der fortsat ikke har fået liget af deres familiemedlemmer udleveret for at kunne begrave dem. Advokat og menneskerettighedsforkæmper, Tahir Elci, der blev likvideret den 26. november var netop advokaten for de mange familier, som kæmper for at finde deres forsvundne, højst sandsynligt likviderede familiemedlemmer.

Ligene nægtes udleveret

Det tyrkiske regimes metoder med at straffe kurderne er mangeartede. En ny metode går ud på, at familierne nægtes at få udleveret liget af deres familiemedlemmer, eller at de ikke får lov til at hente liget af deres døde familiemedlemmer, der har ligget på gaden i flere dage.

Denne metode er taget flittigt i anvendelse i en række kurdiske områder i Tyrkiet, der i over fem måneder har været mål for det tyrkiske militærs belejring med månedlange udgangsforbud. Familier til disse børn og unge, hvis lig fortsat ligger på gaden, har i to uger sultestrejket for at få lov til at hente ligene af deres børn, der blev dræbt af statens sikkerhedsstyrker i Amed´s Sur-distrikt, hvor en belejring og udgangsforbuddet har varet i 45 uafbrudte dage.

Belejringen og militærets kolossale bombardement med tunge våben, heriblandt artilleri har indtil videre kostet mere end 200 civile livet. Blandt civile ofre er der små børn, gravide kvinder, svage og syge ældre.

Håbet om fred svinder

Når jeg i disse dage kigger på optagelserne fra belejrede kurdiske byer, kan jeg ikke lade være med at tænke på de tre dage, jeg tilbragte i Amed (Diyarbakir) tilbage i 2013 i forbindelse med den kurdiske nytårsfest Newroz. Jeg var så heldig til at ledsage Nikolaj Villumsen (MF for EL) og Allan Ahmad som var nede i Diyarbakir for at overvære den historiske Newroz i Amed, hvor den fængslede kurdiske leder Abdullah Ôcalan´s fredsmanifest blev læst op.

Håbet om en fredelig løsning efter 40 års konflikt var med Ôcalan´s fredsmanifest blevet cementeret. Jeg kunne den gang mærke håbet og lyset i ansigterne i de mange mennesker, jeg mødtes med. Taxachaufføren, der kørte mig til hotellet fra lufthavnen kunne begejstret fortælle, at håbet om freden er så nær, at folk var parate til at lægge alle de dårlige oplevelser bag sig.

På trods af min skepsis over for præsident Erdogan og hans reelle intentioner om en fredelig løsning allerede dengang, havde jeg sådan set også lyst til at tro på freden og håbet. Men sådan gik det ikke. Præsident Erdogan og hans AKP regering, der i 13 år har haft magten, har desværre bekræftet min skepsis ved at vildlede kurderne og Tyrkiet i det hele taget ved at love at løse konflikten med en fredelig løsning.

Den 28. februar 2015 blev håbet dog genoplivet i Dolmabahce Slottet, hvor repræsentanter fra AKP og det prokurdiske parti HDP mødtes og erklærede sig enige om en road-plan for freden. Dog varede håbet kun en måned, hvorefter præsident Erdogan valgte at sparke forhandlingsbordet ned ved at sige, at han ikke anerkender Dolmabahce-Traktaten. 

Lad os fortsat håbe på, at freden bliver en mulighed, selvom det ser sort ud lige nu.