Den 22. december 2015 udkom Arbejderen som en særudgave om DDR i anledning af 25-året for DDR’s indlemmelse i Den tyske Forbundsrepublik. Det er min opfattelse, at tillæggets indhold både er seriøst, dokumenteret og afbalanceret i skildringerne af forsøget på at gennemføre en socialistisk udvikling i Østtyskland.

Tillægget har affødt to læserreaktioner: Et opslag på Arbejderens facebook af Lars Hostrup Hansen (LHH), som redaktionen lagde op på debatsiderne, og et læserbrev fra Evald Sørensen (ES). Begge indlæg blev bragt i Arbejderen den 15. januar.

De kritiserer begge særudgaven for at forherlige DDR og for at undgå ubehagelige emner og begivenheder, såsom urolighederne i juli 1953, Stasi og Muren.

Det var ikke kun udvandringen via Vestberlin, der repræsenterede et alvorligt tab for DDR. Også valutasvindlen og de vestlige indkøb i Østberlin var til stor skade. 

Redaktør Birthe Sørensen svarede samme dag, for såvidt angår karakteren af særudgaven: at det er et fællesprojekt  mellem fire europæiske, progressive aviser – med det formål ”at meddele synspunkter på socialismeforsøget DDR, der normalt ikke finder vej til spalterne” (underforstået de borgerlige).

Som forfatter til tillæggets danske bidrag vil jeg gerne give mit besyv med.

Til en indledning og særligt med tanke på LHH’sindlæg vil jeg føje til Birthe Sørensens svar, at projektet nok var underkastet det ovennævnte formål, men ikke en fælles redaktion.

Den enkelte avis besluttede for sin del indholdet, og det nu kendte resultat er en altovervejende enighed om svaret på, hvad der sjældent eller aldrig fandt vej til de borgerlige medier.

Både LHH og ES er optaget af det ideologisk-politiske klima i DDR, og det er forståeligt.

Men man må sætte sig ind i baggrunden, det vil sige forholdene i Europa, særligt i DDR’s første årtier. Det er få danskere, der i dag husker angsten for (atom)krig. Men det var en barsk virkelighed, for det delte Tyskland, som satte sine spor i årtier frem.

Fidel Castro har mange meningsfæller, når han udtaler, at den europæiske socialisme led nederlag af såvel ydre som indre årsager. For problemerne blev ikke altid håndteret til styrets fordel, og snæversynet i forhold til det ellers rige kulturliv var beklemmende.

Såvidt vidt kan jeg altså følge LHH og ES. Men de hæfter sig desuden ved andre forhold og begivenheder, som netop er bekrevet og behandlet på film og tv – oftest ensidigt og ofte langt fra sandheden.

Lader man sig smitte af den borgerlige propagandas ulidelige letheds historier, må jeg protestere. Det bliver med en skildring af urolighederne i juni 1953 og en kort begrundelse for bygningen af Muren.

17. juni 1953

Urolighederne i juni 1953 begyndte som arbejdsnedlæggelser og demonstrationer, udløst af Ministerrådets diktatoriske forhøjelse af arbejdsnormerne. DDR var dengang et fattigt samfund, der i modsætning til Vesttyskland betalte krigsskadeerstatninger.

Det bidrog ikke til velviljen, og demonstrationerne udviklede sig til uroligheder.

ES anfører, at urolighederne førte til 21 henrettelser ”for at demonstrere”. Lige det tal har jeg ikke kunnet finde bekræftet, og i det hele taget findes der så mange modstridende fremstillinger, at man vægrer sig ved at viderebringe tal.

Men der var mange dødsofre. Nogle mistede livet i gaderne under urolighederne, andre ved eksekverede dødsdomme for forbrydelser efter DDR’s straffelov.

Der blev grebet ind med våbenmagt fra politiets side, og den sovjetiske besættelsesmagt viste sine tanks i gaderne. Herefter gik provokatørerne tilbage over zonegrænsen, forhøjelsen af arbejdsnormerne var blevet trukket tilbage, og folk gik hjem.

Som en modvægt til de gængse skildringer af forløbet anbefaler jeg Stephan Heyms halvdokumentariske roman ”5 dage i juni”.  Han udgav den i Vesten i 1975. Heri lægger han ansvaret for det voldelige forløb på (bevæbnede) provokatører fra Vestberlin.

Hos den senere kendte vesttyske politiker Egon Bahr, dengang medarbejder ved radiostationen RIAS, læser man, at ”netop fordi der ingen organisation fandtes (: med hensyn til provokatørerne) er det ubestrideligt, at RIAS – uden at ville det – var blevet katalysator for opstanden. Uden RIAS ingen opstand”.

Om Muren

Endelig påstår ES, at Muren blev rejst for at holde vestlige agenter ude og spærre befolkningen inde. Det er mildt sagt forsimplet.

Det var ikke kun udvandringen via Vestberlin, fortrinsvis af akademiske og andre højtuddannede arbejdere, der repræsenterede et alvorligt tab for DDR. Også valutasvindlen og de vestlige indkøb i Østberlin var til stor skade. Eftersom man i Vestberlin kunne købe fire Østmark for én Vestmark, belastedes for eksempel vareudbuddet i øst, især i fødevarebutikkerne, til ugunst for østberlinerne.

Alt i alt er DDR’s tab på grund af den åbne zonegrænse frem til 1961 blevet anslået til over 100 milliarder Vestmark (forbundsdagsmedlem professor Fritz Baade, Kiel, 1965 ). Dengang en uhyrlig sum og altså et økonomisk og afgørende argument for Muren.

Desuden måtte selv kansler Helmuth Kohl ved dens 25-årsdag indrømme, at Muren havde bidraget til afspændingen i Europa.

Henvisninger:

https://de.wikipedia.org/wiki/Aufstand_des_17._Juni

https://de.wikipedia.org/wiki/Egon_Bahr

Stefan Heym: ”Fem dage i juni”. Modtryk, 1978 (1974)

Enid Riemenschneider: Tysklands deling 1948-61 - Berlin og DDR før Muren, Arbejderen 26. november 2014.