I en kommentar til Arbejderens temanummer fra december om DDR har jeg stillet spørgsmålet, hvorfor endte DDR som en fiasko? Det får så Anders Bjerre Mikkelsen (ABM) til 2. februar at opremse nogle revolutioner og en enkelt borgerkrig, som alle blev fiaskoer, og spørge mig, hvad jeg konkluderer ud fra det.

Der skal enormt store ressourcer til, både økonomisk og militært, hvis en revolution skal lykkes. Det er ikke nok med gode intentioner.

Det må jeg selvfølgelig prøve at svare på, selv om jeg må gøre ham opmærksom på, at jeg faktisk ikke har konkluderet noget i min kommentar. Jeg har peget på nogle ting, som jeg synes bør indgå i en analyse, og som jeg synes manglede i temanummeret.

Men min første konklusion ud fra de eksempler, som ABM nævner er, at han har en meget begrænset historisk indsigt. Det vil jeg vende tilbage til.

Min anden tanke var, at det ville have været meget mere interessant at høre, hvad han selv har konkluderet, både om de nævnte eksempler og DDR. Så kunne vi måske have fået en dialog igang. Men sådan skulle det altså ikke være.

Min konklusion vedrørende begivenhederne er, at der er lighedspunkter mellem Grevens Fejde, Pariserkommunen og Den Spanske Republik. Og her kunne man også udmærket medtage borgerkrigen i Finland 1918-20, der jo også endte med et rødt nederlag. 

Revolutionernes nederlag

Om Grevens Fejde lærte jeg i skolen, at den daværende overklasse, adelen med den senere Christian den Tredje i spidsen, havde midler nok til at engagere en professionel hær i Tyskland som - anført af Johan Rantzau - endte med at besejre Skipper Klements bondehær ved Aalborg. En bondehær med leer og høtyve mod en veludrustet, professionel hær, det gik naturligvis ikke.

Pariserkommunen led samme skæbne som Skipper Klements oprør. Underlegne både talmæssigt og våbenmæssigt i forhold til en fransk hær under Mac-Mahon måtte det ende med et nederlag.

I Spanien var forholdet det samme. En kampklar, professionel hær fra Marokko under ledelse af Franco med støtte (må man formode) fra den spanske overklasse samt Nazityskland mod en uforberedt regeringshær, der kun blev støttet af frivillige fra andre lande.

Beretningen om Finland ligner de foregående. De røde og de hvide var måske talmæssigt jævnbyrdige, men de hvide havde pengene, og det var nok ikke uden betydning for, at halvdelen af de hvides hær bestod af 10-15.000 tyske veteraner fra den netop afsluttede Første Verdenskrig, som med Englands og Frankrigs velsignelse var placeret i de Baltiske Lande, hvorfra de blev overført til Finland under kommando af en general Von der Goltz.

Hårde kampe

Der skal enormt store ressourcer til både økonomisk og militært, hvis en revolution skal lykkes. Det er ikke nok med gode intentioner.

Om Sovjetunionen kan man konstatere, at revolutionen i 1917 blev en succes, om end kampen var hård. Også her fik de hvide militær hjælp fra udlandet. Men de udenlandske styrker gjorde så den erfaring, som Napoleon havde gjort 100 år tidligere, og som Hitler gjorde 25 år senere, at Rusland er et overordentligt svært land at føre krig i. Altså for ikke-russere.

Den franske Revolution var vel egentlig også en succes fra starten. Men så druknede den i blod og intern uenighed, det banede vejen for Napoleon, og så var den kørt af sporet.

Min konklusion herpå er, at tankerne bag både den franske og russiske revolution er rigtige. Men taber man jordforbindelsen får man dem aldrig ført ud i livet.