Den 27. februar 1976 proklamerede flygtninge fra Vestsahara eksilstaten Saharawi Arab Democratic Republic (SADR). 40 år efter er staten både et symbol på flygtningenes vedholdenhed og på verdenssamfundets ligegyldighed. 

Man forundres over, hvordan det er lykkedes at skabe et samfund, hvor der er velfungerende skoler, presse, hospitaler og et parlament.

Det første man bemærker, når man ankommer til de flygtningelejre, som titusindvis af saharawier flygtede til fra den marokkanske besættelsesmagts bombardementer i 1976, er det tørre, ufrugtbare ørkenlandskabs ekstreme varme, de lerhytter og telte som folk bor i, og manglen på vand og basale fornødenheder. 

Men lige bagefter forundres man over, hvordan det er lykkedes de 165.000 mennesker, der i dag bor i lejrene, at skabe et samfund, hvor over 90 procent kan læse, og hvor der er velfungerende skoler, presse, hospitaler, og et parlament.

Flygtede gennem ørkenen

En af dem der måtte flygte gennem ørkenen, fra den marokkanske besættelsesmagt med sin familie, var syvårige Abba Malainin. 

Han er i dag Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisarios repræsentant i Danmark, og bor på Amager. Men han rejser tit til lejrene, hvor han voksede op, for at besøge sin familie, eller fordi han som uofficiel ambassadør skal vise en politiker, journalist eller NGO-medarbejder, hvordan det er at bo i en flygtningelejr, der har 40 år på bagen.

Ifølge Abba Malainin fejrer Saharawierne i dag, at de har formået at bygge et moderne demokratisk samfund i ørkenen, hvor alle har en rolle at spille.

"Med festlighederne i lejrene kan vi fejre det, vi har opnået gennem årene, under utroligt svære vilkår, sammen med de mange politikere, mediefolk, civilsamfundsfolk og andre mennesker fra hele verden, der er til stede. For vi har et funktionelt samfund klar, når vi får mulighed for at vende tilbage til vores eget land, men vi behøver hjælp fra Danmark og andre europæiske lande hvis det skal lykkes, siger han.

Danmark, EU og Vesten er en del af problemet:

• når især Frankrig, men også USA, blokerer enhver løsning på Vestsahara-konflikten i FN’s Sikkerhedsråd, til trods for, at over 100 FN-resolutioner holder FN op på, at Vestsahara har ret til at blive en uafhængig stat,
• når samtlige vestlige lande undlader at anerkende og dermed legitimere og støtte SADR, selvom republikken er medlem af den Afrikanske Union og er blevet anerkendt af over 80 lande,
• og når EU laver frihandelsaftaler og fiskeriaftaler med Marokko, og den danske regering ikke slår ned på firmaer eller kommuner, der handler med den marokkanske besættelsesmagt, så er vi med til at legitimere og støtte besættelsen af Vestsahara, og så er vi en del af problemet i stedet for en del af løsningen i forhold til Afrikas sidste koloni.