10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skam jer inde på Borgen

Skam jer inde på Borgen

Vi kommer til at dræbe civile. Det er udenrigsministerens ord fra Folketingets talerstol under behandlingen af forslaget om at sende Danmark i krig igen, - denne gang i Syrien.

John Ekebjærg-Jakobsen taler ved demonstrationen på Christiansborg Slotsplads den 19. april.
FOTO: Lars Ertner
1 af 1

"Hvis vi ved, at en mission vil give civile tab med 100 procents sikkerhed, så skal vi ændre missionen, så vi kan have en mulighed for at gøre det uden civile tab. Men jeg kan ikke love, at det bliver uden civile tab". Og "I krig, lige som i en hverdagssituation, sker der fejl. Og menneskelige fejl kan betyde, at nogle kommer til at lide under det, og i krig kan det betyde, at nogle kommer til at dø under det". Sådan sagde udenrigsministeren i Folketinget.

Den såkaldte krig mod terror er en illusion. Vi fjerner ikke terrortruslen, vi skaber flere terrorister. Vi skaber flere flygtninge. Skam jer inde på Borgen.

Det er med denne kyniske tilgang at Folketinget i dag besluttet at vi skal føre krig i Syrien – mere krig. Jeg oversætter Udenrigsministerens ord: Det er meget sandsynligt, at der vil være civile tab når vi gennemfører missioner. Og Udenrigsministeren fortsætter: Der sker fejl, som i alle hverdagssituationer – vi kommer til at dræbe civile.

Vi kommer til at dræbe civile. Forsvarsministeren lægger heller ikke fingrene imellem: Forleden udtalte han til forsvarsudvalget: "Det kan ikke udelukkes, at danske specialstyrker skal udlevere eventuelle tilfangetagne IS-krigere til irakiske sikkerhedsstyrker, selvom der ikke på forhånd ligger en klar aftale om, at fangerne ikke må udsættes for tortur eller dødsstraf".

Jeg oversætter Forsvarsministerens ord: Jeg vil ikke udelukke at vi udleverer fanger til tortur.

Det er på denne kyniske, sørgelige og skræmmende baggrund, at vi nu har besluttet at øge krigsindsatsen i Syrien og Irak.

Det krigsførende Danmark

Vi havde engang ry for at være en fredsbevarende nation. Vores soldater blev sendt ud i fredsbevarende missioner. Vi havde et forsvar som skulle forsvare Danmark, og vores soldater blev derudover brugt i fredsbevarende missioner

Vi er nu en krigsførende nation – vi har haft angrebsstyrker i Irak og Afghanistan. Vi har ført krig. Mange tusinde kilometer væk fra Danmark. I mange år. Civile er blevet dræbt

Vores soldater i forsvaret er nu blevet til en angrebsstyrke, som kan bruges og misbruges når USA og NATO kalder. I Afghanistan blev 43 danske soldater dræbt. Med hvilket formål?

Krig er grimt. Men krige uden mål og legitimitet er tusindfold grimmere. Utallige civiles og danske soldaters liv til ingen nytte

Folketinget mener vi må gøre noget. Gøre noget? Spørg befolkningen i Helmann provinsen i Afghanistan, om vi har gjort noget. Spørg de danske soldater og de danske familier, som har mistet et familiemedlem om vi har gjort noget.

Kan terror bekæmpes med krig?

Den såkaldte krig mod terror er en illusion. Vi fjerner ikke terrortruslen, vi skaber flere terrorister. Vi skaber flere flygtninge. Vi skaber mere rum for Assad og hans militær, så de kan udvide deres overgreb på civilbefolkningen

Hvad skal vi gøre i stedet, spørger de inde i Folketinget? Spørgsmålet er en forkert præmis. Vi, Danmark, EU, USA, har begået mange, mange fejl i fredsprocessen i Syrien. Vi kan ikke rette op på disse fejl ved at bombe og sende tropper ind i Syrien. Vi kan ikke rette op på disse fejl ved at dræbe civile. Vi kan ikke rette op på disse fejl ved at udlevere fanger til tortur.

Når vi vælger at angribe IS, så støtter vi IS’s fjender. Ønsker vi det? Er vi klar over hvem vi støtter? Øger vi spændingerne i Syrien? Giver vi Assad og militærdiktaturet øget råderum. Ved vi hvad vi sætter i gang?

Men vi kan støtte fredsforhandlinger og initiativer – som inkluderer alle parter. Er Danmark og EU aktiv, når kurderne og andre grupper skal med til forhandlingsbordet? Nej - Kurderne og flere sekulære oprørsgrupper er ikke med til de syriske fredsforhandlinger

Vi skal støtte udviklingsprojekter, humanitær hjælp, genopbygning og hjælp til flygtninge-initiativer i kriseområder

Gør vi det? Nej - Danmark skærer ned på udviklingsbistanden – der skæres syv milliarder kroner alene i 2016.

Vi sparer milliarder til fornuftige formål for at bruge nyttesløse milliarder på krigsførelse i udlandet og nye krigsmaskiner. Nye kampvogne – fire til fem milliarder

Nye kampfly – 30 milliarder og 90 milliarder i drift. Disse tal taler for sig selv!!

Jeg vil slutte med Udenrigsministerens ord fra i går: Det er meget sandsynligt at der vil være civile tab når vi gennemfører missioner. Der sker fejl, som i alle hverdagssituationer – vi kommer til at dræbe civile. Vi kommer til at dræbe civile!

Skam jer derinde på Borgen!

Tale ved demonstrationen foran Christiansenborg mod dansk krigsdeltagelse 19. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2016 - 09:30   21. apr. 2016 - 09:40

Tale

af John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Byggefagenes Samvirke i København