Jeg arbejder på et lager i en varemodtagelse. Det er et godt, men til tider hårdt arbejde. Træt sætter jeg mig ud i bilen en mandag morgen for at køre på arbejde. Jeg retter bakspejlet op, så det passer til min højde.

Er det ikke snart på tide at vi diskuterer fremtidens arbejdsplads? At arbejdsgiverne sørger for, at virksomheden ikke slider sine ansatte ned? 

Efter endt arbejdsdag sætter jeg mig atter ud i bilen for at vende næsen hjemad. Igen retter jeg på bakspejlet, men denne gang ned, så det igen passer til min højde. De første par dage lægger jeg ikke mærke til denne handling, selvom det gentager sig.

Travlheden sejrer

Der er meget travlt på arbejdet, og jeg får i løbet af dagen foretaget nogle forkerte løft. De fleste af os ved, at korrekt arbejdsstilling ind i mellem bliver nødt til at vige for travlheden. 

Det går op for mig, at min lille manøvre med spejlet har en ubehagelig forklaring. Om morgenen kan jeg tage af sted og sidde i bilen med ret ryg. Om eftermiddagen er ryggen så træt at den falder sammen i bilen. Jeg bliver enig med mig selv om, at så længe jeg kan rette spejlet op igen dagen efter, så går det nok.

Det er en dum holdning at have. I mit tilfælde bliver det da også lidt værre, inden det bliver bedre. Jeg ender med at have kroniske rygsmerter, før jeg indser jeg må tage vare på mig selv. Jeg begynder at gå til massør og et år senere er smerterne ikke kroniske mere.

Jeg var omkring 29 år da denne episode skete. Siden er det blevet bedre, men jeg skal stadig til massør en gang i måneden. I dag er jeg 33.

Mange år endnu

Jeg har mange år tilbage på arbejdsmarkedet endnu. Desværre er jeg næsten sikker på at min ryg har en anden holdning end politikerne inde på Christiansborg. Jeg tvivler på, at jeg kan holde til at arbejde, til jeg nærmer mig de 70 med de forhold, jeg arbejder under i dag.

Men hvis jeg nu for et kort øjeblik skal tage ja-hatten på, så skal hele arbejdsmarkedet i hvert fald reformeres. Det kan godt være, at vi mennesker lever længere, men det er ikke det samme, som at kroppens formåen kan følge med. Jeg mener ikke, vi kan tage det som en selvfølge, at alle jobs i fremtiden kan betjenes af alle mennesker over 65 år.

Er det ikke snart på tide at vi for alvor diskuterer fremtidens arbejdsplads? At arbejdsgiverne i stedet for at spørge efter robuste arbejdere sørger for, at virksomheden ikke slider sine ansatte ned? 

Hvor er lysten til at tilpasse sin virksomhed, så man med selvrespekt kan sige, man passer på sine ansatte? Jeg ville elske, hvis arbejderen, arbejdsgiveren og politikeren kunne sætte sig ned og snakke sammen. I sidste ende skulle det munde ud i en arbejder, der bliver bedre til at passe på sig selv, en arbejdsgiver, der passer på arbejderen, og en politiker, der holder hånden under arbejderen, hvis det alligevel går galt.

Jeg er klar til at snakke. Er de mon også?