Hvad får vi egentlig at vide om det nordiske topmøde i Washington? Andedamsjournalistik om middagen, salen, musikken, underholdningen og Lars Løkke Rasmussens "morsomme" tale.

Det er politik som et show – eller dække. Benovelsen over at blive modtaget med pomp og pragt i Washington er til at tage og føle på. Og sådan er det hele vejen tværs over danske medier inklusive Ritzaus Bureau.

Der er faktisk tale om totalt knæfald for imperiets præmisser. 

Hvad savner vi i alle ledende medier – også Public Service-DR?  En analyse af (og henvisning til) det omfattende, detaljerede og exceptionelt lange fællesdokument, der binder landene viljesløst til USA's udenrigs- og militærpolitik og gør dette møde til alt andet end en festlig begivenhed for Danmark og de andre nordiske lande.

Der er faktisk tale om totalt knæfald for imperiets præmisser – langt hen ad vejen i strid med hensynet til de nordiske landes egne sikkerhedsinteresser. Og de nordiske ledere gør det med smil, stolthed - og intetanende, hvad dette kan indebære ad åre. Men da vil de selv være borte.

Er en skeptisk vinkel på dette overhovedet tilladt i det stadigt mere homogeniserede og research-frie mediebillede? Tilsyneladende ikke – altså må andre gøre opmærksom på den større sammenhæng og udføre public service og folkeoplysning.

Polarisering af Rusland

I en tid, hvor spændingen øger mellem Rusland og NATO, er der brug for alt andet end den ganging-up, militære ekspansion, konfrontation og polarisering mod Rusland – og hårdt pres som for eksempel på Sverige og Finland for at blive ikke bare de facto, men også de jure medlemmer af NATO. USA/NATO presser i disse år på med henvisning til Ruslands aggressive politik og annekteringen af Krim.

Ruslands militære udgifter er ifølge SIPRI's statistik 11 procent af USA's og otte procent af NATO's. Ukraine-krisen skabtes af 25 års forsøg på NATO-ekspansion hele vejen rundt om et Rusland, som var i knæ. Den handler om brudte løfter til Gorbatjov om, at en sådan ekspansion aldrig ville finde sted. USA's veldokumenterede indblanding i Ukraines indre anliggender og rolle i regimeskiftet i Kiev, som udløste annekteringen af Krim, forties systematisk i vestlig – herunder dansk – presse og politik.

Der var en gang, da Europa – og ikke mindst de nordiske lande – havde ansvarlige, selvstændigt tænkende og visionære politiske ledere – som for eksempel de Gaulle, Willy Brandt, Olof Palme, Uhro Kekkonen og andre, der takket være deres alder og erfaring vidste, hvad krig var, og derfor også havde visioner om et bedre Europa med fred og samarbejde.

Det var også i et Europa, hvor Sovjetunionen potentielt kunne true NATO i langt højre grad, end Rusland kan i dag.

Halehæng til USA

Alligevel agerer USA/NATO med sin 10-dobbelte militære styrke, uhyre økonomiske overlegenhed og politisk-psykologiske arrogance på en måde, som absolut ikke kan defineres som forsøg på det, man gjorde tidligere: tillidsskabelse, forhandlinger, sikkerhed og samarbejde (OSCE) og så videre.

Hvis USA/NATO og de nordiske lande havde fred som højeste mål – og hvad kan være vigtigere? – ville de gøre helt andre ting i denne situation.

Det fælles dokument mellem de nordiske stats- og udenrigsministre og USA – skrevet helt og holdent på USA's præmisser – fremkalder mindet om Warszawapagt- og COMECON-landenes lederes besøg hos Bresjnev i Moskva. Kort efter var både Warszawa-Pagten og Sovjetunionen faldet.

Meget tyder på, at USA's imperium er for hastigt nedadgående. Når det er væk, vil NATO falde sammen. Ved at binde os så hårdt til USA og afstå fra enhver udenrigspolitisk nyvurdering – som også Taksøe-Jensen-udredningens bagudskuende og forældede verdensbillede er udtryk for – vil vi blive revet med i faldet og en skønne dag være at sammenligne  med for eksempel Østtyskland dengang.

Fællesdokumentet

Fællesdokumentet er uniformt og militært orienteret – ikke ét ord om begreber som menneskelig eller fælles sikkerhed, konflikthåndtering, civil konfliktløsning eller voldsforebyggelse; ikke ét ord om atomvåbennedrustning, som også USA har forpligtet sig til. Ikke ét ord om, at terror måske skal bekæmpes på andre måder end den hidtige, der kun har ledt til mere had, krig og terrorisme.

Det bygger på klokkeren historieforfalskning vedrørende Ukraine-krisen, og det binder de nordiske lande til en konfrontationspolitik, der på sigt kun kan øge risikoen for krig eller åbne for, at langt hårdere ledere end Putin kommer til magten i Moskva.

USA’s interesser i verden postuleres at være de samme som småstatens, hvilket er evident nonsens. Vi har de facto andre interesser i Europas stabilitet og ikke i en ekspansiv og med russiske øjne stærkt provokerende politik. Medmindre den næste krig bliver atomar, så vil den blive udkæmpet på europæisk territorium, ikke på amerikansk.

Det bygger på klokkeren historieforfalskning vedrørende Ukraine-krisen.

Det er i den sammenhæng helt ligegyldigt, om man anser Rusland for faktisk at være en reel trussel eller ikke. Dokumentets filosofi er en uintelligent og risikofyldt måde at møde en trussel på – og der findes mængder af andre måder at gøre det på. Kun ikke i Washington – og fra og med dette ulyksalige møde heller ikke i de nordiske hovedstæder.

Man kan faktisk spørge sig selv, hvad vi skal med nationale udenrigsministerier efter dette.

Danmark har siden 1999 og bombningen af Serbien været spydspidsen i en amerikansk-domineret nordisk interventionisme og militarisme på globalt plan. Danske medier forstår det ikke, og hvis de gør, er de stolte – benovede – af det: Se blot hvor fint vi spiser kirsebær – og andre fine ting – i Det Hvide Hus, og hvor hjertelige relationerne er på det statslige og personlige plan med det land, der siden 1945 har ført flere krige, brudt mere mod folkeretten og slået flere mennesker ihjel end noget andet land. Og brugt atomvåben - uden at ville undskylde for det.

Kritiske spørgsmål og research er erstattet af ukyndighed, selvcensur og ren propaganda. Mange danske journalister er formentlig selv lykkeligt uvidende om, hvilket spil de er placeret i, og tror sig at udføre et godt professionelt arbejde, når de blot gentager vestlige nyhedstelegrammer.

Et eksempel herpå er Jyllands-Posten's uvidenhedsjournalistik om missilskjoldets etablering i Polen.

Hvis medierne gengav madopskrifter lige så ukyndigt, som de behandlede det nordiske møde i Washington, så ville læsere, seere og lyttere dø i hobetal.