I sidste weekend offentliggjorde Politiken en undersøgelse, der viste, at pædagoger meget ofte står alene med store børnegrupper. Undersøgelsen er lavet af min fagforening BUPL, og over 4600 pædagoger har medvirket. 

Venstre vil sprogstimulere børnene, imens om-prioriteringsbidraget smadrer ud over velfærdssamfundet.

I de uddybende kommentarer fortæller pædagoger om situationer, hvor børn kommer til skade og skal på skadestuen, men eftersom de står alene med børnegruppen, må de få fremmede forældre eller køkkenpersonalet til at hjælpe med at få børnene afsted. Det er fuldstændig vanvittigt i et velfærdssamfund anno 2016.

Pædagogerne beretter yderligere om børn med vanskeligheder, der ikke får den hjælp, de har brug for, fordi der ikke er tid til det enkelte barn. Og imens politikere fra hele det politiske spectrum mener, at alle børn skal med, så mangler der alligevel handlevilje, når det kommer til stykket. 

Annie Mathiesen, Venstres børneordfører, fandt tallene alarmerende, men konkluderede efterfølgende, at regeringen efter sommerferien så sandelig ville rette fokus på børneområdet og indføre mere sprogstimulering i forbindelse med revideringen af de pædagogiske lærerplaner. 

Så samtidig med at nogle af velfærdssamfundet største massebesparelser i form af omprioriteringsbidraget smadrer ud over velfærdssamfundet, som i forvejen er slidt, ja så vil regeringen have fokus på, hvordan børnene bliver sprogstimuleret!!

Helt ærligt - hvordan fanden skal vi sprogstimulere børnene, når vi ofte står alene med 17 børn? Jeg erkender, at mange pædagoger har superkræfter, men det, I beder om I jeres fint udviklede planer og strategier, er urealistisk.

Og så er det, jeg tænker: Hvordan er vi nået hertil?

Er Christiansborg blevet et sted, hvor der masseproduceres "politiske visioner og politiske mål", samtidig med at virkeligheden ser helt anderledes ud? Snakker børneordførerne og finansordførerne ikke sammen? For det virker ikke til, at alle kender det økonomiske grundlag, som velfærdssamfundet drives på. Eller værre endnu, ignorerer politkerne bare det faktum, at de udmærket godt ved, at der ikke er råd til deres politik i virkeligheden?

Skolereformen er det bedste og værste eksempel på samme: At man gennemfører en kæmpe reform af et kerneområde af hele vores samfundsstruktur - uden at finansieringen følger med. Og vi kender konsekvenserne: Nedslidte lærere og dårligere skoler. 

Jeg håber ikke, daginstitutionsområdet bliver det næste område, der skal udsultes.

Jeg kunne ihvertfald godt tænke mig at spørge Annie Mathiesen og Venstre: Hvis vi skal til at sprogstimulere mere i daginstitutionerne - hvor skal pædagogerne så komme fra? For de vokser ikke på træerne.