10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hoteldirektører på dagpenge-vildspor

Hoteldirektører på dagpenge-vildspor

Arbejdsgiverne i hotelbranchen diskuterer, hvad der er vigtigst at nedsætte - dagpengesatsen eller kontanthjælpen. Men de er på helt gale veje.

Hotel Scandinavia på Amager inviterede i 1973 49 fillipinske kvinder til Danmark. Hotellet ses her fra Frederiksholms Kanal.
FOTO: commons.wikipedia.org
1 af 1

I et interview i Radio24Syv den sjette juni gør administrerende direktør for BC Hospitality Group og næstformand i arbejdsgiverforeningen HORESTA, Allan Agerholm, sig til talsmand for det synspunkt, at hotellernes manglende evne til at rekruttere etnisk dansk arbejdskraft skyldes en alt for høj dagpengesats.

Han udtaler: "Det eneste, som jeg ved med sikkerhed, fordi det hører vi fra dem, der kommer igennem vores rekrutteringsforløb og som ikke tager job, er, at den økonomiske tilskyndelse til at tage jobbet ofte ikke er til stede. Det er ikke så udbredt hos kontanthjælpsmodtageren, men dem, som er på dagpenge taber ofte penge ved at gå fra den forsørgelse til at gå i arbejde, så der kan være noget økonomi i det!" 

Der er ingen sammenhæng mellem mængden af etniske stuepiger i hotelbranchen og kontanthjælps- og dagpengeniveauerne i Danmark.

Sidste år sagde Allan Agerholm noget tilsvarende: "Der er 27.000 jobparate mennesker på kontanthjælp, men der er 90.000 dagpengemodtagere". Og derfor er det vigtigere at nedsætte dagpengesatsen frem for kontanthjælpssatsen, konkluderede Allan Agerholm. Fremover forventer han stigende problemer med at rekruttere.

Debatten handler om, at forskellen mellem de laveste lønninger og kontanthjælps- og dagpengeydelserne er så lille, at det ikke længere kan betale sig for etniske danskere at arbejde. Under valgkampen blev Allan Agerholm suppleret af direktør Dorte Krak, fra Arp Hansen Hotel Group, der udtalte, at hun kunne tælle sine etnisk danske stuepiger på en hånd. Hotelgruppen har 3500 værelser i Danmark.

Men både Allan Agerholm og Dorte Krak er på vildspor. Der er ingen sammenhæng mellem mængden af etniske stuepiger i hotelbranchen og kontanthjælps- og dagpengeniveauerne i Danmark.

Etniske minoriteters kolonisering af bestemte fag er ikke unik for hotelbranchen. Det er et socialt og verdensomspændende fænomen. Der findes en lang række eksempler på fag, hvor forskellige etniske minoriteter over en årrække langsomt og fredeligt fortrænger andre etniske grupper, indtil de udgør flertallet af de beskæftigede. Koloniseringer (i litteraturen også benævnt ”ghettoficeringer”) som disse har været uafhængige af, hvorvidt der har været overskud eller mangel på arbejdskraft i det pågældende land, og koloniseringen er sket støt over flere årtier.

Når stuepigefaget i Danmark derfor hovedsageligt beskæftiger etniske kvinder, nærmere bestemt kvinder fra Filippinerne, Asien, Mellemøsten, Nordafrika og Østeuropa, er der meget langt fra tale om et særligt dansk fænomen. Det er et verdensomspændende fænomen med rod i Europa og Nordamerika. 

Fillipinske kvinder til hotelbranchen

Vi må mere end 50 år tilbage i tiden for at forstå den danske hotelbranches udvikling. Ifølge historikeren Nina Trige Andersen, der i 2013 udgav bogen "Profession Filippiner", var den københavnske hotelbranche i en rivende udvikling i 1960’erne. SAS har indgået partnerskab med det amerikanskejede Wester International Hotels, og giganthotellet (efter datidens standard) Hotel Scandinavia er ved at tage form på Amager.

Der skal hurtigt rekrutteres 440 hotelarbejdere, men en måned før åbningen mangler der fortsat 75 stuepiger. Der er mangel på arbejdskraft i Danmark, og hotellet inviterer derfor 49 filippinske unge kvinder til Danmark. De bliver den første større gruppe kvindelige arbejdere, som hotelbranchen selv inviterer til Danmark. Og med stor succes.

Stuepigearbejdet egner sig nemlig særligt fint til kvindelige udenlandske arbejdere. Navnlig på grund af to forhold: Arbejdet kræver ingen dansksproglige kundskaber, og der kræves meget lidt oplæring.

Et tredje forhold, der senere skulle komme til at spille en vigtig rolle: Der var både ægteskabelige og religiøse krav til de etniske kvinder om, at de ikke måtte arbejde sammen med mænd. Somme tider var det ikke velset, andre gange gav det direkte konflikter. Stuepigearbejdet var ideelt for etniske kvinder i alle tre ovenstående henseender.

Fra Hotel Scandinavia’s historiske invitation til de filippinske stuepiger skulle der kun gå to årtier før størstedelen af de københavnske stuepiger havde andet oprindelsesland end Danmark.

Internationalt fænomen

Det er helt korrekt, som både Allan Agerholm og Dorte Krak anfører, at etniske danske kvinder ikke søger inde i stuepigefaget, men det er ikke et dansk fænomen.

I lande, der slet ikke har sociale ordninger der svarer til det danske understøttelsessystem, finder vi præcis de samme tendenser på arbejdsmarkedet, eksempelvis Jordan og Saudi Arabien.

Og i lande hvor den sociale sikring ligger betydeligt lavere end det danske system, eksempelvis England, Frankrig, Spanien og Italien er tendensen præcis den samme. Hvis den danske hotelbranche reelt ønsker at kunne rekruttere arbejdskraft og sammensætte stuepigegruppen i hotellet, så den i højere grad afspejler den etniske sammensætning i Danmark, så handler det om at gøre selve stuepigearbejdet så attraktivt, at det ændrer status i samfundet, sådan som det eksempelvis er sket for kokkefaget.

Og hånden på hjertet, kære hoteldirektører, når I skal ud og konkurrere om gæsterne på det internationale hotelmarked og skal rekruttere den arbejdskraft, der skal give jer en lille konkurrencefordel, hvem vil I så helst ansætte? Arbejderen, der har hørt godt om arbejdspladsen, deler jeres vision og virksomhedens værdier, er højt motiveret for at arbejde på netop jeres hotel og som kan se en fremtid i det? Eller den, der siger: Jeg har ansøgt stillingen, fordi jeg ikke har råd til at være arbejdsløs?

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2016 - 09:46   21. jun. 2016 - 09:50

Kronik

Tina Møller, formand 3F Privat Service, Hotel og Restauration