Arbejderen har den 13. april i år og igen den 7. maj skrevet om den debat, som er rejst omkring sociale opholdssteder for psykisk syge med mange tilstødende problemer, på baggrund af de fem drab, der er begået på medarbejdere i socialpsykiatriske botilbud gennem de sidste fire år.

For 30 år siden var vi enige om, at psykisk syge medborgere ikke skulle spærres inde på psykiatriske institutioner, men ud i samfundet til et liv blandt os andre.

Disse dødsfald, går jeg ud fra, hører med i statistikken over arbejdsulykker med dødelig udgang, som der gennem det sidste årti har været cirka 40 af årligt. Som med andre ulykker med dødelig udgang og andre drab er det naturligvis noget, vi alle ønsker ikke fandt sted. Alt, hvad der kan gøres for at forhindre de dødsfald, skal gøres.

Det er også det, debatten om dødsfald på sociale boformer handler om. Hvordan kan det undgås? 

Tvang, medicin og indespærring

Mange politikere og derudover Danske Regioner, der driver de psykiatriske hospitaler, er godt i gang med at råbe op om, at der skal indrettes særlige institutioner for de farlige psykisk syge og bruges mere tvang i form af medicin og indespærring over for de psykisk syge, der kunne tænkes en dag at begå alvorlig vold og slå et andet menneske ihjel.

For 30 år siden var vi enige om her i landet, at psykisk syge medborgere ikke skulle henslæbe et liv spærret inde på psykiatriske institutioner, men ud i samfundet til et liv blandt os andre.

Det har mange, mange psykisk syge fået et langt bedre liv af. Nogle har haft svært ved at klare sig, især psykisk syge med sociale og misbrugsmæssige problemer.

De sociale botilbud er, når de er bedst, små enheder med ikke for mange boliger med et kvalificeret socialt og pædagogisk personale.

Derfor er der bygget et system op med støtte i hjemmet og for andre med ophold af længere eller meget lang varighed i sociale botilbud, hvor beboerne har egen selvstændig bolig og massiv støtte. Både støtte til at klare problemerne og støtte til at få et godt liv.

Jeg vil anslå, at op mod 500 mennesker med en alvorlig psykisk lidelse også har et misbrug af stoffer og/eller alkohol, og derudover andre sociale problemer.

Det er dem, alle dem, man anser for så farlige, at nogle mener, at de bør fratages retten til selv at have indflydelse på, hvor de vil bo, og hvordan de vil leve livet. Ikke bare i en kort periode som ved en tvangsindlæggelse og vist, så vidt jeg kan forstå, uden den ret tvangsindlæggelsen giver til at få prøvet sin sag ved en domsstol. Men i en så lang periode, som psykiatrien finder det rigtigst. Indtil de har opgivet deres amoralske liv, synes jeg, at jeg kan høre i forslagene.

De sociale botilbud er, når de er bedst, små enheder med ikke for mange boliger, åbne mod det samfund de ligger i, med et så normalt liv som muligt for beboerne, med et kvalificeret socialt og pædagogisk personale og med et humanistisk baseret værdigrundlag.

Forebyggelse kræver ressourcer

Det er steder, hvor man godt kan forvalte risikoen for farlig vold, hvis man har de ressourcemæssige muligheder for det. Det er kommunerne, der har ansvaret for og dækker udgifterne til disse bosteder, udover hvad beboerne selv skal betale.

Med større opmærksomhed fra kommunernes side, ikke alene hvad angår økonomi, men også det, kan den del af disse botilbud, som har særlig opmærksomhed på de mest udadreagerende psykisk syge, give dem mulighed for et godt liv på deres præmisser og reducere omfanget af farlig vold betydeligt.

Disse borgere skal ikke låses inde på botilbud styret af psykiatrien. I de mange år jeg har arbejdet med sociale botilbud for hjemløse og psykiske syge har psykiatrien kun i meget begrænset omfang interesseret sig for disse af deres patienter og hellere set deres hæl end deres tå.

Det kan selvfølgelig have ændret sig de sidste par måneder – eller kan regionerne og psykiatriens pludselige interesse skyldes ønsket om flere penge og flere sengepladser i psykiatrien? Er det strandhugst? For som det er nu, er alle botilbud sociale. Psykiatrien udfører udelukkende behandling og har kun senge på de psykiatriske hospitaler.

Kollektiv afstraffelse?

Med mine mange års erfaring ville jeg aldrig med nogenlunde sikkerhed på forhånd kunne sige, hvem med en psykisk lidelse, der vil blive drabsmand, og hvem der ikke ville kunne blive det.

Skal, lad os sige 400 personer, hvoraf de 390 aldrig nogensinde vil komme til at gøre et andet menneske fortræd, fratages deres frihed i årevis og miste enhver evne til at begå sig i samfundet, fordi de sidste 10 personer over de næste 10, måske 20 år eller måske endnu flere, vil slå et andet menneske ihjel, hvad enten det er en medarbejder i socialpsykiatrien, et familiemedlem, en nabo eller en tilfældig person på gaden?

Det er et etisk spørgsmål, som vi hver især kan have vores svar på. Men det er også både et almindeligt juridisk spørgsmål og et spørgsmål om at overholde menneskerettighederne.

Og det kan ikke besvares uden at tænke, om der er andre muligheder for at forhindre alvorlig vold og drab. Det er der efter min mening, nemlig at fortsætte med udvikle bedre sociale tilbud og betale det, det koster.