Den 22. juni i år er det 75 år siden, at det danske politi på tysk opfordring arresterede 295 danske kommunister. 

Justitsminister Søren Pind (V) antydede i en grundlovstale den 5. juni, at det kan være nødvendigt at slå hårdt ned på dem, der ifølge regeringen (og dens støtter) ønsker at undergrave det danske samfund.

I den forbindelse henviste han blandt andet til den såkaldte kommunistlov fra august 1941 som et eksempel på, at landets ledende politikere "historisk" og under "ekstraordinære omstændigheder" tidligere er gået til grænserne for, hvad den danske grundlov tillader.

Tyskerne kunne overlevere de danske justitsmyndigheder et kartotek over de kommunister, som de ønskede anholdt.

Pinds urovækkende betragtninger giver anledning til at benytte 75-årsdagen den 22. juni for den grundlovsstridige aktion mod medlemmer af Danmarks kommunistiske Parti (DKP) – herunder tre medlemmer af Rigsdagen – til en kortfattet beskrivelse af dansk politis aktion mod partiet og den efterfølgende vedtagelse af den såkaldte kommunistlov.

Tidligt om morgenen den 22. juni 1941 skete det længe ventede tyske angreb på Sovjetunionen, og Anden Verdenskrig gik nu ind i den afgørende fase. Samme nat tilkaldte den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, udenrigsministeriets direktør, Niels Henningsen, og meddelte i euforisk stemning, at korstoget mod bolsjevismen nu var indledt, og at det i denne forbindelse var nødvendigt, at ledende danske kommunister blev anholdt og interneret.

Tyskerne kunne senere på natten overlevere repræsentanter for de danske justitsmyndigheder, herunder blandt andre departementschef i justitsministeriet Eivind Larsen, et kartotek over de kommunister, som tyskerne ønskede anholdt.

Politiets flid og omhu

Kravet om anholdelse af DKP's tre rigsdagsmedlemmer, som trods alt nok kunne vække en vis uro hos selv de mest ryggesløse af nattens mødedeltagere, blev telefonisk forelagt den socialdemokratiske statsminster, Thorvald Stauning, som uden at blinke gav sin sanktion.

Det danske politi gik til sagen med rettidig omhu og flid og kunne med stolthed på aktionens første dag melde om anholdelse af 295 kommunister, - langt flere end tyskerne havde forlangt.

Det tyske kartotek var udarbejdet af Københavns opdagelsespolitis afdeling D på grundlag af en redegørelse om DKP fra august 1940 og blev på et senere tidspunkt overgivet til det tyske sikkerhedspoliti som venskabeligt udtryk for det nære samarbejde de to politietater imellem.

Efter aktionen den 22. juni 1941 stod den danske regering med et alvorligt problem: Anholdelserne og den senere internering måtte på en eller anden måde begrundes juridisk. I første omgang indtog man det bekvemme standpunkt, at anholdelserne havde været nødvendige og kunne retfærdiggøres gennem henvisning til den såkaldte nødretsbetragtning (retten til at bryde gældende lov under visse truende omstændigheder).

På længere sigt var dette dog en utilfredsstillende løsning selv for de mest antikommunistiske og tyskvenlige regeringsmedlemmer. Gennem den langvarige indespærring af de anholdte kommunister var der sket en så klar overtrædelse af Grundlovens paragraf 78 (retten til fremstilling for en dommer inden 24 timer efter anholdelsen), at også den nytiltrådte justitsminster, forhenværende rigspolitichef Eigil Thune Jacobsen, måtte finde det nødvendigt med en reel lovgivning.

Den ulovlige lov

En enig Rigsdag – de tre kommunistiske medlemmer var i sagens natur ikke til stede – kunne efterfølgende den 22. august 1941 med tilbagevirkende kraft vedtage kommunistloven, som forbød det kommunistiske parti og tilknyttede organisationer. En pikant betemmelse i loven gjorde det desuden muligt at internere personer, hvis hidtidige adfærd gjorde det sandsynligt, at de engang i fremtiden ville deltage i kommunistisk virksomhed.

"Den kommunistiske virksomhed har stedse været en fremmed fugl i Danmark, fjernt fra og i strid modsætning til dansk mentalitet", lød det triumferende i dagbladet Socialdemokraten efter lovens godkendelse.

Et ubekvemt problem blev skabt af Grundlovens paragref 85, ifølge hvilken det er tilladt at danne foreninger i "ethvert lovligt øjemed". Dette klarede man dog let og elegant ved at henvise til, at det i henhold til statsretten afhang af den almindelige lovgivning, om et bestemt "øjemed" var lovligt eller ej. Man mente altså at kunne tilsidesætte Grundlovens paragraf 85 med vedtagelsen af en almindelig lov.

Efter godkendelsen i Rigsdagen udfærdigede Justitsministeriet en såkaldt forvaringskendelse over de anholdte kommunister, som herefter – mere end to måneder efter anholdelsen - blev fremstillet i Københavns Byret, som på samlebånd stadfæstede forvaringskendelserne.

Højesteretspræsident Troels G. Jørgensen sagde god for kommunistlovens gyldighed i relation til grundloven, endnu inden sagen var behandlet i Højesteret.

De anholdte kommunister appellerede efterfølgende til Højesteret, som uden nærmere begrundelse – ligeledes på samlebånd - godkendte Byrettens afgørelser.

I den forbindelse er det tankevækkende, at højesteretspræsident Troels G. Jørgensen i en berygtet artikel i tidsskriftet Juristen sagde god for kommunistlovens gyldighed i relation til grundloven, endnu inden sagerne overhovedet var behandlet i Højesteret.

Kommunistloven blev umiddelbart vedtaget på grundlag ef et krav fra de tyske besættelsesmyndigheder. Men udarbejdelsen af lovteksten og vedtagelsen i Rigsdagen blev med glæde, tilfredshed og åben skadefryd gennemført af velvillige danske embedsmænd og politikere med landets justitsminister og højesteretspræsident i spidsen.

Alle senere påstande om, at loven blev gennemført for at spare de anholdte kommunister for en værre skæbne, er i bedste fald udtryk for uvidenhed, i værste fald for kynisk hykleri.

Den 29. august 1943 hentede tyskerne uden reaktion fra de danske myndigheder deres kommunistiske gidsler i Horserødlejren og førte dem til tilintetgørelseslejren Stutthof, hvorfra mange ikke vendte tilbage.