Forleden var det fuldstændig som at genopleve den 2. juni i 1992, da danskerne stemte nej til Maastricht og kastede hele unionsprojektet ud i dyb krise. Panikken hos hele establishment, mens resultaterne rullede ind over skærmene. Med Brexit den 23. juni slap ånden ud af flasken endnu engang.

Vi skal samle Brexit-fanen op og bruge den i Danmark. Vi får ikke bedre chance, hvis vi vil genvinde national selvbestemmelse og træde ud af EU.

Og tiden er så overmoden til at tage dét opgør, som Brexit indvarsler. Modsætningerne mellem arbejderklassens og arbejdende folks interesser overfor kapitalens unionsprojekt har aldrig været større. Det var alene et spørgsmål om, hvornår der skulle gå hul på bylden.

Men det er nyttigt at tænkte tilbage på den 2.juni 1992 og det efterfølgende forløb med splittelsen af unionsmodstanden i Danmark, forræderiet mod nej'et  og "Edinburgh"-afstemningen året efter.

For det turde være indlysende, at vi nu fra dag ét står med en kæmpeopgave i forhold til at forsvare Brexit. Det gælder ikke kun i Storbritannien. Det er en opgave for unionsmodstanden i hvert EU-land. 

Bliver briternes valg respekteret?

For vi er efter min mening på ingen måde sikre på, at briternes beslutning om at træde ud af EU vil blive respekteret i praksis. Tværtimod er der stor fare for, at Brexit bliver forsøgt "fortolket" og underløbet, hvis vi sover i timen.

Hvorfor det? Der er da ellers nok af besværgelser fra Bruxelles lige nu. Det ligger simpelthen i, hvad der er kapitalens interesser. EU-eliten, med centrum i den tyske kapital, har en klar dagsorden, som allerede er formuleret åbent: den kræver en hurtigere integration i Unionen.

De lande, der stiller sig i vejen for dette, må placeres i en periferi-ring, udenom kernelandene. Et EU, hvor der ikke er tvivl om selve retningen, men blot flere hastigheder.

Denne dagsorden dikteres fremfor alt af, at forceret unionsintegration er det eneste, der på sigt har en chance for at redde euroen fra kollaps. Så når Lars Løkke dagen efter afstemningen erklærer, at Brexit vil bane vejen for et slankere EU, der blander sig i mindre, så er det ord uden reelt indhold. Det kommer ikke til at ske. 

Så når Lars Løkke erklærer, at Brexit vil bane vejen for et slankere EU, der blander sig i mindre, så er det ord uden reelt indhold. 

Det er den masterplan, som EU-eliten vil forsøge at dreje Brexit ind i. Om det vil lykkes, afhænger af den britiske "Leave"-bevægelses standhaftighed og politiske afklaring. Det ved vi ikke lige nu.

Det værste er, at der jo også i EU-modstanderbevægelsen er illusioner om, at EU kan drejes i en anden retning. Som i 1992, da Junibevægelsen blev dannet, er der en splittelse mellem den fløj, der vil ud af EU, og den fløj, der vil reformere EU indefra. Denne modsætning eksisterer allerede, men vil blive markant skærpet nu, hvor Brexit er en realitet. For når modsætninger og konflikter skærpes, springer skeletterne ud af skabene.

EL og Europæisk Vesnstreparti

Det er velkendt, at Europæisk Venstreparti vil reformere EU indefra. Og ledende personer fra Enhedslisten i Danmark ligger på samme linje.

Således udtalte Pernille Skipper op til partiets årsmøde, på spørgsmålet om at kæmpe mod EU-systemet: "Det tror jeg, vi gør ved at kæmpe inden for det system, for at demokratisere det og gøre det om" (Ugebrevet A4, 11.maj).

Dagen efter Brexit kommer så meldingen fra Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen: "Helt konkret foreslår vi fra Enhedslisten, at Danmark genforhandler vores forhold til EU… Vi skal have lov at bekæmpe social dumping, forbyde gift i babylegetøj, og have ret til at investere i velfærd" (Modkraft). Altså ingen udmeldelse af EU.

Bemærk, at Enhedslisten netop går ud på denne linje på et tidspunkt, hvor der konkret er hul igennem for en udmeldelse. Eftertidens dom bliver ikke mild.

Men det vidner samtidig om et dybt splittet parti, for heldigvis ser det ud til, at en ikke ubetydelig gruppe af Enhedslistens medlemmer har tænkt sig at fortsætte med at kæmpe aktivt for den konsekvente unionsmodstand - i Folkebevægelsens regi. Det er uhyre positivt og vigtigt.

Men status er, at der er en politisk splittelse i EU-modstanden, mellem "ud"-linjen og "reform"-linjen. Og jeg tror, at vi vil se denne "reform-fløj" og så EU-elitens reform-planer henimod "EU i flere hastigheder" i en slags alliance. Ikke, fordi de er enige om alt, men fordi de kan bruge hinanden.

Opgaver for den danske unionsmodstand

For det første skal vi forsvare Brexit politisk. Briternes beslutning er udtræden af EU. Ikke en "lidt løsere tilknytning til EU". Hvis Brexit underløbes, står vi selv dårligere.

Men vi skal også afvise mediernes og andres forsøg på at fremstille "Leave" som et højreorienteret projekt, båret frem af fremmedfrygt.

Hvad er det, den britiske arbejderklasse reagerer på? Det er brugen af arbejdskraft fra andre EU-lande, der arbejder for en brøkdel af en britisk arbejders løn. Og deraf følgende lønpres og eskalerende fattigdom. Er det fremmedfrygt? Nej, det er reaktion på kapitalens angreb. Arbejdskraftens frie bevægelighed er ikke til gavn for arbejdere i noget land. Den spiller os ud imod hinanden, gør os til jaget vildt.

Og som det vigtigste af alt: Vi skal samle Brexit-fanen op og bruge den i Danmark. Vi får ikke bedre chance, hvis vi vil genvinde national selvbestemmelse og træde ud af EU.

Der er to elementer i dette: For det første at kæmpe for overhovedet at få en folkeafstemning. For det andet: at vinde den. Der må lægges en samlet politisk og organisatorisk  plan for, hvordan vi når begge disse to mål, i en bevægelse. Den politiske platform er klar: Vi kræver en folkeafstemning om selve EU-medlemsskabet. Regeringen skal ikke forhandle en "løsere aftale", som vi så skal stemme om.

Flere aktivister og komiteer

Det kræver, at der opbygges en bevægelse helt nede fra gulvplanet, - på hver arbejdsplads, fagforening, uddannelsesinstitution, der kan rejse debatten, sprede viden, organisere møder. Det er et kæmpe arbejde!

Folkebevægelsen mod EU er det naturlige centrum for at organisere en sådan folkemobilisering i Danmark. Men det er indlysende, at det også kræver mange flere aktivister, mere solid grundorganisering, meget mere bredde, både politisk og erhvervsmæssigt, end Folkebevægelsen råder over i dag.

Det kræver, at vi i Folkebevægelsen forstår at give plads til alle disse nye mennesker fra hele det politiske spekter. De skal have ejerskab til bevægelsen. Og de bedst tænkende hoveder og bedste organisatorer fra de forskellige politiske lejre må trækkes med ind i ledelsen af bevægelsen.

LeaveDet kræver nytænkning og nykonstituering hele vejen rundt.  Vi skal turde gennemføre denne fornyelse af bevægelsen, hvis vi vil vinde ledelsen. Ellers tager andre rorpinden. Og så er det næppe med retning ud af EU.