Der er forskellige ting, jeg gerne vil pointere ved Bent Lilholms kronik i Arbejderen i weekenden 8-10 juli.

Han taler om integration og fællesskab og sætter det i forbindelse med begrebet humanisme. Han starter sin gennemgang med at fastslå, at indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika er en dårlig ide.

Det skulle ikke være nødvendigt at bruge mange argumenter for at tilbagevise sådan noget vrøvl.

Gutten har imidlertid råd mod problemet. Dansk humanisme og frisind skal favne og berige disse tilkommende af muslimsk oprindelse. 

Det skulle ikke være nødvendigt at bruge mange argumenter for at tilbagevise sådan noget vrøvl.

For det første er det forkert, at disse mennesker repræsenterer noget mindre værdifuldt kulturelt, socialt eller menneskeligt. Vi må se vore medmennesker fordomsfrit. Med eller uden tørklæde er det vore kammerater.   

For det andet ved enhver, at den type humanisme netop er den vestlige verdens selvretfærdiggørelse. Vi ved, at hele vores velfærd er baseret på ubeskrivelig økonomisk, politisk, kulturel undertrykkelse. Vi har simpelthen akut brug for hr. Lilholm til at forsikre os om egne kvaliteter. Den potente europæiske chauvinisme. Ond og voldelig.

Bent Lilholm har mere på hjertet. Han forsikrer os om, at Indre Mission har været inde i en tolerant, humanistisk udvikling. Væk fra fundamentalisme.

Det er forkert og han taler mod bedrevidende. Jeg stiller gerne mit kendskab til rådighed. Her vil jeg nøjes med at henvise til denne bevægelses lidet flatterende rolle i kampen for vielse af homoseksuelle.