Engang i 1990 ́erne var jeg fanebærer til en 1. maj i Esbjerg. Sammen med de mange parti­- og fagforeningsfaner var det et imponerende syn, og endnu stærkere virkede det, når man stod midt i faneborgen.

Vi har en verden at vinde, hvis vi ellers bliver bevidste om værdien af vores historie og den store indsats, som arbejderbevægelsens pionerer har gjort.

Jeg stod ved siden af en murersvend, der sagde de forløsende ord: "Så rykker vi!" Det gjorde vi, og senere da vi nåede op til Torvet stødte Postorkesteret til. Der var en egen højtidelig stemning ved at gå i demonstration gennem byen, mens mange nysgerrige fra fortove og vinduer fulgte med i optoget.

Der bliver råbt muntre bemærkninger og sendt hilsener til venner og bekendte undervejs, det hele er med til at skabe denne særlige feststemning på en 1. maj. I Esbjerg er der tradition for at 1. maj holdes i Vognsbølparken, en stor gryde hvor der er boder og telte.

Det giver fagbevægelsen og andre mulighed for, at markere sig på denne dag. I Martin Andersens Nexøs bog Pelle Erobreren, findes der en skildring af en stor demonstration under lock­outen i 1898. Denne skildring har rødder tilbage i Slaget på Fælleden i 1872, hvor den første fane - Internationalens fane ­- fik sin ilddåb.

Pelle Fanebærer

"Pelle går stadig i spidsen for toget, ved Tykke Muncks side. Han går rolig og smilende fremad, men inde i ham raser ubændige kræfter, så stærk har han aldrig følt sig. Inde på fortovene holder politiet skridt med ham, tavst og skæbnesvangert.

Han fører toget skråt over Kongens Nytorv, og der går pludselig et gys gennem masserne — han vil op og præsentere sin hær på Amalienborg. At ingen har gættet det! Så har politiet dog været klogere, gaderne til Amalienborg er spærrede af militær. Efterhånden vælder fanetoget ud og fylder torvet; halvandet hundrede foreninger med hver sit svajende mærke, det er et mægtigt skue. Hver fane har sin egen historie. Der er alle de røde, som vajer over foreninger der er dannede under socialismen, og mellem dem dannebrogsflag, gamle laugsbannere og foreningsfaner — blå, røde og hvide.

De tilhører ældgamle forbund der efterhånden har sluttet sig til bevægelsen. Over dem alle ses møllernes fane, den er også gammel, et par hundreder bare! Der står noget underligt krimskrams på den — det er en første enevoldskonges navne træk. Men den rigtige fane er her ikke, Internationales røde mærke, som bar bevægelsen gennem de første trængselsår.

De gamle skulle nok kende den igen, og ungdommen har hørt så mange legender om den. Hvis den overhovedet eksisterer mere, er den er gemt godt af vejen; den virkede altfor voldsomt på øvrigheden — som rødt på en tyr. Og bedst som de står og stirrer, går den til vejrs, slidt og flosset men uforgængelig i farven."

Symbolet på sammenhold

Der var mange traditioner forbundet med, at indvie en fane i de forskellige fagforeninger rundt i landet. Selve ceremonien var en festdag, der blev forberedt længe inden og meget grundigt. Der var en tradition for, at det var kvinderne, der stod for indsamlingen af penge til fanen ved at arrangere bazarer og lotterispil.

Det var også med til at skabe sammenhold i familierne om arbejderbevægelsens sag. Ser man på de mange forskellige motiver på fanerne er der en stor fantasirigdom, men der er også nogle gennemgående træk, f.eks. er egeløv i friske farver populært. Hvad angår teksten er der også nogle der er gennemgående; Enighed gør stærk! og Kend din ret – gør din pligt!

Fanerne har ofte været forrest i dramatiske begivenheder, hvor det gik hårdt for sig. For eksempel under Sømandsstrejken i Esbjerg i 1934, hvor der blev sendt en damper med københavnske betjente til byen. De var godt beduggede, da de nåede frem og gik nærmest bersærk, da de jagtede demonstranterne gennem Esbjergs gader.

Skruebrækkere ud - nye medlemmer ind

Der kom mange skruebrækkere til byen under strejken, og nogle opfindsomme DKP­aktivister havde lavet en særlig service for dem, når de ankom på banegården. En af de opfindsomme var Max Pigtråd, som havde en motorcykel med sidevogn:

"Hej kammerat, skal du ned på havnen?" spurgte han. Så hoppede den intetanende skruebrækker ned i sidevognen, og blev kørt uden for byen.

Herfra fik han lov til at gå tilbage til Esbjerg, og det kurerede mangen en skruebrækker. 

Fagbevægelsen og arbejderpartierne har et stort problem med at tiltrække nye og unge medlemmer. I min fagforening Metal Vest, som er en sammenslutning af afdelingerne i Esbjerg, Varde og Ribe, er det mange år siden, der deltog unge i en generalforsamling.

Fagbevægelsen må være mere opmærksom på den måde, den fortæller sin historie på. Kan det ikke gøres på en mere spændende måde, så det tiltrækker de unge?

Mange unge bliver i dag klemt af systemet, men de står magtesløse og uden nogen reel hjælp fra den etablerede fagbevægelse. Her er også en stor opgave for fagforeningerne: at opsøge de unge på erhvervsskolerne, og i det hele taget være mere på mærkerne for at støtte deres krav.

Vi har en verden at vinde, hvis vi ellers bliver mere bevidste om værdien af vores historie og den store indsats, som arbejderbevægelsens pionerer har gjort.