I de senere år er de sociale ydelser blevet voldsomt beskåret, og nu vil det for et ukendt antal familier betyde, at de mister op til halvdelen af kontanthjælpen. Mennesker i Danmark kommer til at leve i absolut fattigdom, hvor de ikke har råd til mad og tag over hovedet.  

Siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001, har partiet Venstre haft den afgørende indflydelse på både socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken.

Siden 2001 har partiet Venstre haft den afgørende indflydelse på både socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken.

Venstre, som betegner sig som Danmarks liberale parti, har naturligvis ført en (ny)liberal politik, selv om Anders Fogh kom til magten med store løfter om at ville bevare velfærdssamfundet.

Danmarks socialpolitik, har i mange år været præget af en socialdemokratisk tankegang, fra Steinckes socialreform i 1930’erne til Bistandsloven, som trådte i kraft i 1976. Det var en lov, der byggede på Socialkommissionens undersøgelser, der viste, at de allerfleste, der modtog socialhjælp, kun gjorde det i en kort periode, cirka tre måneder.

For at undgå en social deroute skulle de, der modtog offentlig hjælp, så vidt muligt bevare deres hidtidige leveniveau. Det betød konkret, at man fik hjælp til rimelige, faste udgifter, herunder boligudgifterne, og  et fast beløb til at leve for. Samlet kunne man ikke få mere end den indtægt, man tidligere havde haft.

Men hurtigt kom der også et andet loft på udbetalingen, så man ikke kunne få mere end 90 procent af arbejdsløshedsdagpengene. Der blev udbetalt efter et ”skønsprincip”, men det blev ændret i 1987, hvorefter der blev udbetalt efter faste takster.  

Liberal socialpolitik

Selve bistandloven blev afskaffet i 1998, hvor den blev afløst af tre andre love. På det tidspunkt fokuserede man især på beskæftigelseslovgivningen, som partiet Venstre lagde meget vægt på.

En liberal socialpolitik går ud på, at man skal klare sig selv, man skal selv spare op eller forsikre sig og kun have en meget minimal hjælp fra staten. Den er med de seneste ændringer ved at være realiseret.

Samtidig går EU mod en stadigt tættere union med en fælles politik på stadigt flere politikområder. Det begyndte med en fælles landbrugs-og fiskeripolitik. Det berørte nogle tusinde mennesker i Danmark, og især de store landbrug nød godt af EU’s landbrugsordninger.

Harmoniseringen på det økonomiske område skete ved etableringen af euroen, men den blev nedstemt her ved en folkeafstemning, så den kom Danmark ikke med i. Det var til stor ærgrelse for de mest EU-venlige partier, Venstre, Det radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Til gengæld underskrev den nyudnævnte statsminister Helle Thorning Schmidt i oktober 2011 en såkaldt ”finanspagt”, der betyder, at Danmark har forpligtet sig til for bestandig at følge de samme økonomiske retningslinier som Euro-landene, og at vores finanslov hvert år skal forhåndsgodkendes af EU, før den kan vedtages i Danmark.

Den økomomiske politik, som EU fører, er nyliberalistisk, og det samme er naturligvis social-og arbejdsmarkedspolitikken. Det har betydet store nedskæringer i alle euro-landene, mindre pensioner og meget barskere vilkår på arbejdsmarkedet. 

Kort efter finanspagten var blevet ratificeret, fremlagde Socialdemokraterne et forslag om, at folkepensionsalderen gradvis skulle forhøjes. Det blev vedtaget uden nogen debat, samtidig med at efterlønsordningen også blev ændret.

EU bestemmer

I Euro-landene har der været mange protester imod de sociale nedskæringer og arbejdsmarkedspolitikken; især i Grækenland og resten af Sydeuropa, men også i Frankrig og Holland og i kernelandet  Tyskland. Der har været kæmpemæssige demonstrationer, som dårligt er blevet nævnt i pressen, og som slet ikke er nået til de danske nyhedsmedier.

Danske politikere taler aldrig om EU, når man ser bort fra parlamentsvalget hver femte år og folkeafstemninger.  En stor del af lovgivningen, måske 70-80 procent eller mere, går lige igennem det danske Folketing uden debat, fordi det er direktiver, der skal vedtages i  Folketinget, uden at vi har mulighed for at ændre dem. 

Politikerne i alle partier taler aldrig om, hvor stor indflydelse EU har på vores hverdag.

Politikerne i alle partier taler aldrig om, hvor stor indflydelse EU har på vores hverdag, og underspiller den rolle, som EU har i vores samfund i al almindelighed. Det gælder både tilhængerpartierne og dem, der er kritiske og modstandere, som Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Når både partiet Venstre og EU fører en nyliberal social- og arbejdsmarkedspolitik, forstærker de hinanden, og selv om Socialdemokratiet kommer til magten, gør det ingen forskel.

Socialdemokraterne er nemlig om muligt endnu større tilhængere af EU end Venstre og følger anvisningerne fra EU-kommissionen til punkt og prikke og har tilmed frivilligt indgået en ”finanspagt” som betyder, at Danmark nærmest er under administration. 

Skal Danmark igen have et velfærdssamfund og beholde den danske arbejdsmarkedsmodel, skal vi ikke kun udskifte Venstre-regeringen, vi skal også ud af EU. Det er helt uomgængeligt, hvis vi vil beholde "det Danmark, vi kender".

Det er på høje tid, at vi igen begynder at føre en menneskelig socialpolitik, der ikke efterlader en del af befolkningen i dyb fattigdom. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, når Danmark er et af verdens rigeste lande.