Jeg føler mig beæret over at kunne tale på Cubas vegne her i Roskilde ved denne Minifestival for fred.

Festivalen får endnu større vigtighed i denne tid, hvor fred i verden er et brændende ønske blandt millioner af mennesker.

Det handler for Cuba også om at afskaffe alle atomvåben.

Her i 2016 har Cuba været ramme om skelsættende begivenheder for regional og global fred. Det gælder det historiske møde i Havanna mellem pave Francisco og den russisk-ortodokse kirkes patriark. Her mødtes lederne af de to kirker for første gang.

Det var også i Cubas hovedstad, at den gensidige og endegyldige våbenhvileaftale blev indgået mellem Colombias regering og Folkehæren FARC. Det førte til den fredsaftale, som afsluttede mere end 50 års konflikt.

Vi bør erindre os præsident Raúl Castros ord i forbindelse med underskrivelsen af våbenhvileaftalen og aftalen om sikkerhedsgarantier samt aflevering af våben: "Fred er hvert menneskes og hvert folks legitime ret".

Cuba arbejder for freden

Cuba arbejder uophørligt og intensivt i De forenede Nationer (FN) til forsvar for freden. Efter i mange år at have søgt at fremme retten til fred, lykkedes det i marts i år på forslag fra Cuba at få vedtaget "Erklæringen om Retten til Fred". Dette vigtige dokument fastslår for første gang eksistensen af denne ret for alle mennesker.

Denne erklæring kan hjælpe personer og regeringer med at forstå, hvad retten til fred omfatter, og dermed styrke det internationale samarbejde og initiativer til fremme af samarbejde, solidaritet og dialog mellem civilisationer.

I marts i år vedtog FN på forslag fra Cuba "Erklæringen om Retten til Fred". 

Solidaritetsorganisationer, progressive foreninger til forsvar for fred, som de, der er tilstede her ved denne Minifestival, har sammen med internationalt anerkendte kunstnere og mange andre aktive kræfter gjort det muligt at få vedtaget denne erklæring.

Indblanding i folkenes indre anliggender med den hensigt at dominere, samt ikke mindst angreb og krige for at tage kontrol med naturressourcer er meget alvorlige forbrydelser og står i vejen for, at retten til fred bliver virkelighed på planeten.

Tilsvarende truer den uretfærdige internationale orden den fredelige samaksistens. Det gør også den ulighed, som skyldes den nyliberale, kapitalistiske globalisering og diskriminationen, samt den manglende respekt for retten til selvbestemmelse.

Det er helt sikkert, at uden fred og stabilitet får vi ikke en bæredygtig udvikling, men det er endnu mere sikkert, at der ikke kan blive fred og stabilitet uden udvikling. Der bliver ingen fred og sikkerhed, hvis millioner af mennesker er dømt til sult, fattigdom og håbløshed.

Der kan heller ikke blive fred, når nogle stater truer med at bruge magt og begår alvorlige overgreb på andre nationers suverænitet – herunder iværksætter ensidige sanktioner, sådan som vi har oplevet det de seneste 50 år og stadig i dag med den økonomiske, finansielle og handelsmæssige blokade fra USA mod Cuba.

Brug for solidaritet

Vi har brug for en planet, hvor solidariteten og samarbejdet hersker, og hvor der er støtte og fælles indsats for at udrydde fattigdom, arbejdsløshed, sult og ulighed og disse onders årsager.

Vi skal udnytte enhver mulighed for at forsvare livet. Når vi taler om at skabe fred i verden, så handler det for Cuba også om at afskaffe alle atomvåben, idet disse våben truer menneskehedens overlevelse.

I januar 2014 skrev stats- og regeringslederne fra CELAC – Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske stater – under på "Erklæringen om Latinamerika og Caribien som en Fredszone".

Denne erklæring er i sandhed historisk, og det er sandsynligvis den aftale, der har den største politiske betydning i århundreder for de underskrivende lande. Erklæringen betegner freden som "... det største gode og uomgængelig ligitimt for alle folkene, og at dens bevarelse er en fundamental forudsætning for integrationen i Latinamarika og Caribien og således et princip og en fælles værdi i CELAC".

Alligevel er Latinamerika og Caribien ikke blevet fri for krænkelser.

Imperialismens modoffensiv

I dag står revolutionære og progressive regeringer over for følgerne af en stærk og udtalt imperialistisk modoffensiv. Oligarkierne benytter en ukonventionel krigs metoder, og de afstår ikke fra destabiliserende aktioner og kup, som det vi nylig har set i Brasilien.

Men denne politik er mest af alt rettet mod vores søstre og brødre i Den Bolivarianske Republik Venezuela, der er udsat for en økonomisk krig, der skal svække den folkelige støtte til revolutionen. Men vi bekræfter vores solidaritet og løfterne til præsident Maduro og landets regering.

Og tilsvarende står vi ved vores beslutsomme støtte til alle revolutionære og progressive regeringer i vores region. Deres økonomiske og sociale politik har bragt retfærdighed, værdighed, suverænitet og konkrete goder til folkeflertallet. 

Vejen til fred er ikke krig. Fred opnår vi med fred.

Der må herske respekt for staternes suverænitet og uafhængighed, og indblanding i deres indre forhold må stoppe.

Vejen til fred er ikke krig. I dag har kammerat Fidel Castros ord stadig fuld gyldighed. Han, som er historisk leder af den cubanske revolution og netop er fyldt 90 år, har sagt det således:

"Fred opnår vi med fred". "Hvis du ønsker fred, så må du begynde at ændre din bevidsthed". "Alle regeringer i verden har pligt til at respektere enhver nations ret til livet og til at være en del af folkenes fællesskab på planeten". "Vi må håndhæve denne ret og ikke spilde et minut. I morgen kan det være for sent. Den eneste virkelige sejr er at vinde freden".

Yiliam Gómez holdt talen ved Roskilde Mini-festival for Fred den 3. september