Folketingets flertal har bestemt, at tusindvis af mennesker i Danmark skal være mere fattige, dels fra 1. juli med den såkaldte "integrationsydelse", dels og især fra 1. oktober, med 225-timers-regel og kontanthjælpsloft. Og nej – selvom regeringen har afskaffet den politisk bestemte fattigdomsgrænse, forsvinder fattigdommen og de fattige ikke.

Tusindvis af mennesker kan ikke betale både husleje og mad til sig og børnene. Så må de tigge om hjælp. 

Dansk Folkeparti vil have integrationsydelsesfattigdom for at skræmme fremmede fra at komme til Danmark. Venstre siger, ydelsen skal "motivere" folk til at søge arbejde. Det siger de også om tab af kontanthjælp, hvis modtageren ikke kan skaffe sig 113 eller 225 timers arbejde. Det kan 20.000 mennesker ikke. Og mange flere rammes af reglerne om kontanthjælpsloft.

Tusindvis af mennesker kan ikke betale både husleje og mad til sig og børnene. Så må de tigge om hjælp. De kan tigge om enkeltydelser efter loven. De kan tigge på gaden af forbipasserende. De kan også gå til Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, eller andre frivillige organisationer, for at bede om hjælp. 

Engang krævede Socialdemokratiet samfundet indrettet med grundlag i rettigheder, ikke almisser. Det var i 1912. "Lykken må visne ved tryglen om brød”, sang de?

Almisser beder man om, når man ikke har ret til det, der skal til for at leve. Princippet bredes også ud på handicapområdet. Det hedder med et fint ord: "en diagnose skal ikke give ret til en ydelse". Jamen, uden diagnosen får man slet ikke noget. Nu skal det så hedde, at hjælpen til en person skal tildeles skønsmæssigt efter en "helhedsbetragtning".

Rettigheder til de fattige

Venstreregeringen foreslår faktisk sådan en lovændring og bakkes op af Kommunernes Landsforening. Forslaget betyder ikke, at de handicappede skal have mere. Det betyder, at de skal kunne klare sig selv med mindre hjælp.

Engang mente Folketinget, at den invaliderede skulle kunne leve økonomisk på niveau med jævnaldrende. Det betød invalidepension på niveau med en faglært arbejders indkomst. Folk i jobtilbud og fleksjobbere skulle arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Det var i 1980'erne og 1990'erne.

Nu: dagpengene er vel i snit på 50 procent af en faglært arbejders løn. Førtidspensionen er det samme, hvis du ikke er samboende. Kontanthjælpen er mindre. Og nu bliver den mindre endnu for mange.

Vi har brug for, at politikere kæmper for et samfund med anstændige levekår for dem, som både private og offentlige arbejdsgivere sorterer fra. At de kæmper imod udsultning af daginstitutioner og skoler, biblioteker og bosteder og for anstændige levekår for samfundets svageste.

Vi kræver rettigheder for de fattige. Vi kæmper imod almissesamfundet. Vores råb til de lokale politikere skal være: Bekæmp fattiggørelsen.

Forkortet af redaktionen.