08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen tvinger folk ud af deres boliger

Regeringen tvinger folk ud af deres boliger

Konsekvenserne af regeringens reformer begynder nu for alvor at vise sig. Vi nærmer os et samfund som i starten af forrige århundrede.

Lars Løkke vil afsætte 24 milliarder til skattelettelser til boligejere. Så for nogle bliver det lettere at bo. Andre bliver smidt ud af boligen, fordi de får skåret i deres ydelser.
FOTO: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
1 af 1

Til det nyligt afholdte byrådsmøde i Randers blev der stillet spørgsmål til kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen. Blandt andet blev der spurgt, om Randers har hjælpepakker til folk, som kommer ud i økonomisk uføre på grund af de nye regler.

Jeg bliver forskrækket over, at vi nærmer os et samfund, der næsten til forveksling ligner det, vi havde i starten af sidste århundrede.

Der blev givet det svar, at forvaltningen ikke har hjemmel i lovgivningen til at lave hjælpepakker. Men en sådan pulje eller ordning vil kunne oprettes, hvis der er politisk flertal for det.

Der bliver på Facebook oprettet grupper, der skal hjælpe økonomisk betrængte mennesker. Blandt andet en, der har navnet "Næstehjælperne". Det er et mødeforum, hvor folk kan byde ind med hjælp til reformramte. Modsat kan folk, der mangler, få hjælp.

Er løsningen velgørenhed?

Det er rigtig godt, at mange borgere vil hjælpe. Det er der i høj grad brug for. Jeg bliver bare forskrækket over, at vi nærmer os et samfund, der næsten til forveksling ligner det, vi havde i starten af sidste århundrede. Et samfund uden socialt sikkerhedsnet og intet velfærdssystem. 

Her var arbejdsløse, syge og mindrebemidlede overladt til deres egen skæbne og næstekærlige velgørere. I dette system skulle man godkendes som værdigt trængende. Værdigt trængende var folk, som ikke var hverken ludere, lommetyve, drikfældige eller arbejdssky.

I øvrigt betragtedes fattigdom som selvforskyldt, hvilket det kunne se ud, som om det også gør i dag. I hvert fald er ledige dovne; de gider ikke tage et arbejde. Et arbejde som kunne bringe dem ud af fattigdom.

Lars Løkke vil give skattelettelser på 65 milliarder kroner. Det er flot. Derudover skal 24 milliarder afsættes til skattelettelser til boligejere. Altså for nogle bliver det lettere at bo. Andre bliver smidt ud af boligen, fordi de får skåret i deres ydelser.

Hvem er værdigt trængende?

Mener vores statsminister så, at boligejere er værdigt trængende, og kontanthjælpsmodtagere i lejeboliger og ramt af kontanthjælpsreformen er ikke værdigt trængende?

I min optik er et moderne demokratisk samfund ikke et samfund, hvor folk, som bliver ramt af sygdom, arbejdsløsehed eller andet, skal tigge og bede om hjælp. Hverken af velmenende mennesker på Facebook eller af systemet.

I et moderne velfærdssamfund betaler vi alle til de fælles velfærdsydelser over skatten. Bliver vi ramt i livet af det ene eller andet, så udbetales fra den fælles kasse. Alle andre hjælpeforanstaltninger er uværdige og hører en længst forgangen tid til.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2016 - 09:27   19. okt. 2016 - 09:30

Læserbrev

af Helle Nielsen, folketingskandidat for Enhedslisten, Randers