08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kapitalen er som en blæksprutte

Kapitalen er som en blæksprutte

Storkapitalen vil kontrollere verdens ressourcer. Og formålet er at høste profitter

Goldman Sachs stråmænd sidder idag i Verdensbanken og her i den Europæiske Centralbank.
FOTO: wikipedia
1 af 1

Den finansielle kapital er global. Den flytter kapital rundt efter forgodtbefindende. For at undgå at betale skat. For at spekulere i valuta og destabilisere økonomier, så man kan få kontrol over hele nationer.

Finanskapitalen er som en blæksprutte. Den har en finger med i alle sektorer. Den sikrer sig politisk kontrol ved at købe politikere eller rekruttere politikere fra deres egne firmaer for at få profitable statsordrer og sikkerhed for deres profitter.

Fascismen er en mulighed, og den, der ikke vil tale om kapitalismen, skal tie om fascismen.

Storfinansen er toppen af eliten. Den samler og dirigerer eliterne indenfor statsapparaterne, de politiske partier, organisationsledere. Den køber eliten indenfor den akademiske verden og bruger deres kreativitet til at berige sig endnu mere. Den underordner politik under økonomi og især under deres økonomi og kontrol. De sætter demokratiet ud af kraft. De vil erstatte folkelig inddragelse  og demorkrati med et styre baseret på eliterne indenfor samfundssektorerne. Den fascistiske ide med den korporative stat med finanskapitalen og dens stråmænd i spidsen.

Storkapitalens penge er på jagt kloden rundt for at sætte sig på og kontrollere klodens helt nødvendige ressourcer: Energi, vand, jord, fødevarer, mineraler. Så de selv kan sætte prisen på disse helt nødvendige ressourcer og dermed høste enorme profitter.

Resultatet er stigende udgifter til vand, varme, mad med mere. Udgifter som især de fattigeste mærker. Det er en forbrydelse. Det er forretningsmafia. Det er udnyttelse af afhængighed. De manipulerer med stater og regeringer - de er med til at dele rovet ved imperialistiske krige.

Det er ikke noget nyt fænomen. Bag fascismeregimer verden over står finanskapitalen. De stod bag 1930'ernes fascisme og Tysklands imperialistiske krig (Anden Verdenskrig). Og de har stået bag enhver krig, USA har været med i siden Anden Verdenskrig og før den tid.

Men idag kommer ødelæggelsen af demokratiet ikke så meget fra støvletrampende fascister i gaderne. Den sniger sig ned fra direktionsgangene og ind i ministerierne. De kommer i jakkesæt og deres trusler er pakket ind i kontrakter, som ødelægger dem, der involveres i deres forehavender.

Og en af de ledende finansielle magtfaktorer idag er Goldman Sachs. Som først skabte spekulationskrisen i USA og derpå agerede i Europa og fik sat deres stråmænd ind i Verdensbanken og den Europæiske Centralbank. Som plyndrede den græske befolkning.

Men de kan stoppes. Ikke ved underdanigt at bøje sig men ved at bruge statsmagten. Forbyde eller begrænse deres virksomhed, hvor den er skadelig. Splitte storfortagender op i mindre selskaber. Straffe økonomisk kriminalitet i forhold til den skade, den gør. Sætte bagmænd i fængsel og konfiskere formuer. Holde sektorer, som er vitale, udenfor deres forretningsområde: medicin, sundhedsområdet, uddannelse, energi, bolig, infra-struktur med mere.

Men det kræver en befolkning, som ikke mere vil finde sig i at blive manipuleret og plyndret af finansverdenen. Og en befolkning, som vil have politikere, som sætter samfundsinteresser højere end egne og elitens interesser. Altså et opgør med finansverdenens politiske lakajer. DONG-handlen og Corydons ageren burde give os noget at tænke på.

Fascismen er en mulighed, og den, der ikke vil tale om kapitalismen skal tie om fascismen. For det er to sider af samme sag. Eliternes magt mod folkemagten. Diktaturet mod demokratiet. Det er på tide at stille vores politikere overfor spørgsmålet: Vil du være en en del af problemet eller en del af løsningen? 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. dec. 2016 - 08:13   09. dec. 2016 - 08:20

Læserbrev

af Keld Andersen, Hjortshøj