p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 12.0px 'Times New Roman'; min-height: 15.0px}
p.p2 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 15.0px 'Times New Roman'}
p.p3 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 15.0px 'Times New Roman'; min-height: 17.0px}
p.p4 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 14.0px 'Times New Roman'}
p.p5 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 14.0px 'Times New Roman'; min-height: 16.0px}
span.Apple-tab-span {white-space:pre}

Enhedslisten er fra 1989. Baggrunden var en politisk klimaændring i Danmark i 1980'erne: De der var til venstre og militante skulle tvangsmæssigt begå kolde afvaskninger.

Frank Åen stillede op til valg første gang for Enhedslisten. Der var et interview i privaten (i Information), som skulle dokumentere, hvor demokratisk parlamentarisk og respektabel Frank Åen var.

At folk uden bekymring kunne stemme på ham, blev anskueliggjort: som symbol på orienteringen mod det daglige arbejde efter ungdommens frigjorte udskejelser skulle Lenins værker nærmest flåes ned af den private bogreol - og så videre.

Enhedslisten har åbenlyst skiltet med en splittelsesmanøvre.

Anledningen til dette indlæg er, at Enhedslisten med flertalsbeslutning åbenlyst har skiltet med en splittelsesmanøvre, endda én der er mere end almindeligt ødelæggende for et afklaret og præcist formuleret politisk standpunkt, og dertil begrundet rent ud fornuftsstridigt.

Om denne liste anser at have patent på at være venstrefløjen i kraft af 12 mandater i Folketinget skal være usagt, men det, der muligvis ligger bag, er værre:      

1. Listen påstås at bestå af modstandere af EU, trods at skønsmæssigt halvdelen af dens vælgere anses at være afklarede modstandere; resten har i bedste fald et temmelig grumset syn på samme
2. Målet med at stille op for sig selv skal være antikapitalistisk, socialistisk politik indover EU, med udsigt til allerhøjst et (eet) mandat ud af 629.

Med Enhedslistens uklare holdning kan det pludselig dreje sig om at profilere sig som et nyt Socialdemokrati til venstre indover (læs: indenfor) EU, og kravet om at forlade EU er ligesom hældt ud med badevandet.

Den konklusion, der ligger lige for, er: For det første må Folkebevægelsen (FB) rent ud nægte at stå model til et valgforbund med EL, da FB er uafhængig af nærmere politiske orienteringer. 

For det andet må valgkampagnen lægge vægt på det forstandsmæssigt overskuelige i en afgrænset stat set i forhold til én omfattende hele Europa, og dermed (mere eller mindre) undsigelse af partipolitiske kartofler og vurderinger, da FB er tværpolitisk.

Hvis FB lader sig besnakke til noget andet, vil det være begyndelsen til politisk harakiri. At både den foregående og den nuværende repræsentant i EU-parlamentet er medlemmer af EL, deres kvaliteter ufortalt, er blodig ironi, men det kan bare ikke hjælpe.