Arne Cheller og Jørgen Petersen, formænd for henholdsvis KPiD og KP, forholdt sig 8. december til min debatpanelklumme her i bladet et par uger tidligere – det vil sige, det gjorde de netop ikke. Hvad de forholdt sig til, var en underordnet detalje, som gav dem et påskud til at afvise den opfordring, min klumme mundede ud i.

Heller ikke Enhedslisten har nogen klar strategi, men iklæder sig alle mulige "korrekte" standpunkter, som den snubler over.

Hvad jeg efterlyste, var en fælles kommunistisk debat om en selvstændig strategi, der ville sætte den kommunistiske bevægelse i stand til det, som hverken den eller den bredere arbejderbevægelse har magtet: At opfange den stigende folkelige utilfredshed med den nyliberale nedskærings- og globaliseringspolitik og med angrebene på velfærd og nationalstat.

Kritikken gælder også Enhedslisten trods en vis parlamentarisk succes; den er, som Cheller og Petersen skriver, blevet et traditionelt parlamentarisk parti. Heller ikke Enhedslisten har nogen klar strategi, men iklæder sig alle mulige "korrekte" standpunkter, som den snubler over – hvilket dog ikke gør den mindre tiltrækkende for den smule formuleret opposition, der findes.

Hvad Cheller og Petersen beskæftiger sig med i deres læserbrev, er det oplæg til en sådan debat, som DKP for snart et år siden sendte de to andre partier i et forsøg på at genstarte den enhedsproces, som medlemmer af alle tre partier ønsker, men som gang på gang er sat i stå. Cheller og Petersen siger helt klart hvorfor: De vil have, at det (gen)forenede parti i sine love skal have et forbud mod medlemskab af Enhedslisten.

Men vores oplæg drejede sig ikke om Enhedslisten, selv om den naturligt måtte indtage en plads i oplægget, fordi det, som Cheller og Petersen korrekt skriver, er den, der "mere end noget andet skiller kommunisterne i dag".

Sagen er, at det er ikke nok at lave en aftale, som "alle kan leve med"; et (gen)forenet kommunistisk parti må løbende forholde sig til de strategiske problemstillinger, hvoraf spørgsmålet om Enhedslisten og "dobbeltmedlemskab" kun er en mindre del, og så nytter det ikke at henholde sig til beslutninger truffet engang i fortiden.

Chellers og Petersens læserbrev slutter med følgende svada: "DKP må gøre op med sig selv, om man ønsker medlemskab af Enhedslisten eller sammenlægning med kommunisterne".

Kommunister findes der altså ingen af i Danmarks Kommunistiske Parti? Helt ærligt…

Selv sluttede jeg min klumme med det bevidst provokerende spørgsmål, om DKP skulle gennemføre det nødvendige strategiudviklingsarbejde alene.

Jeg synes, det er trist, at formændene for de to andre partier endnu en gang har valgt at fokusere på spørgsmålet om Enhedslisten fremfor det, som er det afgørende: Hvordan vi bærer os ad med at tale til og mobilisere det vældige modstandspotentiale, som erfaringen viser, findes i det danske folk.