Kære Mai Mercado!
Der debatteres minimumsnormeringer lige nu, og som det fremgår af pressen er din begejstring til at overse. Du kalder forslaget om minimumsnormeringer både dyrt og rigidt.
Selvfølgelig koster det penge her og nu, hvis vi skal hæve grundnormeringen i vores dagtilbud og sikre vores børn en chance for den helt fundamentale voksenkontakt.
Spørg vælgerne i såvel rød som blå blok - et flertal er enige: der er brug for lovfæstede minimumsnormeringer.
Spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er en rigtig god investering, som kommer mange fold igen til børnene i form af øget trivsel og bedre udvikling, men også til samfundet som helhed i form af livsduelige børn og velfungerende voksne.
En rigid form for regulering, siger du. Hvorfor det - det er jo ikke fremmed for os at lovgive på centrale velfærdsområder. På samme måde som der findes lovgivning om, hvor mange elever der må være i en klasse, bør vi sikre de mindste et minimum af veluddannede voksne.
Kommunerne har bevist, at de ikke magter at løfte opgaven tilfredsstillende, for vi mødes af store forskelle fra kommune til kommune og vi oplever alt for ofte, at én medarbejder har ansvaret for alt for store børnegrupper.
Det er ikke rimeligt, at børn må gå forgæves efter trøst, fordi der ikke er voksne nok, og det er ikke i orden, at vi ikke kan yde den nødvendige omsorg.
Vi ved fra forskningen, at gode daginstitutioner med mange veluddannede og engagerede pædagogiske medarbejdere har stor betydning for børns udvikling og trivsel - både her og nu - men også på længere sigt.
Når vi så samtidig ved, at investeringer i de mindste er de investeringer der giver det bedste afkast, hvis vi skal blive i den økonomiske terminologi, så forstår jeg ikke modstanden.
Jeg forstår heller ikke, at vi har tilladt, at normeringen gennem årene er blevet ringere og ringere i takt med, at vi som samfund har fået mere viden om betydningen af gode normeringer. Og i takt med at vi ikke længere betragter dagtilbud som en pasningsforanstaltning, men faktisk ser vores dagpleje, vuggestuer og børnehaver som en pædagogisk tilbud der bidrager betydeligt i forhold til at støtte vores børns udvikling, trivsel og læring og i forhold til at løfte dem der har det sværest.
Det er da tankevækkende, at vi som samfund accepterer, at vores børn er snydt for 4.400 pædagogiske medarbejdere fra 2009 til 2014. De seneste år har ikke rettet op på efterslæbet.
Tiden er inde til, at Christiansborg tager ansvar for kvaliteten i vores dagtilbud og via lovgivning sikrer et minimum af ansatte til vores børn.
Et minimum af ansatte er forudsætningen for, at vores dagtilbud kan yde omsorg og skabe nære relationer til vores børn. Spørg vælgerne i såvel rød som blå blok - et flertal er enige: der er brug for lovfæstede minimumsnormeringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278