"Det er de private virksomheder, som skaber vækst i Danmark og i den sidste ende finansierer den offentlige sektor. Derfor kan man som privat virksomhed ikke være tjent med, at offentlige aktører udkonkurrerer private virksomheder" (Brian Mikkelsen, Arbejderen 17. januar)

En ordentlig marxist vil nok skildre forholdet som, at lønarbejderne skaber mere værdi, end den de får i byttet for deres arbejdskraft.

Men hvorfor er det mere vækst- og værdiskabende, når produktion og service - for eksempel fremstilling og fordeling af slik - bliver til i den private sektor og resultatet købes for vores løn eller for den del af vores løn, der via skat går til det offentlige, end når det offentlige står for vores børns skoletandpleje og "købes" gennem vores skattebetaling?

Uanset produkt eller service må der være tale om værdier, der skabes gennem vores arbejde ude i samfundsøkonomien og direkte eller indirekte betales af vores indkomster.

Arbejderne skaber profit

Den eneste forskel er, at i den private sektor nyder ejere og arbejdsgivere en profit. Sagt med andre ord, så bliver der til salgsprisen lagt en fortjeneste oven i de omkostninger, som i et eller andet led er forårsaget af aflønningen af fabriksarbejdere, rengøringsarbejdere, råvareproducenter med flere, der gennem deres aktiviteter har skabt værdien.

Fortjenesten er en slags ekstra afgift, køberne betaler, og som profitmageren frit kan forbruge, forlyste sig med, spare op, spekulere for eller investere.

En ordentlig marxist vil nok skildre forholdet som, at lønarbejderne skaber mere værdi, end den de får i byttet for deres arbejdskraft.

Men det korte af det lange er, at en del af de skabte værdier bliver brugt til at investere i ny privat produktion på samme måde, som det offentlige investerer en del af de skabte værdier i nye skoler, kraftværker og fjernevarmeanlæg.

At den private sektor på mystisk vis skulle have en særlig vækst- og værdiskabende evne, er der lige så lidt belæg for, som kortere arbejdstid ikke skulle være et attraktivt og samfundsnyttigt gode, hvis man også her evner at se bort fra de herskende økonomiske fordomme.

Det er et alment accepteret dogme, at en 30-timers arbejdsuge fører til "Stagnationsdanmark" til trods for, at arbejdstiden gennem det sidste århundrede er blevet markant kortere samtidig med, at der har været en uhørt økonomisk vækst i takt med de teknologiske og velfærdsmæssige fremskridt.

Kortere arbejdstid

Syv timers mere frihed om ugen er vækst i, om man vil, "varen" frihed, som naturligvis indebærer en modvækst i den leverede vare: arbejdskraft.

Men hvorfor er mere frihed stagnation og ikke lige så fin og nyttig som de ekstra goder, man kan erhverve sig gennem den natur- og klimaødelæggende materielle vækst, som staten søger at drive frem med klapjagt på de mindre arbejdsdygtige, syge og ældre ved hjælp af øget kontrol og forringelser af deres økonomiske vilkår? På økonomisk kaldes det at øge arbejdsudbuddet gennem øget ulighed.

Svaret på spørgsmålet er ganske enkelt: Fordi fri tid set med mainstreamøkonomernes og deres politikeres øjne ikke skaber økonomisk vækst og værdier.