Jette Kromann (JK) skriver i Arbejderen den 3. februar, at Ruslands forhold til Syrien er interessant for marxister, og spørger om Ruslands politik er progressiv, fordi den er anti-amerikansk, og svarer selv, at det ikke er tilfældet.

I kampen mod USA-imperialismen må Rusland betragtes som en allieret ligesom det fredelige Iran, der ikke har angrebet andre lande de sidste 2-300 år.

Forhåbentlig er enhver marxist klar over, at Rusland er et borgerligt, kapitalistisk land, og som sådan naturligvis aldrig kan blive en allieret i kampen for socialisme. Men det udelukker på ingen måde, at Rusland kan være en allieret for marxister og andre progressive i kampen mod imperialismen og i kampen for retfærdighed og overholdelse af Folkeretten.

Marxister har til alle tider dannet alliancer med ikke-marxister, når det tjente en god sag. Bekæmpelsen af nazismen under Anden Verdenskrig, når det gjaldt kampen mod USA’s forbryderiske krig mod Vietnam og når det i dag gælder kampen mod monopolernes EU.

Det handler om Folkeretten

USA og Vestens angreb på, besættelse af og ødelæggelse af lande som Afghanistan, Irak, Libyen og nu Syrien er ikke bare klokkeklare overtrædelser af Folkeretten; det er de mest beskidte, imperialistiske angrebstogter verden har set i årevis; angreb som sprogets værste gloser knapt kan beskrive.

USA og dets allierede er så desperate for at få smadret det verdslige Syrien, afsat Asaad, "balkaniseret" landet (opsplittet det i en række mindre, svage stater) og indsat et wahabistisk diktatur i Damaskus, at USA står bag leveringen af svære våben, penge og træning til mindst fire parter i krigen mod Syrien: Kurderne i nord har længe modtaget lette våben med videre fra USA; for få dage siden begyndte USA at levere svære våben til kurderne. USA leverer våben til Tyrkiet, der er i krig mod kurderne. USA leverer masser af militært isenkram til Israel, der støtter ISIS i grænseområdet mellem Israel og Syrien, og af og til bomber mål inde i Syrien. Og ikke mindst, så leverer USA våben til Saudi Arabien og Qatar, der støtter de muslimske jihadisters terrorkrig (ISIS og al-Qaeda) inde i Syrien.

USA støtter dermed mindst fire parter i krigen mod Syrien. Det giver mening for det krigsgale USA's ønske om at få slettet Syrien fra verdenskortet (som det skete med Libyen) - og ikke mindst for at holde det militærindustrielle kompleks i USA i fulde omdrejninger.

I denne sag er Rusland en allieret

I kampen mod denne USA-imperialisme, må Rusland betragtes som en allieret. Det samme med det fredelige Iran, der aldrig har angrebet andre lande de sidste 2-300 år; om end vi alle tager afstand fra så mange andre ting ved Irans styre. Rusland må anses som en nogenlunde "stueren" allieret, hvis man ellers kan gennemskue den ekstreme russofobi, der præger medierne i Vesten.

Rusland har ikke gjort sig skyldig i nogen imperialistisk aggression over for hverken Syrien eller andre lande. For et par år siden forhindrede Rusland faktisk, at USA – på samme måde som i Libyen - gik direkte ind og bombede den syriske hær.

Og så glemmer Jette Kromann den ret afgørende kendsgerning, at russiske militærenheder og civil hjælp er i Syrien efter invitation af Syriens legitime regering.  Så kan Kromann have ret i, at Rusland udnytter situationen på forskellig vis, som ud fra en teoretisk, marxistisk analyse hælder mod imperialisme. 

Men det ændrer ikke en tøddel ved, at Rusland spiller en positiv rolle for, at syrerne kan få smidt de tilrejsende jihadister og andre lejesoldater (sponsoreret af USA, Qatar og Saudi Arabien) ud af Syrien, så syrerne igen kan blive herre i deres eget hus.

Så må tilhængere af Assad- og Baath-partiet (der i øvrigt betegnes som et socialistisk parti) på den ene side og den ikke-voldelige opposition i Syrien (der blandt andet tæller fuldt lovlige marxistiske partier), på den anden side - selv afgøre kampen – klassekampen – om, hvem der skal lede Syrien. Det ville USA aldrig tillade. Det er jeg sikker på, at Rusland vil tillade.