Selvom der er en række gode ting i forliget, så er det samlede resultat langt fra de forventninger, vores medlemmer med rette havde til OK17.

OK17 flytter ikke på den skævvridning af fordelingen mellem kapital og arbejde, som er vokset under krisen.

Efter otte år med magre overenskomster, som kun takket være en lav inflation har forhindret et direkte reallønsfald, så var der denne gang forventninger om, at vores medlemmer skulle have del i det produktionsresultat, som er skabt i industrien de senere år.

Industrien har tjent styrtende, alene sidste år var aktieudbytterne på 600 milliarder. Det afspejles ikke i resultatet, vi får ikke genoprettet noget af den tabte andel af produktionsresultatet med den her aftale.

Forbedringerne i den kan opsummeres sådan her:

Bedre vilkår for tillidsrepræsentanter, ret til opkvalificering efter hvervet og ret til at fortsætte i hvervet i forbindelse med uddannelse, forhøjelse af fritvalgskontoen, fuld løn under forældreorlov, bedre forhold for vikarer med opsamling af anciennitet, indførelse af to børneomsorgsdage (som dog er selvbetalte), udvidet mulighed for at holde fri ved barns sygdom og ret til seniorordning i op til 32 dage om året.

Men igen for egen regning.

Grimme tidsler

Selvom retten til seniorordning kan blive til glæde for nogen, så aflyser det jo ikke problemet med nedslidning og den smadrede efterlønsordning. Det problem består, og det løses ikke ved, at folk enten tærer på pensionsopsparingen eller går ned i løn de sidste år på arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiverne har fået et af deres hedeste ønsker opfyldt: Hvis overenskomsten bliver vedtaget, får de mulighed for at diktere fem timers overarbejde om ugen i længere tid, som kan afspadseres, når det ”passer produktionen”.

Det er et skred i den helt forkerte retning og stik mod ønskerne til OK17. Det åbner for et længere og hårdere arbejdsliv og står i skarp kontrast til ønsket om at arbejde mindre.

Lærlingene blev igen glemt eller ofret ved forhandlingsbordet. En lønstigning på 1,7 procent om året var, hvad det kunne blive til. Det er et sølle signal at sende til de unge, som står over for at skulle vælge uddannelse.

Mindstelønnen får med to kroner om året ikke det markante løft, som der er brug for som signal til de overenskomstforhandlinger, som traditionelt tager varsel af industrien, og det hæver ikke barren i kampen mod social dumping.

Nej tak

Sammenlagt over de tre år er der tale om en stigning på 5,2 procent, kun en lille smule højere end de 4,5 procents stigning i sidste periode.

Vismændene forventer en inflation på 1,8 procent næste år, så den to-krone kan hurtig være spist af inflationen.

Det er godt med bedre muligheder for opkvalificering og efteruddannelse, men parterne har oversolgt aftalen om at bruge 200 millioner kroner her. Det er ikke nye penge - de skal hentes fra de bugnende kompetencefonde, og det er i øvrigt pebernødder i forhold til behovet.

Det svarer til 300 kroner årligt, hvis alle, der er omfattet af overenskomsten, skal bruge dem.

Samlet bliver det et nej tak herfra. OK17 er de spildte muligheders overenskomst, hvis den bliver vedtaget. Den flytter ikke på den skævvridning af fordelingen mellem kapital og arbejde, som er vokset under krisen.

Den ulige fordeling vil fortsætte, og der er ikke noget gennembrud som retfærdiggør, at vi skal indgå en tre-årig overenskomst. Tværtimod risikerer vi, at vi næste gang igen står over for en krise, hvor fagbevægelsen bliver bedt om at udvise tilbageholdenhed.