Når smedeformændene ikke vil bruge hammeren, men alene står med hatten i hånden, så kan man jo blive tilfreds med meget lidt.
Synes I ikke, at jeres medlemmer fortjener en større del af det overskud, de har skabt med deres produktive indsats?
Lad mig starte med det faktuelle. Hovedparten af de bløde forbedringer, som for eksempel seniordage, omsorgsdage og uddannelsesforbedringer skal betales af andre opsparede midler. Det er en næsten gratis omgang for arbejdsgiverne, som slipper med ekstra to procent på fritvalgslønkontoen, selvom det er dem, der råber op om manglen på kvalificeret arbejdskraft og kræver højere pensionsalder.
Milliarder i overskud
For hvad har du reelt fået, hvis du er nedslidt og er tvunget til at holde fri eller skal følge dit barn til lægen? Du må godt, hvis du selv betaler.
Så lad mig stille et spørgsmål. Når industrien sidste år havde et overskud på 78 milliarder kroner efter skat, hvorfor vil I så lade jer nøjes med så lidt. Jeres aftale koster næppe mere en et par milliarder kroner om året. Har smedene og de andre ansatte i industrien ikke fortjent bedre?
Jeg ved godt, at lønnen forhandles lokalt, men overenskomstresultatet sætter jo rammen og retningen, så der venter ikke guld for enden af den regnbue. Det generer jer tilsyneladende ikke, at jeres medlemmer har vist stor løntilbageholdenhed i mange år, mens festen på direktørgangen og i ejerkredsen når uanede højder. Synes I ikke, at jeres medlemmer fortjener en større del af det overskud, de har skabt med deres produktive indsats?
Har industriens forhandlere slet ikke blik for resten af arbejdsmarkedet? Det er jeg sikker på, at arbejdsgiverne har. De står benhårdt fast på, at der ikke skal være stærkere værn mod social dumping, som for eksempel kædeansvar. På den måde sikrer arbejdsgiverne, at den vigtigste pression mod løn- og arbejdsvilkår i Danmark kan fortsætte, når uorganiserede arbejdsgivere eller udenlandske firmaer kan unddrage sig.
Medlemmernes interesser
Kan metalformændene slet ikke se truslen uden for deres eget regulerede område? Det undrer mig, at I ikke anerkender, at når arbejdsgiverne står sammen for social dumping, så må vi i fagbevægelsen gøre det modsatte.
"Hellere gå gennem livet og have sagt nej til alt - det sikrer i hvert fald, at man ikke kan blive beskyldt for at være ansvarlig for noget som helst", siger I.
Min ansvarlighed har altid været forankret i medlemmernes interesser. Jeg har som formand for Byggefagenes Samvirke både sagt ja og nej til overenskomster. Til OK-2000 var jeg som en af talsmændene for OK-2000-initiativet i spidsen for ja-kampagnen, fordi overenskomsten sikrede den sjette ferie uge.
Men det resultat fik vi jo ikke med hatten i hånden, men fordi vi stemte OK-resultatet ned i 1998 og gik i strejke. Arbejdsgiverne turde ikke andet end at imødekomme kravet. Jeg er stadig glad for det ja og for den konflikt, der førte til det. Dengang stod vi ikke ydmyge og sagde tak, men rankede ryggen og stod fast.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278