Åbent brev til handicapordførerne i samtlige partier i Folketinget.

I februar bakkede alle partier op om, at socialminister Mai Mercado skulle fremsætte et lovforslag, der forbyder diskrimination af handicappede. Det er derfor med stor undren, at man nu vil indføre en ulighedsskabende brugerbetaling på handicapområdet.

Borgere med behov for socialpædagogisk ledsagelse har ingen økonomisk råderum til at afsætte så mange penge til at komme på ferie.

I de kommende uger skal Folketinget behandle et lovforslag om en ny brugerbetalingsordning.

Mennesker med udviklingshæmning og andre betydelige funktionsnedsættelser kan fremover komme til at betale et femcifret beløb, hvis de har behov for socialpædagogisk ledsagelse for at komme på ferie.

Tilkøbsordning

Forslaget lanceres som en tilkøbsordning, men læser man det, viser det sig, at det er ganske uklart, hvad det er man køber til. Socialministeren og det politiske flertal bag forslaget har nemlig ikke ønsket at sikre målgruppen for tilkøbsordningen en minimumsrettighed til socialpædagogisk ledsagelse.

Uden en fastlagt minimumsret bliver tilkøbsordningen reelt til en brugerbetalingsordning, hvor den enkelte borger kan komme til at betale tusindvis af kroner for at kunne holde en uges ferie uden for botilbuddet.

Betalingen for en uge i sommerhus, der for andre kan beløbe sig til 5-6.000 kroner, kan for borgeren med et vidtgående handicap løbe op i 15-20.000 kroner eller mere. Hvor stort beløbet bliver, vil afhænge af funktionsnedsættelsen.

Er den så betydelig, at der er behov for to ledsagere, så er der nemlig også dobbelt betaling. Det forekommer ikke at være rimeligt og er et totalt nybrud i forhold til princippet om kompensation for et handicap. Og retten til et liv på lige fod med andre borgere i det danske samfund.

Man afskærer simpelthen borgere med behov for socialpædagogisk ledsagelse fra at kunne holde ferie. Disse borgere, har på ingen måde økonomisk råderum til at kunne afsætte så mange penge til at komme på ferie.

Var det bare skåltaler?

Man må spørge sig selv om de pæne ord ved debatten i februar udelukkende var en venlig gestus, som alle kan være enige om "så længe det ikke koster penge"

Vi har igen og igen hørt fra alle partier, at de svageste i samfundet skal kompenseres. Med det forslag, som nu skal behandles, ikke bare bryder man med det princip. Man stiller også disse borgere væsentligt ringere end andre borgere i det danske samfund.

Hvordan kan man i februar fra samtlige partiers side proklamere, at det "nærmest er flovt, at vi først i 2017 gennemfører lovgivning, der skal beskytte mennesker med handicap mod diskrimination? Og så ikke engang en måned efter behandle et forslag om, at forringe nogle af de aller svageste borgeres rettigheder?

Var det, når alt kommer til alt blot en på overfladen pæn gestus, som alle kan være enige om, så længe det ikke koster penge?

Jeg husker at Pernille Skipper i sin ordførertale som den eneste sagde noget i retningen af, at Enhedslisten naturligvis bakker op om et lovforslag, der skal forbyde diskrimination af mennesker med handicap. Men at det selvfølgelig også forpligtigede til at være rede til at følge op med bevillinger i det omfang, det er og vil blive nødvendigt.

Enhedslisten har i Folketinget fremlagt forslag om at en lovsikret minimumsret på dette område. Med de tilkendegivelser, der var fra Folketingets talerstol i februar, kan det undre, at der tilsyneladende ikke er flertal for en sådan minimumsret.

Vi var mange handicappede, der fejrede, at Folketinget nu endelig indså, at det er uværdigt for Danmark. Ikke, at have et forbud mod diskrimination af handicappede. Måske var det bare skåltaler!