Ovenstående overskrift er efter sigende holdningen, når talen falder på dem, der har valgt ikke at være medlem af Folkekirken, men måske alligevel ønsker at benytte deres sognekirke, hvis deres bisættelse skal markeres med en højtidelighed for familie og venner.

Selv om man ikke er troende, kan man alligevel have et ønske om, at dette smukke Folkets Hus danner rammen om den sidste afsked. 

For selv om man ikke er troende, kan man da alligevel have et ønske om, at dette smukke Folkets Hus, jeg ser det som, danner rammen om den sidste afsked. Men dette ønske bliver ikke opfyldt i mange af landets kirker, hvis en præst ikke må medvirke.

Personligt har vi deltaget i smukke bisættelser, varetaget af familien, der har pyntet kirken op, og selv leveret sange og taler af familie og venner. Men dette er ikke en given ting. Det afhænger nemlig af den i øjeblikket fungerende præst og vel tildels af menighedsrådet. 

Det at afholde borgerlige bisættelser bliver dertil af modstandere opfattet som en verdsliggørelse af kirken, men netop hvad angår verdsliggørelse, har man da i tidens løb set kirkerne stå for allehånde arrangementer og tak for det. Som et yderpunkt mindes jeg en forførende mavedans op ad kirkegulvet, i en købstadskirke, under en byfest. 

Så det, at nogle kirker som en sidste barrierre åbenbart ikke vil tillade rummets brug til en afsked uden religiøse ceremonier og præst, tyder ikke på megen tolerance. Hovedparten af de deltagende er dertil sikkert fuldgyldige medlemmer.

Ud i kapellet

I øjeblikket har vores kirke en liberal politik, hvor man for en beskeden leje kan låne kirkerummet til en borgerlig bisættelse. Hvorimod beskeden under en tidligere præst lød: ud i kapellet.

Her er der kun plads til 12 stående gæster, og dertil kommer, at når man så kommer ud på kirkegården, er der forskellige priser på gravstederne alt efter, om man er medlemmer af Folkekirken eller ej.

Det skal så forsvares med, at man jo ikke har betalt kirkeskat, og det er så iorden, selv om alle gennem den statslige kirkeskat har givet et pænt bidrag til ejeren for den beskedne plet jord, man kun låner for en tid og langtfra for evigt.

Det ville da være ønskværdigt med ens liberale regler for Folkekirken i hele landet, så folk vidste hvad de havde at rette sig efter, uanset hvor de bor. Og kirkeskatten, som folk har så ondt af, man ikke betaler, den har jeg valgt at give videre til Folkekirkens Nødhjælp, så det kan man da kalde en halvgardering!