Det danske folketing er i fuld gang med at sælge vores nationale selvbestemmelse og arbejderrettigheder til nogle af verdens største og mest indflydelsesrige multinationale virksomheder. Lyder det voldsomt? Det kan jeg godt forstå, men det er desværre sandt.

Den meget omfattende handelsaftale mellem EU og Canada, som går under navnet CETA, er netop nu ved at blive ratificeret af EU’s medlemsstater (herunder Danmark), efter at den er godkendt i EU-systemet.

Vi må gå imod en aftale, som indfører en ny retstilstand, der i høj grad vil favorisere de største multinationale selskaber.

Den indeholder aftale om oprettelse af en række handelsdomstole – såkaldte voldgiftstribunaler, som står over både de danske domstole og EU-Domstolen.

Med den foreliggende aftale kan de virksomheder, der er store nok til at betale sagsomkostningerne ved at føre sager ved disse voldgiftstribunaler, sagsøge nationalstater (som eksempelvis Danmark) for milliarder af kroner, hvis disse stater skulle træffe demokratiske valg, der sætter fællesskabets interesser over de rige firmaers profit.

Det kan være lovgivning om forbrugerbeskyttelse, miljø- og naturbevaring, dyrebeskyttelse, arbejdsmiljølovgivning eller anden lovgivning, som lægger begrænsninger på det private marked - eksempelvis gennem regulering.

Et magtmiddel

Aftalen er naturligvis et voldsomt magtmiddel at lægge i hænderne på nogle virksomhedsmastodonter, som i forvejen er meget magtfulde og godt kan finde ud af at påvirke vores lovgivninger og trumfe deres interesser igennem med blandt andet store hære af lobbyister som virkemiddel.

Vi har allerede set mange skræmmende eksempler på den slags retssager: Tyskland er blevet sagsøgt af energivirksomheden Vattenfall, fordi landet efter katastrofe på det japanske Fukushima a-kraftværk besluttede at udfase atomkraftværkerne i Tyskland (som Vattenfall ejer nogle af).

Et andet eksempel er det canadiske energiselskab Lone Pine, som har sagsøgt den canadiske stat gennem et datterselskab i USA for at stoppe fracking i St. Lawrence Floden i Canada. Men det mest skræmmende er måske ikke engang muligheden for, at firmaer skal have fingrene ned i skattekassen, hver gang vi indfører lovgivning, som de mener kan være til skade for deres indtjeningsmuligheder.

Det mest bekymrende er, at man sagtens kan forestille sig, at vores folketingsmedlemmer vil holde op med at gennemføre nødvendig lovgivning, hvis Mærsk, Goldman-Sachs, Microsoft eller andre giganter kan true dem med voldsomme erstatningskrav.

Det sætter simpelthen lovgiverne, som bør repræsentere folkets interesser, under et helt urimeligt pres, som jeg er sikker på, at de af og til vil bukker under for – og så er det altså de rigeste og ikke de fleste, der bestemmer eksempelvis, hvilke arbejdsmiljøstandarder vi har.

Det vil betyde, at selv når forskning viser, at et stof er farligt, vil det være meget vanskeligt at få gennemført nødvendige ændringer i lovgivningen, som kan sikre, at flere kan holde til arbejdet frem til pensionsalderen. Altså en dybt reaktionær mekanisme, som vil forhindre naturlige fremskridt.

En ny retstilstand

Det her handler altså ikke om modsætninger mellem Canada og EU eller Canada og Danmark, men om at vi som arbejdstagere og it-professionelle må gå imod en aftale, som indfører en ny retstilstand, der i høj grad vil favorisere de største multinationale selskaber.

Denne aftale implementerer en fremskridtsfjendsk og bagstræberisk mekanisme og giver mulighed for at blokere for arbejdsmarkedslovgivning, som vil forbedre vores og andre lønmodtageres situation på arbejdsmarkedet.

Havde store virksomheder haft den slags magtmidler igennem hele den nyere historie, så var den nordiske velfærdsmodel nok aldrig blevet til noget.

Som arbejdstagere og it-professionelle må vi gå imod en aftale, som indfører en ny retstilstand, der i høj grad vil favorisere de største multinationale selskaber.

Lad mig give et eksempel: Vi har ret store problemer med stress i it-branchen og lige nu er vi ikke særligt godt beskyttet mod psykisk nedslidning på arbejdspladsen. Problemet på dette område bare vokser og vokser.

Hvis vores regering eller folketing nu beslutter at indføre lovgivning, som målrettet skal bekæmpe stress, så vil de virksomheder, som nu skal omstille sig til ikke længere at slide deres ansatte it-folk ned og gøre dem syge, faktisk kunne sagsøge den danske stat og kræve erstatning gennem CETA’s voldgiftstribunal (ICS-mekanisme) for den merudgift, de mener, loven medfører.

Hvis store virksomheder havde haft den slags magtmidler igennem hele den nyere historie, så var den nordiske velfærdsmodel nok aldrig blevet til noget.

Hvis du sidder tilbage og tænker, at det har du ikke lige fanget, så er der faktisk en helt naturlig forklaring på det. Tilhængerne af aftalen, som lige nu tæller V-LA-K-regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokraterne ønsker nemlig ikke at snakke om den.

Det forstår jeg egentlig godt, for den er ret svært at forklare, når man begynder at gå den efter i sømmene. Men jeg mener ikke, de skal have lov til at slippe afsted med at trække en så skadelig aftale ned over hovedet på os, uden at de får modstand hele vejen igennem.

Det mener jeg faktisk er vores pligt som aktivistisk fagforening, der tænker på vores medlemmers interesser.