I sidste uge trykkede den britiske regering på "start"-knappen og satte den endegyldige exit fra EU i gang. Dermed bliver muligheder og opgaver for den danske EU-modstand også ændret med ét slag.

Aldrig har vi haft så stort et potentiale at arbejde med.

Brexit åbner en dør på klem for os danskere, men det er os selv, der skal slå døren ind. Men som altid, når vi når en afgørende skillevej i historien, er der nogle, der vakler og skaber tvivl om vejen.

Er tiden moden til, at vi går i offensiven? Eller skulle vi hellere holde lav profil? Hvad er årsagerne til, at der kan blive stillet spørgsmålstegn ved dette?

Plan B-gruppen

1. Det er forudsigeligt, at nogle bliver bange for den mediehetz, der kører omkring Brexit. Dét at være tilhænger af exit fra EU bliver nærmest gjort synonymt med Marie Le Pen og nu også Trump i USA. "Unionen er vores eneste værn mod de højreekstreme", lyder moralen.

Ikke overraskende kunne hetzen aflæses i meningsmålingerne kort tid efter Brexit. Men det ændrer ikke ved det afgørende fakta: Der er i den danske befolkning en dyb strøm af modstand mod EU-integrationen.

Den er opbygget over årtier, men er vokset markant gennem de sidste 10 år, hvor EU for alvor har vist sit sande væsen. Den er især udpræget blandt unge, hvad der lover godt. Og den er funderet i den danske arbejderklasse og dennes kamp for at forsvare sine levevilkår.

Simpelt og helt legitimt. Uanset hvem der forsøger at tage patent på denne strømning.

2. For det andet er det en kendsgerning, at der er kræfter i EU-modstanden, der er uenige i en strategi for national løsrivelse fra EU.

Plan B-gruppen støtter ikke en national strategi for løsrivelse fra EU.

Den såkaldte Plan B-gruppe, der tæller en række europæiske venstrefløjspartier (blandt andre spanske Podemos, tyske Die Linke, græske Antarsya) holdt i februar en stor konference i København med Enhedslisten som vært.

På dette møde vedtoges et dokument: "Ti forslag til hvordan man bekæmper EU". I dette papir slår Plan B-gruppen fast, at man ikke støtter en national strategi for løsrivelse fra EU, men derimod skabelse af en "internationalistisk strategi og målsætning for en europæisk integration".

Der skal altså gøres op med storkapitalen, men indenfor EU's rammer.

Plan B-gruppen forventer, at den ægte modstand mod EU kan komme fra lande som Spanien, Portugal, Irland, Slovenien. Men papiret nævner ikke Brexit med et eneste ord. (socialistresistance.org 21. februar).

Hvis man følger en sådan strategi, er det klart, at man vil kaste sig over at stille forbedringsforslag til EU, gå i positiv dialog om de fem veje for Unionens fremtid, som Juncker netop har skitseret i EU-kommissionens nye hvidbog. Og gemme Brexit-klaphatten langt væk.

Offensiv for Daxit

Hvis vi ikke kaster alle disse bremseklodser af os og kommer i offensiven lige nu, så begår vi en fejl, der vil få fatale konsekvenser.

1. Valget står mellem "Ud af EU i kølvandet på briterne" eller "mere unionsintegration".

I praksis eksisterer den mellemvej, der hedder "mindre union", ikke. Hvis EU vælger at gennemføre "EU i flere hastigheder" med en opdeling mellem kernelande og periferilande, så er det EU-tilhængernes erklærede mål at føre os ind i kernen af Unionen.

Og selv hvis Danmark skulle blive et periferiland, så er det alene hastigheden, ikke retningen, der er ændret.

2. Hvis vi ikke vil lede bevægelsen for at komme ud af EU, så springer andre til. Skal DF og Nye Borgerlige virkelig have lov at fortolke danskernes dybe EU-modstand? Det bliver ikke noget kønt syn.

Nej, lad os komme i offensiven og tage fat på arbejdet med "Brexit-dagsordenen"!

Vi må i gang med at skabe den brede bevægelse, som kan bære Daxit igennem. 

Det skal gennemsyre komiteernes arbejde, det skal gennemsyre landsmødet i oktober 2017. Allerede nu er medierne fyldt med skræmmekampagne. 

Vi skal give svar på tilhængernes skræmmehistorier. Sagligt og ordentligt redegøre for, hvad dansk udtræden af EU i kølvandet på briternes exit vil betyde for industrien, landbruget, fiskeriet, eksporten, arbejdspladser, den offentlige sektor, for vores velfærd, for fagbevægelsen.

Og vi må sprede denne viden og debat til befolkningen bredt gennem folkelige møder og lokalt. I takt med at briternes vej ud bliver stadig mere konkret over de næste to år, kan vi skabe den nødvendige ro og gennemskuelighed. 

Desuden må vi nu i gang med at skabe den brede bevægelse, som kan bære Daxit igennem. I betragtning af, at vi står overfor, hvad der kan blive "the final game", så skal vi også turde satse på det organisatoriske plan.

Folkebevægelsen og dens komiteer skal tage initiativ til at bygge den brede bevægelse op på en konkret politisk platform. To oplagte elementer i en sådan platform kunne være:

Kravet om en folkeafstemning i Danmark om EU-medlemskabet senest et år efter briternes faktiske udtræden.

Samt et krav om at ja- og nej-siden får tildelt lige mange ressourcer til at føre kampagne for. 

Ud fra denne politiske platform skal vi samle en bred personkreds, der repræsenterer alle dele af den almindelige befolkning på tværs af politiske skel, alder, geografi, samt branche/erhverv.

Det er en opgave, vi er lykkedes med før, for eksempel i "euro-nej-kampagnen". 

Nogle indvender, at det er blevet sværere at få borgerlige med i modstanden. Det er ikke vores erfaring her på Djursland. Tværtimod. Jeg tror, det er et problem, vi i så fald har pålagt os selv, og som vi forholdsvis hurtigt kan krænge os ud af igen.

For aldrig har så mange vælgere over hele det partipolitiske spekter været så hjemløse med deres EU-modstand som i dag.