24. april er fire-årsdagen for international beklædningsindustris værste katastrofe, Rana Plaza-bygningens kollaps i Bangladesh. Ulykken kostede mere end 1100 menneskeliv og lemlæstede mange flere. Ulykken er den største katastrofe i tekstilindustriens tohundredårige historie. Den kunne have været undgået. Det skete ikke.

Fire år efter katastrofen fængsles tekstilarbejdere i Bangladesh, som vi arbejder sammen med, fordi de kræver ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Tøjindustrien er flyttet fra Danmark, men erfaringerne er ikke flyttet med. Arbejderne var blevet evakueret dagen før sammenstyrtningen. De var rædselsslagne for at gå ind i den ulovligt opførte otte-etagers bygning med alvorlige revner i betonkonstruktionen. 

Hvis arbejderne havde kendt deres rettigheder og haft et sammenhold, var de ikke gået ind. Det er en menneskeret at sige nej til at udsætte sig selv for overhængende fare. Det kunne have reddet deres liv.

Arbejdsgiverne tillod ikke, at de organiserede sig i en fagforening. Modebranchen i den rige verden stillede ikke krav til produktionsforholdene. For dem var den billige pris det vigtigste. Efter katastrofen i 2013 burde det kun kunne gå fremad. Men forholdene i Bangladesh' tøjindustri er stadig langt fra i orden.

Stadig kritisable forhold

På et-års dagen for katastrofen skrev Ugebrevet Mandag Morgen, at der "kun er sket marginale forbedringer af sikkerhedsforholdene". Og hvor vagthundsorganisationen DanWatch havde håbet på et vendepunkt i den globale mode- og tekstilindustris ageren, måtte de for et år siden konkludere, at "der er en enorm modsætning mellem de fine ord i de vestlige virksomheders CSR-rapporter og den barske virkelighed på de asiatiske fabrikker, hvor dagens orden stadig omfatter underbetaling, vold og fyringstrusler mod gravide og fagligt organiserede."

DanWatch berettede på to-årsdagen i 2015 i rapporten "Den tabte tråd", at syerskerne i Bangladesh stadig venter på forbedringer.

I disse uger, næsten fire år efter katastrofen fængsles tekstilarbejdere i Bangladesh, som vi arbejder sammen med i 3F-Silkeborg, fordi de kræver ordentlige løn- og arbejdsforhold.

EU bør forlange ordentlige forhold for ansatte for den toldfri adgang til det europæiske marked. Det er langt hen ad vejen EU, der har musklerne til at presse regeringen og producenterne i Bangladesh.

Den danske regering har bevilget 25 millioner til ILO og en opfordring til danske virksomheder om at holde bedre øje med deres leverandører i Bangladesh. Desuden har den danske ambassade støttet arbejdet med opbygning af fagforeninger og været kritiske overfor fængslingerne.

Tøjfirmaernes ansvar

Danmarks udviklingsbistand bør ændres, så den bliver endnu mere rettighedsbaseret og skarpere end erhvervslivets vævende CSR-indsats. Udviklingsbistanden bør støtte, at alle arbejdere har ret til stærke og uafhængige fagforeninger.

Det er dog vigtigst at tøjfirmaerne sikrer, at deres leverandører respekterer faglige rettigheder – ikke kun når der er fotografer og journalister i hælene på dem.

Dansk tekstilindustri vokser. Det gør deres indtjening også. Alligevel presser de store tøj-koncerner og modefirmaer priserne, og tager ikke ansvar for arbejderne. Alt for længe har de sat kikkerten for det blinde øje via deres audits og certificeringer. 

Bangladesh er stadig verdens billige tøjproducent, og forholdene er stadig uacceptable.

Rana Plaza var en skandale, og den øges år for år, hvis ikke de mange fine ord og hensigter omsættes til handling.

Underskrevet af Knud Østergaard, formand for 3F-Silkeborgs Internationale Udvalg - Jørgen Madsen, formand for Arbejdernes Internationale Forum i Silkeborg -Jens Svenningsen formand for 3F Silkeborg - Tonny Holmgård Nielsen, Peter Fisker, Niels Juelsbak, Mariann Bloch, Jørgen Due og Christian Juhl - alle medlemmer af 3F Silkeborgs Internationale Udvalg.