Som det nok er de fleste bekendt, har det private arbejdsmarked lige afsluttet en overenskomstforhandling for de kommende tre år frem til 1. marts 2020. Det sker jo med jævne mellemrum, og de sidste to til tre overenskomster er blevet forhandlet i skyggen af den såkaldte krise.

Arbejderklassen i EU bliver sat op i mod hinanden i en arena, hvor vi bekæmper hinanden, mens overklassen  begejstret ser til.

Der er ingen tvivl om, at tingene bremsede op, da sammenbruddet i økonomien var en realitet i efteråret 2008. Her så vi, at østudvidelsen og arbejdere fra de nye EU-lande havde vundet indpas på dele af arbejdsmarkedet, og at der var en historisk lav arbejdsløshedsprocent. Bekymringerne var dengang, hvem der måtte luske hjem med en fyreseddel i lommen.

Det viste sig, at der var et fald i østarbejderbeskæftigelsen, men arbejdsgiverne havde fundet ud af fordele ved arbejdere, der ikke kendte deres rettigheder.

Uofficielle tal siger omkring 100.000 ikke-danske statsborgere, der ernærer sig ved beskæftigelse i Danmark. Det er der ikke noget grundlæggende forkert i. Det bliver først problematisk, fordi der i det nuværende EU er forskel på danske lønninger og lønninger i Østeuropa og til dels Sydeuropa og det manglende sociale sikkerhedsnet i disse lande.

Det betyder, at den eneste mulighed for overlevelse er at lade arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed føre en til lande og regioner med arbejde og højere lønninger.

Østarbejderen er i første omgang kun interesseret i et arbejde, og hvis han kan tjene 80 kroner i timen er det tre gange så meget, som han vilel kunne tjene i Rumænien. Det er for ham en fyrstelig løn. 

Kyniske arbejdsgivere har siden østudvidelsen udnyttet disse mennesker til at arbejde under overenskomstens tariffer i et tempo, der er opslidende og arbejdsmiljø, der er ikke eksisterende. Kort sagt social dumping.

Den usynlige undertrykkelse

Men vi ser det ikke. Når vi afleverer vores børn i en ren daginstitution eller skole, tænker vi ikke over, at det er en arbejder, der selv har forladt sine egne børn for at forsørge dem, og må forlade det gennem længere tid for at få et arbejde om natten med rengøring. Her er gerne sat for lidt tid af til arbejdet, og der betales ikke nattakst, da arbejdsgiveren er "flink", og medarbejder selv må bestemme, hvornår der arbejdes,  bare ikke i institutionens åbningstid.

Vi ser det ikke, når vi åbner vore morgenavis. Den er jo ikke kommet af sig selv. Her arbejder 5-6000 bude. Lønnen er styrtdykket til overenskomstens mindstebetaling. I mange tilfælde under overenskomstens betaling, da tempoet er opskruet. Over 90 procent af de beskæftigede i den branche er fra Østeuropa.

Vi ser det ikke, når vi tager varer ned af hylderne i supermarkedet eller på byggemarkedet: at der er social dumping på landevejene, og chaufførkollegaer fra Østeuropa sidder og rådner op på parkeringspladser uden at komme til deres hjemland eller se deres familie i halve år, men hutler sig igennem med en løn, der ikke giver afkast til et dagligt måltid på et cafeteria og et bad.

Vi ser det ikke, når vi om kort tid lader os transportere gennem byen af letbanen. Et offentligt arbejde der skal i udbud i EU. Bestemt via vort medlemskab af EU. Licitationen vundet af Italienske entreprenører og underentreprenører, der har forbindelse med mafiaen. Medarbejdere, der ikke tør vidne i arbejdsretten om, at de er blevet snydt. Truet til tavshed. Vil her lige minde om grundlovens paragraf 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres".

Vi ser det ikke, når havnearbejdere i de store havnebyer kæmper mod, at EU vil anerkende at skibe selv medbringer arbejdskraft, der losser og laster skibe i havnen på løn- og arbejdsforhold alt efter hvilken klud skibsrederen har hængt op agter i skibet. Dermed undergraver EU de nationale overenskomster og aftalerettigheder på havne i EU.

Vi ser det ikke, når et supersygehus står færdigt og kan tage mod patienter. En del af arbejdet er udført af arbejdskraft, der er villig til at arbejde til og under tariffen. Hovedentreprenører tager underentreprenører uden at stille krav til virksomheden om løn- og arbejdsforhold og dermed social dumping.

Men vi ved det godt at det sker!  Derfor har kravene til overenskomsten de sidste tre til fire gange gange også koncentret sig om kampen mod resultaterne af social dumping. Dette år var det for specielt byggebranchen et krav om kædeansvar, der var centralt.

Kædeansvar vil betyde, at man kan gå efter hovedentrepenøren på alt arbejde, der er under ham. At han økonomisk hænges op på snyd på arbejde, der videregives.

Mange havde håbet på en opgør med arbejdsgiverne og et slag til de gule kollegaer. 

Dette krav afviste arbejdsgiversiden, og man kan have sine tanker om hvorfor, men hvis man fik et kædeansvar kunne alle give tilbud på samme vilkår. Det var så kun dygtighed man konkurrerede på og ikke på evnen til at snyde med lønninger og arbejdsvilkår.

Resultatet blev som bekendt ikke et kædeansvar, men en beskeden lønstigning, en konto til fritvalg og en indrømmelse til arbejdsgiversiden om udvidet ret til at forlange udvidet arbejdstid op til 42 timer om ugen.

Det passer som fod i hose til udstationerede arbejdere, der således kan arbejde længe i løbet af arbejdsugen og afspadsere når de kommer hjem.

Resultatet blev et dundrende nej blandt andet fra 3F´s medlemsskare, men som samlet blev stemt igennem. Folk var blevet besnakket til, at der skulle holdes igen i de forrige overenskomster, og nu havde vi set en udvikling i samfundet, hvor de rige blev rigere og de dermed fattige fattigere. Gabet er simpelthen blevet større. Mange havde håbet på en opgør med arbejdsgiverne og et slag til de gule kollegaer. En konflikt kunne have udviklet sig, men det blev det ikke, og derfor er skuffelsen stor i medlemsskaren.

Vi har internt i fagbevægelsen en kamp om at turde tale om EU og om årsag og virkning. Hvis vi holder kritikken af EU ude af organisationen er vi med til at sprede fagforeningslede og dermed kan vi ikke tage de rigtige beslutningerpå grund af følgagtighed overfor det afgørende, nemlig Danmarks medlemskab af EU.

EU og Grundloven

Hvad har det med grundloven at gøre? Jo, i den danske grundlovs pragraf 75 står der: "Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse".

EU og arbejdskraftens frie bevægelighed, som skaber social dumping, er jo ikke ligefrem med til at "betrygge hans tilværelse". Nærmere det modsatte.

Der står også: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder".

Når så regeringen og Folketinget forringer dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, pensioner medvidere, er det med til at skabe en voldsom utryghed, som vi ikke længe har oplevet.

Vi ser, at der er politiske vinde, der peger på symptomerne som problemet. Den østeuropæiske chaufførkollega er problemet. Han snyder og er fuld! Romaer er et problem for hjemløse i Danmark. Muslimer er problemet og så videre.

Arbejderklassen i EU bliver sat op i mod hinanden i en arena, hvor vi er gladiatorer, der bekæmper hinanden, mens overklassen  begejstret ser til og for eksempel kommer med racistiske tilråb.

Det må ikke ske. Symptomer på et problem må aldrig blive målet for løsningen af et problem. Problemets rod: - nedskæringer i arbejderklassens rettigheder og social dumping - skal bekæmpes ved ondets rod, nemlig i det nuværende Folketing og mod EU.

EU er ikke en del af løsningen, men er selve problemet.

Den britiske befolkning fik nok af EU. EU har ikke løst nogen af de basale problemer for den britiske befolkning. De har derfor stemt sig ud. Og når nu døren er åben, så er det da nærværende at spørge den danske befolkning om vores medlemskab af EU. En debat og afstemning om vores tilknytning til EU. Jeg vil argumentere for et DAXIT.

Fortsat god grundlovsdag og god kamp for en afstemning om DAXIT.   

Talen blev holdt den 5. juni på Folkebevægelsen mod EU's grundlovsmøde i Aarhus.