I Arbejderen torsdag den 15. juni har Keld Lund Andersen stillet et spørgsmål henvendt direkte til mig – "Har partiet altid ret"? Det har relation til en studieaften afholdt af KPiD om strategi og taktik for et kommunistisk parti. I annoncen var der en række underpunkter, som tilsammen havde emner nok til en mindre sommerlejr.

Tesen om, at partiet altid har ret, overført til den kommunistiske bevægelses historie, er lidt af et paradoks.

Det er dejligt, at Arbejderen har årvågne læsere ikke kun om avisens politiske stof men også dens annoncer.

Når det er sagt, er spørgsmålet uhyre relevant, fordi der er og altid har været forskellige opfattelser og fortolkninger af udtrykket om, at "Partiet har altid ret".

Debat, beslutning, handling

Begrebet har sammenhæng med et kommunistisk partis organisationsform – den demokratiske centralisme – hvor medlemsdemokrati er et hovedprincip.

De politiske diskussioner foregår "nedefra" og op. Et kommunistisk partis opbygning med ovennævnte organisationsprincip er en meget høj form for demokratiforståelse.

Dette princip skal sikre, at alle har pligt og mulighed for at diskutere de aktuelle spørgsmål og derefter træffe beslutning og handle. Det er det demokratiske islæt, at flertallets opfattelse er den, som man går videre med. Rejser der sig nye spørgsmål undervejs, hvad ofte sker, så drøfter man det – i fællesskab – og træffer eventuelt nye beslutninger.

Når det er sagt, er tesen om, at partiet altid har ret, overført til den kommunistiske bevægelses historie lidt af et paradoks. Det kommer blandt til syne som en modsætning mellem "ønsketænkning" og "faktatænkning". Eller mellem argumentation og besværgelse. Eller mellem klar analyse og taburædsel.

Disse modsætninger og deres mange fremtrædelsesformer kender den danske og den internationale kommunistiske bevægelse uhyggeligt meget til. Kommunister har deres personlige præferencer, og oplever ofte disse som kendsgerninger, ligesom de falske illusioner, som man ikke tør tage stilling til og afvise.

Et andet eksempel kan være de fejlvurderinger, som man ængstes for ikke at kunne undvære og derfor heller ikke tør afvise. Livsløgnene ændrer sig og har deres egen dialektik, der kan forandres år for år, uge for uge, dag for dag.

Det klassiske eksempel

Det mest kendte historiske eksempel er spørgsmålet om Stalin. Da han levede, og da han var død. Det overmenneskelige geni den ene dag og den umenneskelige forbryder den næste. Først guddommelig - så massemorder.

Hvad kritikløs og ukontrolleret tillid fører til, har vi tragiske erfaringer med i den kommunistiske bevægelse.

Han var hverken det ene eller det andet. Han var et menneske med mange og voldsomme modsætninger. Disse modsætninger var ikke blot mennesket Stalins livsbetingelser, men en afspejling af situationen i 1930`erne i Sovjetunionen og internationalt.

Man kan ikke forklare Sovjetunionens Kommunistiske Partis og dermed Stalins foreteelser på godt og ondt ved at sætte dem i relation til et enkelt menneskes personlige beskaffenhed.

Vil man forstå disse livsbetingelser, må man søge ind til det væsentlige bag deres fremtrædelsesformer.

Personkult var og er ikke acceptabel. Det er ynkeligt at læse, at på en enkelt dag i 1956 kunne næsten alle kommunistiske partier og kommunister i mange lande forbande, hvad de dagen før tilbad. Fordi partiet, der altid har ret, befalede.

Samling af kommunisterne

Ligesom man i dag her i landet har kommunistiske partier, som i bund og grund ikke er mere end partifragmenter, hvor man agerer i partiopbygning og politiske tiltag, som om man var Danmarks Kommunistiske Parti i 1970`erne, selvom man er for små til at kunne overkomme alle et partis almindelige funktioner – men partiet har altid ret.

Man må skaffe sig informationer og drage slutninger. Skønmaleri og tildækning af virkeligheden ikke er vejen frem. 

Her er vi kommet til en modsætning, som er den mest alvorlige. Den usandhed, der er indkapslet i parolen om, at partiet altid har ret. Kommunister og andre bør stille tilværelsens debet mod dens kredit. Saldoen kan og skal analyseres, ikke mindst i spørgsmålet om, hvordan den kommunistiske bevægelse i Danmark kommer videre.

Samling af KP og KPiD som en begyndelse er en forudsætning for at skabe en stærkere og mere synlig kommunistisk bevægelse her i landet.

Derfor må man skaffe sig informationer og drage slutninger. Hvis man gør det, vil man nå den konklusion, at skønmaleri og tildækning af virkeligheden ikke er vejen frem. Vi har derimod mere brug for at erkende, at en samling af kommunisterne skal gøre op med de uholdbare drømme og illusioner, der desværre stadig findes hos nogle kommunister i begge partier.

Det er vores pligt ikke mindst for dem, som kommer efter os. Der er en del, der skal bringes i orden i den danske kommunistiske bevægelse. Det kræver dristighed og omtanke. Der er en modsætning mellem tillid og mistillid. Kommunister må tilegne sig den tanke – og handle derefter – at de forudsætter og betinger hinanden. Hvad kritikløs og ukontrolleret tillid fører til, har vi tragiske erfaringer med både i den danske og den internationale kommunistiske bevægelse.