Borgerlige kommentatorer er forvirrede med hensyn til Trump. I Politiken hedder det således på lederplads: "Den amerikanske præsident er uforudsigelig, ofte rablende og kun sjældent konsistent".

Trump spreder fjendskab til etniske og religiøse befolkningsgrupper, mens det hvide, kristne Amerikas storhed dyrkes.

Med en marxistisk analyse spredes tågeskyerne, og på baggrund af en sådan giver den amerikanske marxist John Bellamy Foster hans politik stemplet neofascisme. I en artikel i tidsskriftet Monthly Review, som han er medredaktør for, drager han paralleller mellem Trumps Amerika og udviklingen i Tyskland og Italien efter Første Verdenskrig.

Paralleller til Tyskland

Og paralleller er der ganske mange af. USA er som tyvernes og tredivernes Tyskland ramt af krise. Den er følgen af vedvarende økonomisk stagnation. Godt nok har monopolkapitalen styrket sig gennem globalisering, men det har svækket øvrige dele af samfundet. Ramt er især den lavere middelklasse og dele af arbejderklassen, og her er skabt en folkelig basis for bevægelsen mod højre.

Trump lover arbejderklassen jobs og fremgang, mens dens faglige organisationer bekæmpes. Han raser mod "eliten", men har stærke bånd til den egentlige elite, monopolkapitalen. Han spreder fjendskab til etniske og religiøse befolkningsgrupper, mens det hvide, kristne Amerikas storhed dyrkes. Han vil kontrollere retssystemet, ensrette pressen og lader hånt om internationale aftaler, og han satser voldsomt på opbygning af militær og infrastruktur.

Naturligvis er der også forskelle, især med hensyn til hvilket trin, udviklingen har nået. I 1930'ernes fascistiske lande opnåede lederen en samling af al magt i sin hånd. Der foregik en vidtgående ensretning af befolkningen og en eliminering af modstandere.

Godt nok kan USA's præsident egenhændigt sende landet i krig og til dels lovgive via dekreter, men hverken de lovgivende forsamlinger eller domstolene er sat ud af spillet. Der er heller ingen stormtropper i gaderne, og der står ikke en organiseret politisk bevægelse bag Trump.

Neofascisme?

Det er derfor ikke til at vide, i hvilket omfang det er muligt for Trump og hans støtter at ændre det amerikanske samfund i den beskrevne retning. 

Ikke desto mindre, lighederne er stærke, og Foster når til det resultat, at den korrekte betegnelse for Trumps politik er neofascisme.

Han konstaterer imidlertid en konsensus, der går fra højrefløjen og langt ind i venstrefløjen med hensyn til at undgå at referere til Trumps politik som fascistisk eller beslægtet med fascismen. Meget anvendt er ordet højrepopulisme. Denne betegnelse bruges også om en række lignende bevægelser i Europa. Foster nævner Frankrigs Nationale Front, Hollands Frihedsparti og Sverigedemokraterne. Herhjemme har vi Dansk Folkeparti. 

I en anden artikel: "Dette er ikke populisme" ser Foster nærmere på ordet populisme. Ordet refererer til noget med folket (populus på latin) og er derudover "uden egentligt indhold" specielt i klassemæssig henseende.

Han ser det som en eufemisme (forskønnende omskrivning) for "bevægelser af en fascistisk type". (Et tilsvarende eksempel er den blandt borgerlige skribenter udbredte brug af ordet "totalitær" til at karakterisere samfund, der både kan være fascistiske og socialistiske).

Desværre kommer han ikke nærmere ind på vor tids europæiske, politiske udvikling på højrefløjen, ud over at han konstaterer lighederne med den amerikanske. 

https://monthlyreview.org/2017/04/01/neofascism-in-the-white-house/ 
https://monthlyreview.org/2017/06/01/this-is-not-populism/