Især de imperialistiske medier i USA er yderst fjendtlige overfor Maduro-regeringen. De håber, at den vil blive styrtet af masseprotester eller af et militærkup, som USAs regering straks ville støtte.

Trump truer i sit krigeriske overmod med militær intervention, selv om et egentligt militært angreb ikke er sandsynligt. Uanset realiteterne bag Trumps trusler, så må vi helt uforbeholdent stå på det truede Venezuelas side.

I tilfælde af imperialistisk aggression må enhver revolutionær gå imod både den og de reaktionære kræfter, som utvivlsomt ville støtte en invasion. 

Verdens arbejderbevægelse og den antiimperialistiske bevægelse må have fuld opmærksomhed på situationen og forberede sig på de mest uberegnelige handlinger fra Washington og må reagere med international strejke og boykot af USA i tilfælde af åben militær aggression.

Der er al grund til stærk kritik og ingen politisk støtte til Maduros regime, som ikke har noget som helst at gøre med socialisme. Det er derimod et småborgerligt bonapartistisk regime som dominerer en kapitalistisk stat.

Regimet er i stigende grad anti-demokratisk, som det for eksempel ses af afstemningen til en "forfatningsforsamling", hvis funktion er at sætte det valgte parlament ud af kraft. Den seneste blokering af fagforeningsvalg og mod strejkeretten viser at regimet er direkte fjendtligt overfor arbejdernes rettigheder og overfor arbejdermagt. 

Men en ting er at Maduros regime er borgerligt. Oppositionen har en proimperialistisk karakter. Dens massebevægelse har intet progressivt indhold, men er helt igennem reaktionær.

Der er forslag om en forhandlingsgruppe bestående af  USA, Cuba, Colombia og Rusland. De skulle så angiveligt forhandle et kompromis mellem Maduro og den reaktionære proimperialistiske opposition frem til næste års præsidentvalg.

Det forslag skal ikke støttes. Det indeholder intet progressivt for de folkelige masser. Den reaktionære, proimperialistiske højreopposition skal bekæmpes uden at støtte det småborgerlige bonapartistiske regime.

I tilfælde af imperialistisk militær aggression må enhver revolutionær gå imod både den og de reaktionære venezuelanske kræfter, som utvivlsomt ville støtte en invasion.

Opgaven er ikke at give politisk støtte til regimet eller dets eventuelle forhandlede kompromis med reaktionen, men at foreslå det eneste ægte alternativ til den katastrofale situation i Venezuela: arbejdernes uafhængige organisering, oprettelse af arbejder - og folkelige råd, deres demokratiske centralisering i et centralt delegeret råd.

Det er hovedtræk i kampen for den revolutionære magtovertagelse og begyndelsen til en virkelig overgang til socialismen i alliance med Latinamerikas arbejdere og folkelige masser.