Til næste år skal vi, lønmodtagere i den offentlige sektor, forhandle vores overenskomst. Over de sidste mange måneder har pædagogerne i det ganske land diskuteret hvilke krav og ønsker, vi har til resultatet. 

Hvorfor skal lønmodtagerne alene betale for politikernes fejlslagne reformer? 

To ting går igen: Ønsket om en højere løn og ønsket om et bedre arbejdsmiljø. 

Pædagogerne bekymrer sig i høj grad om, hvorvidt de nu også kan holde til at være så længe på arbejdsmarkedet, som tilbagetrækningsreformen kræver af dem. De er bekymrede for, om de går ned med stress, når effektiviseringer og besparelser rammer deres arbejdsplads endnu engang, og arbejdstempoet skrues endnu højere op. De bekymrer sig også om, hvorvidt der er et sikkerhedsnet, der griber dem, hvis de får en arbejdsskade eller bliver ramt af sygdom? Og de ønsker sig brændende, at vi som fagforeninger skal finde holdbare løsninger.

Principielt mener jeg, at det er en god idé, at vi som fagforeninger tager et ansvar for at skubbe på samfundsudviklingen i en lønmodtagerretning, da vi ikke kan forvente, politikerne gør det af sig selv. Vi har igennem årtiers overenskomster sikret ikke bare en lønudvikling, men også tryghed i jobbet og mere frihed til at være sammen med vores familie og gode venner. Vores samfundsmodel har, trods dommedagsprofetier fra højrefløjen i folketinget og liberalistiske meningsdannere, sikret Danmark et stabilt og velfungerende samfund i vækst og velstand.

Men de senere år er en interessekonflikt i vores samfund blevet tydeligere og tydeligere. Mens fagforeningerne med overenskomstsystemet i hånden har insisteret på at finde løsninger, virker det til, at Christiansborgs utallige regnedrenge ikke har lært på deres lange fine uddannelser, hvilke byggesten Danmark egentligt er bygget på. Dagpengereformen, fjernelse af efterlønnen, kontanthjælpsloftet, tilbagetrækningsreformen og den utrolig stramme budgetlov i kommunerne presser danske lønmodtagere maximalt og resultatet er et arbejdsmarkedet, der er på vej til knække. Sygefravær koster årligt samfundet milliarder. De alvorlige arbejdsulykkerne stiger i visse brancher. Læger står frem og fortæller, at vores sygedagpengesystem gør flere syge, og i mit eget fag fortæller folk, at de tier om de forhold, de arbejder under af frygt for at blive fyret.

I dag tager fagbevægelsen et meget stort samfundsansvar. Det gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Det gør vi for vores kollegaers skyld - men har vi nået grænsen for, hvor meget vi skal rydde op efter de uigennemtænkte reformer på arbejdsmarkedet, der har hærget vores samfund de sidste 15 år? Hvordan presser vi i fagbevægelsen bedst muligt politikerne til at tage beslutninger, der understøtter lønmodtagerne i Danmark? 

Det spørgsmål, tror jeg, vi bliver nødt til at spørge os selv om op til OK 18. For hvorfor skal lønmodtagerne alene betale for politikernes fejlslagne reformer?