Venstre eller "Venstre, Danmarks liberale parti", som det også kaldes, fik regeringsmagten i 2001, hvor Anders Fog Rasmussen blev statsminister. Det kan ikke undre nogen, at partiet har ført liberal politik også på det sociale område.

Der skal helt andre boller på suppen, hvis vi igen skal have en anstændig socialpolitik her i landet. 

Det har betydet, at sociallovgivningen har ændret sig. Bistandsloven, som blev afskaffet allerede i 1998, hvilede på et "gammeldags" socialdemokratisk menneskesyn og tankegang,

Det gjorde de nye love, der erstattede den, ikke, for også Socialdemokratiet har ændret sig i nyliberalistisk retning. Om man kalder det liberal eller nyliberal er ligegyldigt, forskellen er den samme, men man kan sige, at for eksempel i EU har de ført en udpræget nyliberal politik. 

Socialdemokratiets udvkling

Hvad er så forskellen på socialdemokratisk socialpolitik og liberal socialpolitik? Den nu hedengangne bistandslov, som blev vedtaget i 1974, trådte i kraft i 1976  og blev afløst af tre andre love i 1998, gik ud fra det princip, at man skulle erstatte et indkomstbortfald, det vil sige, at man nogenlunde skulle kunne opretholde sit leveniveau, indtil man fik en indtægt igen.

Socialkommissionen, som blev nedsat i 1960'erne havde lavet omfattende undersøgelser, og man havde fundet ud af, at mange kun modtog socialhjælp i en kortere periode, cirka tre måneder, og at det var vigtigt at forebygge en social deroute.

Derfor skulle man give en forholdsvis høj økonomisk støtte og samtidig hjælp fra socialforvaltningen, så man kunne komme videre med sit liv. Det kunne eksempelvis være hjælp til uddannelse og revalidering, hvis man ikke umiddelbart kunne komme i arbejde.

Målet er med partiets egne ord, frihed, lighed og solidaritet – for alle. Alle mennesker er ligeværdige og alle mennesker kan have brug for en hjælpende hånd, hvis man i en periode ikke er i stand til at klare sig selv. Man kunne kalde det et solidarisk menneskesyn, der bygger på lighedstanken. 

Det liberale menneskesyn

Det liberale menneskesyn er helt anderledes. Det enkelte menneske skal klare sig selv, og kan man ikke det, er det bare for dårligt. De liberale går også ind for frihed, men det er først og fremmest de stærkes ret, der er i højsædet.

Offentlig hjælp skal om ikke helt afskaffes, så i det mindste beskæres til et minimum. Det enkelte menneske er selv ansvarligt for sit liv, også økonomisk. Mottoet er: klar dig selv og lig ikke det offentlige til byrde.

Når man har haft en borgerlig liberal regering i længere tid, kan det ikke undgå at sætte sine dybe spor. Der er sket ændringer og stramninger på alle sociale ydelser, og vi er kommet et skridt nærmere minimalstaten.

Socialdemokratiet havde ganske vist regeringsmagten fra 2011-2015 med Helle Thorning Schmidt som statsminister, men der blev ikke ført socialdemokratisk politik. Tværtimod fortsatte nedskæringerne for fuld styrke.

Kort efter sin tiltrædelse tog Helle Thorning ned til EU-kommissionen i Berlin, hvor hun underskrev Finanspagten, som binder den årlige finanslov til store besparelser på forskellige sociale ydelser, herunder især pensioner. 

Aftalen er for bestandig og den danske finanslov skal forhåndsgodkendes af kommissionen før den vedtages. Kort efter fik hun også folkepensionsalderen sat gradvist op, så dem, der er unge i dag først kan se frem til en folkepension, når de er langt over 70 år.

Det var også i hendes regeringstid, at det statsejede energiselskab Dong blev solgt til Goldmann Sachs. Det var i allerhøjeste grad en nyliberalistisk politik, der blev ført med en endnu hårdere kurs end det liberale Venstre. 

Ledelsesmetoder i det offentlige

Nyliberale ledelsesmetoder er også blevet indført i det offentlige. New Public Management (NPM) går ud på, at man skal lede det offentlige på samme måde som en privat virksomhed. Man går op i procenter og tal og kontrol og sætter mål på produktiviteten.

Venstre og de øvrige borgerlige partier hævder frejdigt, at man både kan få mere velfærd og skattelettelser.

Det er efter min mening helt forfejlet, da formålet med en privat virksomhed er den størst mulige fortjeneste, mens formålet med det offentlige er at administrere en lovgivning og yde service til borgerne.

Den slags ledelsesmetoder havde stor succes i bilindustrien i 1920’erne, men i industrien er man ved at gå væk fra det igen, fordi man har fundet ud af, at det er bedre at samarbejde i grupper i stedet for.

Jeg husker, da jeg for cirka 10 år siden arbejdede på Jobcentret i Vejle. En ny socialchef trådte til og erklærede, at det vigtigste i vores arbejde var at overholde tidsfristerne i lovgivningen, så kommunen kunne få mest mulig refusion fra staten, og at han kun kunne acceptere en fejlprocent på, jeg tror det var otte procent.

Jeg vil mene, at det vigtigste ved socialrådgiveres arbejde er at lave socialt arbejde, og at man ikke må lave fejl, da det er menneskers liv det drejer sig om, og man skal overholde lovgivningen. 

Er der håb?

Politikerne er godt klar over, at den danske velfærdsmodel er populær hos vælgerne, og derfor skjules nedskæringspolitikken, når der er valgkamp.

Venstre og de øvrige borgerlige partier hævder frejdigt, at man både kan få mere velfærd og skattelettelser.

Dansk Folkeparti taler meget om at gøre noget for de ældre, samtidig med at de stemmer for alle sociale besparelser både lokalt og i Folketinget.

Socialdemokratiet følger EU’s nyliberalistiske nedskæringspolitik til mindste detalje. Der skal derfor helt andre boller på suppen, hvis vi igen skal have en anstændig socialpolitik her i landet.