Vi læste med stor begejstring jeres indlæg i Information forleden.

Alle skal vi løbe stærkere, dokumentere mere, og alle oplever vi mindre tid til at skabe kvalitet i det, vi foretager os.

De af os, der i vores virke i Københavns Kommune enten har direkte kontakt med jeres jobcenter, eller som arbejder med borgere som har, ved godt hvilke absurde og forrykte forhold I arbejder under og har gjort alt for længe.

Og er der noget, vi som pædagoger kan genkende, så er det den ubehagelige følelse, man får i maven, når man går hjem fra arbejdet og godt ved, at de drømme om at hjælpe, der lå til grund for, at man tog sin uddannelse, og de ønsker om at gøre en forskel, der gjorde, at man valgte netop dette arbejde, ikke længere eksisterer i det man foretager sig i andet end små glimt.

Det er opslidende både fagligt og menneskeligt.

Men vi ved også, hvilket mod det kræver at rejse sig og sige stop. At fortælle om den virkelighed man er i. At fortælle hvad det er, man oplever i en hverdag, hvor tidsrammer, tvungne opgaver, retningslinjer osv. spiser al den tid, man burde bruge på at hjælpe folk i stedet. Derfor vil vi gerne rose jer. For I gjorde det. Koste hvad det koste måtte. I tog ordet og sagde stop. I fortalte, hvad I følte, og I gik forrest.

For det fortjener I hyldest og støtte!

For vi er i en tid, hvor vi alle bliver presset til det yderste. Fra pædagogerne på handicap og psykiatri til socialrådgiverne i jobcentrene og i børn- og unge afdelingerne, til sosu'erne i hjemmeplejen og sygeplejerskerne på hospitalerne. Alle skal vi løbe stærkere, dokumentere mere, og alle oplever vi mindre tid til at skabe kvalitet i det, vi foretager os.

Og derfor må vi stå sammen, bakke hinanden op og danne fælles front. For sammen er vi stærkere.

Bedste hilsner fra
bestyrelsen for Specialområdet i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger.