Der er brug for at skabe klarhed over, hvad det er der foregår i arbejderbevægelsen og dens partier.

Monopolerne har opnået det de gerne ville: at lamme enhver reel opposition til EU-politikken og den fortsatte nedskæringspolitik.

Imperialismen afføder "dominans-former", fordi monopolerne ønsker uindskrænket magt. Det påvirker også arbejderbevægelsen og dynamikken mellem dens partier.

Socialdemokratiets og fagbevægelsens samarbejdslinje betyder, at hovedparten af arbejderklassen er underlagt EU´s og monopolernes diktater.

Fagbevægelsen

Det paradoksale er, at de socialdemokratisk dominerede fagforeninger beklager medlemsflugten til de gule organisationer, men de ønsker ikke at ændre på forholdet til deres parti; så hellere acceptere medlemsflugten.

Det er ikke løse påstande, men en udvikling jeg har fulgt siden fagbevægelsen accepterede vores EU-medlemskab i løbet af 1980´erne. Det har medført en ensretning og afvikling af demokratiet i fagbevægelsen.

I Dansk Metal, som er mit forbund, har man for eksempel indført arvefølge. Den, der udpeges som næstformand, overtager automatisk posten som forbundsformand, når tiden er inde.

Flertallet af forbund er fuldstændig topstyrede, og der er ingen reel debat om fagbevægelsens fremtid, dens perspektiver og opgaver. 

Det store flertal af arbejdere, der flytter over til "de gule" ræsonnerer som så; når vi alligevel ingen indflydelse har på den linje, der føres, kan vi lige så godt slippe så billigt som muligt.

Venstrekræfterne

Denne struktur og arbejdsform breder sig også til venstrekræfterne. For at blive anerkendt som forhandlingspartner, må Enhedslisten sikre sig kontrollen med de øvrige partier og bevægelser på venstrefløjen.

Dermed er Enhedslisten forvandlet til et halehæng til Socialdemokratiet, en udvikling, der har taget fart efter at Anders Fogh Rasmussen dannede regering i 2003. Engang fastholdt Enhedslisten de kollektive principper, men det er for længst erstattet af markedsføring i bedste ugebladsstil.

Det sker ved et sindrigt "del og hersk spil", der skal forhindre en opposition til venstre for Enhedslisten.

Vi kan se det i forhold til de enhedsbestræbelser, der har været udfoldet i de sidste to årtier. Alle bogstavkombinationer har været prøvet, og alle er blevet ved forsøget. Det er ingen tilfældighed!

Dermed har monopolerne opnået det de gerne ville: at lamme enhver reel opposition til EU-politikken og den fortsatte nedskæringspolitik.

Oprøret mod nedskæringspolitikken må tage form af et oprør mod monopolernes indflydelse i arbejderbevægelsen, mod samarbejdslinjen og den indbyrdes splittelse blandt venstrekræfterne.