Helt ærligt, så føler vi os snydt. Men vi er også vrede. Som medlemmer af henholdsvis 3F og HK, og begge to kunder i ALKA, står vi tilbage med ingenting efter salget af ALKA til Tryg.
Vi må sande, at fagbevægelsens topfolk med en koordineret handling over en weekend forvandlede hundrede års fælleseje til et finansielt spekulationsobjekt. Et salg, der er kortsigtet, udemokratisk og en social uansvarlig beslutning. Det er blå fagforeningspolitik.
Lad os starte med et spørgsmål. Var det overhovedet nødvendigt at sælge ALKA? Svaret er Nej, det var ikke nødvendigt med et salg. I mange år har ALKA leveret et overskud på mange hundrede millioner kroner og står godt på markedet med et stærkt digitalt produkt.
Lad os starte med at erkende, at salget af ALKA er en fejltagelse af de helt store.
Det er, som om fagbevægelsens topfolk med udsigten til en milliardgevinst fuldstændig har mistet blikket for de store linjer og slået det sociale kompas fra. I generationer har fagbevægelsen stået vagt om fælleseje og demokrati, og sagt at et ureguleret marked er til ugunst for lønmodtagerne.
Efter salget af ALKA, så styrer markedet. Vi har mistet fælleseje, demokratisk styring og fagbevægelsens direkte mulighed for at påvirke markedet til gavn for medlemmerne. Det er tabt for altid
Dyrt for alle
ALKA’s priser lægger i dag et loft for forsikringspriserne. Det er et anerkendt faktum i branchen. Selvfølgelig vil priserne stige i fremtiden, når et kommercielt drevet selskab som Tryg er køber, fordi den nye ejer skal maksimere sin investering gennem højere præmier og lavere udbetalinger.
Men priserne stiger ikke kun for ALKAs kunder. Priserne vil stige på hele forsikringsmarkedet, fordi der ikke længere vil være noget forsikringsselskab, der sætter et prisloft. Dyrere forsikringer har jo en social slagside, fordi det bliver dyrere for de fattige, for dem i de udsatte boligområder og dem i de mest nedslidende fag.
Det, som er en gevinst i dag, kan være et stort tab i morgen. Forestil dig at prisen på forsikring stiger med tusind kroner om året for en familie, som følge af et salg af ALKA. Hvis vi antager, at der er tre millioner, som skal have forsikring, så er det en årlig ekstra udgift på tre milliarder kroner – om året. Så allerede efter tre år har fagbevægelsens medlemmer samlet set tabt en milliard kroner.
Udemokratisk
Det næste spørgsmål som presser sig på, er hvorfor salget skulle foregå uden debat og åbenhed? LO-formændene i ALKA’s bestyrelse har forhandlet siden sommer, alligevel skulle hovedbestyrelserne i de store forbund beslutte sig på få timer. De fik en gulerod på 8,2 milliarder og en revolver for panden, og har samtidig fået mundkurv på.
Samtidig aner vi heller ikke, hvad pengene skal bruges til – flere flotte forbundshuse eller faglig organisering og kamp? De eneste som ikke bliver spurgt er ALKAs ansatte og fagbevægelsens medlemmer. Det har jo intet med demokrati at gøre.
Heldigvis består demokratiet i fagbevægelsen. Så kan medlemmerne vedtage, at fagbevægelsen fortsat skal kæmpe for fælleseje og at Arbejdernes Landsbank ikke skal sælges.
Vi bliver nødt til at få fagbevægelsens sociale kompas på plads igen og tage afsked med blå økonomisk tænkning. Lad os starte med at erkende, at salget af ALKA er en fejltagelse af de helt store.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278